JUST BOUGHT

EN ØJENÅBNER :'(

12620778_10207900539369468_1267321070_o

Kære læsere. Dette må være et af min hidtil mest personlige og hårde indlæg at skrive – primært grundet indlæggets indhold og de følelser, jeg gennemlever, mens jeg skriver det. Jeg ville for alt i verden ønske, at jeg ikke skulle skrive dette indlæg, men faktum er, at det er sket, og jeg er af den overbevisning, at den bedste psykologhjælp er at få sat ord på tingene og få talt om hændelser, der påvirker en. Og det har denne gjort.

Det kan argumenteres, at dette indlæg måske ikke har den største relevans for jer og nogle vil sikkert også undre sig over, at jeg deler så personlig en oplevelse, men jeg ved, at indlæggets indhold rammer flere mennesker end blot mig selv og min familie, hvorfor jeg mener, at det er vigtigt at dele det med hinanden, så man kan støtte sig op ad hinanden. Udfaldet af denne episode har været den bedst mulige, og det kan måske være med til at give håb til nogen derude – om ikke andet så ved I, at I ikke er alene.

Det er tirsdag eftermiddag, og jeg sidder hjemme og arbejder skiftevis for XELLENCE og på bloggen. Jeg nyder, at jeg de næste 14 dage har fri fra skole, for jeg har planlagt så mange fede events og møder. På et tidspunkt tjekker jeg min kalender for at se, hvornår jeg har et par fridage, så jeg kan tage hjem til Fyn i min ferie. Kort tid efter tjekker der en besked ind fra min mor i vores gruppesamtale bestående af min far, mine søstre og jeg. Det var pudsigt. Jeg bliver helt varm indeni. Jeg savner dem. Beskeden lyder: ”Hej piger. Bliv nu ikke bange – far er blevet indlagt med en blodprop i lungen. Han er i gode hænder på Svendborg Sygehus. Er blevet scannet og medicineres og overvåges hele tiden. Vi venter på svar fra scanningen” efterfulgt af et ”kys fra mor. Jeg skulle sige fra far, at han ELSKER JER”. Jeg kigger blankt ud i luften og prøver at analysere beskeden. ”Blodprop?” ”Sygehus?” ”Scanning?” ”Medicin?” ”Elsker os?” Jeg kan mærke, at det gør ondt. Jeg begynder at græde. Rejser mig op og går rundt i lejligheden. ”Bliv ikke bange? Hvad mener hun med det? Jeg er da allerede bange. HAN HAR FÅET EN BLODPROP!!!”. Jeg får samlet tankerne og ringer til min mor for at få detaljer. Jeg kender hende nemlig. Hun ville sige hvad som helst for ikke at panikke os eller gøre os kede af det. Jeg er allerede ved at pakke min taske, mens jeg ringer.

Da jeg får fat i hende fortæller hun, hvordan min far langsomt mistede pusten og ikke kunne trække vejret. En kollega kører ham hjem fra arbejde, og inden hun kører retur er min far klar over alvoren i vejrtrækningsproblemerne og sammen får de ringet 112. Ambulancen ankommer med det samme.

En essentiel information er her, at min far i december har fået en operation, hvor hans ankel er blevet rekonstrueret grundet slidgigt. Han har derfor været immobil og ligget stille med skinne på de sidste 6 uger. Han er så småt begyndt at tage et par timer på arbejdet, så han bevæger sig rundt på krykker og bliver kørt af sine kollegaer, hvorfor det var hans kollega, der kørte ham hjem og ringede til 112.

Ambulancen kommer og de vurderer, at han skal på sygehuset og tjekkes. Da min mor skriver sms’en til os, har lægen netop været og stillet en masse spørgsmål, taget prøvet, lagt ilt, drop osv. De har ikke fået svar på scanningen endnu, hvilket forklarer hvorfor min mor var så rolig i beskeden til os. Det var nemlig værre end ventet.. Lægerne mener, at hele familien bør komme på sygehuset….

I mellemtiden har mine søstre og jeg i løbet af en halv time pakket hver sin taske og aftalt at mødes på hovedbanegården. Der var ingen tvivl. Alt andet er ligegyldigt. Vi ville hjem med det samme. Med lyntoget, tak! Kærester gør, hvad de kan for at hjælpe os afsted og støtte os. Nu er vi på vej hjem til vores far.

