NOGET JEG HAR SAVNET

DROPPE UD AF UNIVERSITETET?

PicMonkey Collage

… er noget, jeg aldrig troede, jeg skulle tage mig selv i at overveje. At skulle kigge indad og erkende, at jeg ikke er wonder-woman, at jeg ikke har flere timer i døgnet end Beyoncé, og at jeg ikke – selvom jeg rigtig gerne vil – kan nå alt, har virkelig været – og er stadig – en svær proces for mig. Det er svært at indrømme, at jeg ikke kan være den bedste til alt. På samme tid. Det er svært at indrømme, at jeg faktisk er blevet overrumplet af min egen lyst og iver for at være på toppen på alle områder. Og det er svært at indrømme – for første gang nogensinde -, at jeg faktisk ikke har lyst til at gå i skole. Hvordan erkender man lige, at man ikke helt kan genkende sig selv? Hvordan erkender man, at man har overvurderet sine egne evner? Og hvordan erkender man, at man har taget for meget mel i munden til overhovedet at kunne trække vejret? Jeg kender ikke det præcise svar, og jeg ved ikke, hvad der er den bedste løsning for andre, men for mig er det vigtigt at indse, at man egentlig er god nok, selvom alt ikke hedder lutter 12-taller, klap på skulderen og medvind. Jeg forsøger at gøre plads til alt det, jeg elsker, fordi jeg har lyst til det, og så hober tingene sig altså op, og jeg må erkende, at jeg ikke kan gå all-in på alle disse punkter. Det er dog svært, når jeg presser mig selv så utrolig meget, forventer utrolig meget og bliver utroligt skuffet, hvis dette ikke opnås. At mine forventninger til mig selv kan få mig til at overveje, om det er det rette tidspunkt at studere.. For det er det jo? Ikke? Vi skal gå så hurtigt igennem som muligt..

Jeg startede på min uddannelse på Syddansk Universitet i Slagelse, fordi jeg mente, at den passede perfekt på det, jeg elsker og det, jeg ønsker at arbejde med i fremtiden – og det gør den også. Jeg tror bare ikke, at jeg var forberedt på, at det krævede så ufatteligt meget arbejde. 3 år mere. Jeg var ikke forberedt på, at jeg skulle sådan rigtig på skolebænken igen, hvor det forventes, at man deltager aktivt i timerne og laver afleveringer. Jeg troede, at den hårdeste uddannelse, jeg skulle igennem, var gymnasiet. Og så vil mange måske grine og sige: “Gymnasiet? Det er sgu da ikke hårdt”. Men jo, det er det. Det er hårdt, når du læser hver eneste sætning af dine lektier, laver alle dine afleveringer og stort set afslutter gymnasiet uden fravær. Og det er endnu mere hårdt, når du forsøger at overføre dette engagement til en universitetsuddannelse med dobbelt op på læsning og tilmed afleveringer, der skal bestås bare for at få lov til at gå til eksamen. Og samtidig vil en masse andet ved siden af. Der skal hele tiden præsteres. Overalt. Dét er hårdt! Og det har jeg indset. Jeg har indset, at jeg har mødt min overmand. At jeg ikke har tid til at give mig selv 100% til alt, fordi jeg også gerne vil så meget. Og nu sidder jeg med en knugen i maven, fordi jeg ikke føler, at jeg yder mit bedste dér, hvor det forventes af mig. I skolen. Fordi jeg har for travlt. For tralvt med bloggen, for travlt med arbejde, for travlt med at hygge mig og nyde livet. Men er det egenlig ikke okay? Alt handler vel ikke om skole? Eller gør det? Spørger du politikkerne, så gør det, men spørger du mine forældre, så gør det ikke. Ifølge mine forældre handler det om at være glad og gøre tingene så godt, som man kan. Og den sætning forsøger jeg at minde mig selv om lige i øjeblikket. Jeg har netop overstået 3 eksaminer med gode karakterer, men jeg er også fuldstændig drænet for energi og glæde. Min krop er slet ikke sig selv, og sådan her vil jeg ikke have det igen. Et 10- eller 12-tal er simpelthen ikke denne følelse værd! Jeg vil være glad og gøre tingene, så godt jeg kan. I sidste ende skal alt jo nok gå – også selvom ens snit ikke er på top 10 i Danmark. Hvornår indser jeg det?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NOGET JEG HAR SAVNET