HVIS JEG SKULLE KØBE NOGET LIGE NU, SÅ ...

SÅDAN KAN MOR-LIVET OGSÅ VÆRE

Jeg er netop vågnet efter en middagslur i armene på en tømmermændsramt Mark. Det er min anden eftermiddagslur i dag, og jeg sidder stadig og gaber. (Min første lur var med en baby Mikela, der duftede betydeligt bedre end Mark.) Den overdyngende træthed skyldtes, at jeg ikke har fået en vanlig nats søvn, hvor jeg sover igennem og først vågner, når mit vækkeur tvinger mig til det. I nat faldt jeg aldrig rigtig i dyb søvn, fordi jeg havde en lille syg baby liggende ved siden af mig, som mit mor-instinkt hele tiden holdt mig vågen for tjekke til med jævne mellemrum. Trækker hun vejret? Har hun kastet op igen? Er hun varm? Bliver det værre? Er hun sulten? Hendes mor og jeg har nemlig haft, hvad jeg vil kalde, en realistisk aften af, hvordan det også er at være nogens mor.

Morten, Pernille og deres skønne datter Mikela har sovet hos os i nat. Eller man kan ikke just sige, at Mark og Morten har sovet, eftersom kom hjem fra byen kl. 06.30 i morges, hvor vi andre vågnede. Og Pernille og jeg har heller ikke fået den mest sammenhængende søvn, da vi har haft lille Mikela at se til. Men det var intentionen. Og det var hyggeligt helt frem til kl. 14 i dag, hvor de kørte hjem. Også selvom vi havde en uheldig og ærgerlig aften for Mikela i går.

Kl. 19 i går gik Pernille ind på soveværelse for at lægge Mikela til at sove med lidt mælk og godnatsnak/sang. Ude fra stuen, hvor jeg er ved at gøre klar til aftensmad og lørdags-tøse-hygge, kunne jeg stille og roligt fornemme, at der kort tid efter blev ro inde på soveværelset. Mikela var helt færdig. Og det er forståeligt, for hun har været så sej til det arrangement, vi holdte for hendes far, Morten, i anledning af, at han i går, grundet alvorlige knæproblemer, spillede sin sidste håndboldkamp nogensinde. Derfor var hele familien og en masse venner samlet i hallen for at markere dagen, og alle ville selvfølgelig holde og kæle med Mikela. Og det gik super godt. Hun blev træt til sidst, men pev eller brokkede sig slet ikke i de 3 timer, hvor aktivitets- og stimuleringsniveauet var helt i top. Efter kampen og overrækkelse af pris for Nordsjælland Håndbolds oprygning i ligaen, efterlod Pernille og jeg Morten med sine håndboldkammerater, som han skulle i byen med, og så kørte vi mod Ørestad, hvor den stod på tøsehygge med lækker mad, slik, film og tøsesludder.

Da roen lige havde ramt soveværelset, kunne jeg pludselig høre Pernille råbe: “Frede…. Kom lige“, hvorefter jeg gik ind på soveværelset for at finde Mikela og Pernille smurt ind i bræk. Lille Mikelas krop havde sagt fra til mælken (og de rosiner hun fik i hallen. Haha), og hun måtte overgive sig til trætheden og sygdommen, der havde sneget sig ind i hendes krop. De efterfølgende timer var lørdagshyggen sat på pause og de stod på at skifte ble og tørre op efter Mikela, der ikke kunne holde noget inde i hverken den ene eller den anden ende. Ved 21-tiden faldt Mikela til ro i Pernilles arme, mens vi sad ude i stuen og snakkede, og så gik det faktisk fint resten af natten og her til morgen, hvor Mikela, omend hun stadig var syg, var frisk og glad.

Mikela er altid et pragteksemplar af en baby, når vi er sammen med hende, og skulle hun være lidt pyldret, træt eller irritabel, så kan man alligevel altid få hende til at grine, når man trykker på de rigtige knapper. Og dem har vi efterhånden lært at kende. Vi har derfor sjældent oplevet Mikela i dårligt humør, hvorfor det var ekstra mærkeligt at opleve hende i gårdsdagens tilstand, hvor hun umiddelbart virkede fin, men så var den alligevel helt gal med kroppen, der efter en lang kamp måtte sige fra. Der havde slet ikke været tegn på, at Mikela var syg i løbet af dagen, men det er jo også svært for en baby at vise – især når hun heller ikke græder, er irritabel eller virker genereret af noget. Hun kastede bare op. Og sked. 

Selvom jeg ikke er mor, så satte alle beskyttelsesinkstinker i gang hos mig, da Mikelas krop sagde fra, hvorfor hverken Pernille eller jeg forld opsynet af hende, efter vi endelig fik hende til at sove. Og heller ikke da vi selv gik i seng, hvor vi tog hende med ind og sove mellem os. Der sov hun igennem hele natten, mens Pernille og jeg begge to var vågne med jævne mellemrum for at sikre os, at alt var ok. Selvom jeg var helt bevidst om og tryg ved, at hendes fantastisk mor havde 100% styr på det, så kan jeg slet ikke lade være med at følge trop og agere overbeskyttende mor, der hele tiden holder øje med babyen. Og det var på en måde rart at opleve. For vi er umiddelbart kun vant til at have babyer på besøg, når de er glad, og når de så blive trætte, så tager familien typisk hjem eller lægger dem til at sove uden besvær. Men eftersom baby-snakken har spøgt herhjemme på 10. sal, var det utrolig sundt også at overvære den anden side af at ære nogens mor. For det er jo ikke altid lutter lagkage. Og det ved jeg nu.

Men jeg glæder mig stadig til, at jeg selv skal være mor. Og den snak skal vi nok tage en anden dag. Nu ville jeg bare dele denne historie med jer. 

Mikela 3 måneder gammel

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HVIS JEG SKULLE KØBE NOGET LIGE NU, SÅ ...