Da vi ankommer på hospitalet bryder vores far ud i gråd, og vi følger én efter én. De fortæller os, at de har fået svarene på prøverne, og det viser sig, at han har flere store blodpropper mellem lunger og hjerte, i lungekredsløbet. De har samlet sig til en stor der var ved at lukke af, så det var nu et spørgsmål om tid… Lægerne handlede hurtigt og en stor, men risikofyldt blodfortyndende medicinsk behandling bliver sat igang. Lægerne er ikke i tvivl – det er den eneste mulighed, og de går hastigt i gang…

Det første døgn er kritisk, og vi får vores egen stue, hvor vi alle 5 sover. Eller min mor sover ikke. Hun sidder hele natten ved min fars side og våger, hvis der skulle ske uregelmæssigheder, mens vi andre skiftevis sover, blunder og vågner lidt. Det var et hårdt døgn, det er stadig hårdt… og det er hårdt at skrive. Min mor har været stærk!

På en underligt måde var vi ret rolige på sygehuset. Det er lidt ambivalent at skrive, men lægerne (og plejepersonalet) på sygehuset var SÅ kompetente, pædagogiske og forstående, og de kom hele tiden ind og kiggede til ham og os samtidig med, at de sad i et andet rum og kiggede med på overvågningen af alle hans tilkoblede maskiner. Det var ualmindeligt beroligende at vide, at vi var i så gode hænder – måske det også skyldes, at det ikke rigtig var gået op for mig, hvor alvorligt det havde været/var. Sådan noget sker jo kun for andre – ulykker som denne rammer ikke os. Sådan har jeg i hvert fald tænkt mange gange. Men det gør de. De rammer hvem som helst. Det kan ikke kontrolleres. Det er skræmmende. Og det gør ondt. Det gør ondt, at man aldrig kan føle sig helt sikker, og det gør ondt, at et af de stærkeste mennesker i mit liv bliver gjort svag.

Vi har hver dag tilbragt mere end 12 timer på hospitalet ved vores fars side for at følge behandlingen. Og den er bare gået så godt! Alt er forløbet, som det skulle, og i fredags blev han flyttet fra akut til almindelig stue, hvilket er et godt og betryggende tegn. Lægerne var positivt overrasket over, hvor hurtigt behandlingen virkede, og hvor stærk min far er. De mener, at det skyldes hans sunde helbred, hans stærke hjerte og lysten til at leve. Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg er så stolt af ham! Jeg er så stolt over, at han fik ringet efter hjælp i tide og ikke ventede, stolt over hans udholdenhed, når det virkelig gjaldt og stolt over, at han er min far!

I dag er han netop kommet hjem, hvorfor jeg også i dag har samlet mig mod til at skrive dette indlæg. Han ligger ved min side, mens jeg udgiver det. Jeg kigger på ham. Giver ham et kys i panden og ånder lettet op. Nu er det ovre. Han er hjemme. Alt er under kontrol, og vi var heldige. Meget heldige. Det bekræftede 3 overlæger. Det er en skræmmende bekræftelse, men godt min far er så stærk. Godt han er så sund, at hans hjerte kunne kæmpe det det behøvede.

Jeg har valgt at dele min, vores, min fars historie med jer, da jeg gerne vil opfordre jer til at sende jeres kære og nære en hilsen eller en tanke, mens I kan. Det er ikke for at skræmme jer, men det er for at minde jer om, at I hver dag skal huske at sætte pris på dem, I holder af og huske at sige det. Livet kan vende på et øjeblik. Det ved jeg nu. Det kan ikke styres, og man skal ikke prøve – tværtimod skal man huske at nyde livet, hverdagen og hinanden ENDNU mere, så man aldrig fortryder, at man ikke fik gjort det. Jeg ville hade mig selv, hvis jeg ikke fik fortalt dem, jeg holder af, hvor meget de betyder for mig. Jeg vil fortælle det hver dag. Jeg vil leve livet hver dag. Jeg vil ikke være bange, men jeg vil være bevidst.

Jeg er mere oplyst på livet, kroppen og mennesket nu, end jeg nogensinde har været i nogen som helst biologitime, og det er vigtig viden! Meget vigtig. Sundhed er vejen frem til et godt og stærkt liv i en sund og rask krop. En krop der er klar til at tage imod udfordringer og en krop, der er klar til at kæmpe. Lyt til de signaler, kroppen sender.

Igen, det er ikke for at skræmme jer, men for at oplyse jer. Jeg har netop meldt mig ind i fitness igen. Min krop skal være klar. Nu vil jeg nyde min familie. Husk at nyde jeres!

24 kommentarer

  • Malene

    Sødeste Frederikke. Hvor er det frygteligt at læse. Godt din stærke far har det godt nu. Tak for din øjenåbner. Jeg har netop ringet til min <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Puha, godt det endte godt! Aldrig sjovt sådan noget.. Tak for din ærlighed og jeres historie. Det sætter klart en masse tanker igang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det gør ondt, når sådan noget rammer en :)
    Jeg håber dig og din familie det bedste
    Xx Blue Ducklings
    http://www.blueducklings.wordpress.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frederikke Egel

      Tusind tak. <3 Det gør rigtig ondt, men heldigvis har vi været heldige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor er han bare sej din far! Og det samme gælder resten af din familie. God bedring til ham <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Waltersdorph

    Puha Frede. Tænker på jer. Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grith Rådberg

    Hvor er det stærk læsning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann-Lise Hemmer.

    Tak Frederikke. Godt at Carsten normalt er sund og rask, lynet kan ramme hårdt det har vi selv haft tæt inde på livet. Hils din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frederikke Egel

      Jeg hilser igen. Det er vigtigt at holde sammen i disse stunder <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Puha, sidder her helt tårevædet nu.. Ønsker alt det bedste for dig og din familie, og ikke mindst din far! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine Dau

    Hej Frederikke
    Jeg kender din far fordi vi var børn/unge sammen i svanninge. Hils ham mange gange og så vil jeg takke for dit stærke, velformulerede og tankevækkende budskab. Og jeres mors håndtering beundrer jeg dybt. varme hilsner her fra Aarhus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frederikke Egel

      Hej Trine,
      Tusind tak for din besked. Det varmer rigtig meget. Jeg sender hilsner tilbage herfra! Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er sådan en forskrækkelse, man får med sådan noget! Min mor har haft to blodpropper i hjernen, mens jeg gik på gymnasiet. Min morfar havde én i hjertet. Men de kom begge igennem det.

    Det er så sandt, at livet kan vende på et øjeblik. For en uge siden stod min mor nemlig i min lejlighed og fortalte, at et familiemedlem var fundet død – meget pludseligt. Ingen så det komme. Vi har ikke fået endegyldigt svar endnu, men vi tror, at det var en blodprop. Jeg var absolut ikke klar til at sidde i en kirke i lørdags og tage afsked.

    http://satinawandel.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frederikke Egel

      Puha, du har også været igennem en del. Hvor er dig og din familie stærk, at I har klaret det så godt. Jeg er ked af at høre med dit andet familiemedlem. Jeg håber, at I fik en smuk afsked! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Hej Frederikke. Kender dig ikke men kan som andre nikke genkendende til den føles man sidder med. På fredag er det 2 år siden jeg var nød til at tag afsked med min elskede far, som var min klippe. Savner ham tit og ofte, savner hans kys og kram og at have ham i vores liv endnu. Jeg er 35 år og det er alt for tidligt jeg skulle undvære ham. Ved der er børn som mister én forældre rigtig tidligt men lige her må man gerne være lidt egoist for der findes kun 1 far og 1 mor. Min far døde da han skulle hente min søn og jeg så ja jeg gik og ventede på ham men istedet kom min mor og gav mig den hårde besked. Husk at sig man elsker hinanden mens man kan ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for dit indlæg, det ramte mig fuldstændig! Så smukt skrevet. Jeg ønsker dig og din familie det bedste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frederikke Egel

      Tusind tak for din søde kommentar. Det betyder meget og varmer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Lillemark

    Hej Frederikke,
    Sikke en rørende historie. Jeg så det hele for mig i billeder da jeg læste det. Puha.
    Jeg tænker på jer alle.
    Hils din familie <3
    Knus fra Camilla Lillemark

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JUST BOUGHT