Hjem PERSONLIGT GRAVID A-Å: 1. TRIMESTER | BABSER, CHOKOPOPS OG OVERVÆGT

GRAVID A-Å: 1. TRIMESTER | BABSER, CHOKOPOPS OG OVERVÆGT

af Frederikke Egel

Jeg læste et sødt indlæg på Frk. Vilstrups blog om at italesætte sin graviditet og sine graviditetstanker ud fra alfabetets bogstaver. Jeg gik straks i gang med at reflektere over, hvilke ord jeg selv kom på, og hvordan jeg selv så min graviditet ud fra hvert bogstav og har siden taget noter til dette indlæg. Det første indlæg her er fra 1. trimester, som er fra uge 0 til uge 12 – altså de mest nervepirrende, forvirrende og besværlige uger af graviditeten. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg har taget de ord, der først faldt mig ind under hvert bogstav. Jeg kunne nok godt finde flere ord, der var passende, men jeg prøver at begrænse mig. 😉 Jeg synes selv, at der er en ret sød måde at reflektere over de forskellige periode i ens graviditet. Alle tre perioder er faktisk ret forskellige, kan jeg konkludere nu, hvor jeg er trådt ind i 3. trimester.

Læs også: 10 ting jeg ikke vidste om graviditet 

Skrevet på umiddelbart efter uge 12.

A: Abort. Ufrivillig, vel at mærke. Det er min største bekymring i denne periode. Av, mit hjerte… Jeg har læst lidt for mange historier om, at folk ofte i uge 10 finder ud af, at de har tabt barnet. Om det så er sket dér eller tidligere vides ikke, men der begyndte de fleste at bløde. Hvilket er et tegn på abort. Hver dag, flere gange om dagen tjekker jeg mine trusser, og jeg studerer nøje toiletpapiret, når jeg er på toilet, hvadenten det er tis eller den store tur. Klamt? Tja, men jeg holder godt øje. Der kom aldrig blod. Heldigvis. Vi var også til en tidlig scanning i uge 9+6, hvilket helt klar gav ro i maven, og alt er gået så fint siden da. 

B: Babser. Det første tegn jeg fik på, at jeg var gravid, var ømme bryster. Ikke kvalme, men ømme bryster. Det var ikke en ulidelig smerte, for jeg har (havde) ikke verdens største eller tungeste bryster (de er kommet efter det nu), men jeg gav ikke lige så tætte, lange og varme kram, som jeg plejer i de måneder. Særligt ikke til mænd med en stor og hård brystkasse som min far, Mark, mine svogre og Marks håndboldkammerater. Av.

C: Chocopops. Det er det eneste, jeg kan spise i disse dage. Mad, slik, vand, cola? FØJ! Chocopops? Det kan lige gå an. Hvis jeg absolut skal spise. Det smager heldigvis godt, og så får jeg væske indenbors i form af mælk, men det er ikke ligefrem lysten, der er drivværket til at få det ned. Af og til kommer det hele også retur kort efter indtagelse. Så får jeg da smag for pengene. 😉 Chocopops er noget, jeg altid har haft lyst til og stadig har lyst til i dag, selvom det minder mig og en kvalmende periode. Haha

D: Doven. Som aldrig før. Jeg ligger bare i min seng og tager lure, når det passer mig. Jeg har aldrig sovet lure. Aldrig. Jeg hader det. Man er forvirret, har ondt i hovedet og vil bare gerne sove videre, når man er vågnet igen. Det er slet ikke det værd. Men nu har jeg brug for det. Og jeg tillader mig at tage det. For jeg har en god undskyldning. Og på nettet står der, at man skal lytte til sin krop, så det gør jeg. Hæhæ. Særligt i uge 7-10, hvor jeg var ramt at kvalme og træthed, lå jeg bare i min seng og så serie, spiste chocopops og havde ondt af mig selv. Heldigt man er selvstændig. 😉

E: Elsker. Min. Lille. Baby. Jeg kan hverken mærke eller se min lille baby, men jeg elsker ham/hende allerede. Jeg er så klar til at blive mor, og jeg er så klar til det her kapitel med Mark. Kapitlet der skal vare resten af vores liv.

F: Familie. Vi fortalte vores familier om graviditeten i weekenden (uge 7), og de blev så glade! Det er det første barnebarn for både mormor og morfar og farmor og farfar, så det er rigtig stort for os alle. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med dem <3 Læs hvordan vi fortalte dem om graviditeten her.

G: Graviditetsapps. Jeg har købt mig en app. For 25kr. Fordi jeg fik at vide, at det var den bedste. Og det tror jeg nu også, at det er, for den er dælme god. Og grundig. Og hyggelig. Jeg tjekker den hver dag for at lære noget nyt om min lille fis. Den har artikler, dagsinformation, gode råd, statistikker osv., så man kan følge godt med. Den hedder: Pregnancy+ og har et lyserødt logo med et foster udenpå. Den er så sød! Jeg har bare indtastet mine oplysninger, og så fortæller den mig om mit stadie i graviditeten for hver dag. Og der er også info til ens partner.

H: Hvidovre Hospital. Er der hvor vi skal føde. ‘Hvis der ikke er for travlt‘, som lægen sagde i uge 10. Javel. Det var da betryggende at få at vide. Dog har jeg hørt rigtig godt om Hvidovre, så jeg er faktisk ret glad for, at det er dem, vi er tilknyttet. Desuden tager det ikke mere end 10-15 minutter at komme dertil fra os af, når vi kan drøne lige på motorvejen. Virkelig rart! Vi er stadig rigtig glade for, at vi skal på Hvidovre til fødslen, og de har selv givet udtryk for, at sommeren er den mest travle periode, så der burde ikke være problemer over jul, hvor vi er sat til. 

I: Indkøb. Jesus, der skal købes mange ting! Vi skal jo opbygge et helt nyt hjem. Jeg kan næsten ikke følge med. Jeg Google selvfølgelig allerede graviditet, mor-livet, far-livet, baby-livet, do’s and don’ts, shoppinglister, gode råd og alt det der, der nu hører med, men lige lidt hjælper det. Vi skal virkelig have sat os ned og have skrevet på en liste, der kan justeres hen ad vejen. Haha. Det er vi godt i gang med, og jeg finder hele tiden på tilføjelser.

Læs også: Der er noget, vi ikke har fortalt jer

J: Job. Jeg nyder virkelig, at jeg har det job, jeg har. Og det giver jeg mig selv lov til. Friheden. Fleksibiliteten. Ansvaret. Der medfølger selvfølgelig noget usikkerhed i det at være selvstændig, da jeg ikke er sikret fast løn eller barselspenge, men til gengæld kan jeg ligge i min seng i de uger, jeg har det dårligt, jeg kan arbejde, når jeg vil, jeg skal ikke stå til regnskab overfor nogen (andre end mig selv), jeg kan selv være herre over, hvor meget jeg arbejder og dermed tjener osv. Det er enormt befriende, og jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal nyde det, for det er ikke sikkert, at det er sådan i min næste graviditet. Who knows?

K: Kvalme. Jeg har aldrig lidt særlig meget af kvalme. Kun når jeg har været i byen. Og det er jeg virkelig glad for, for der findes da næsten ikke en værre tilstand. Du har hele tiden en følelse af, at der er noget på vej retur, du kan ikke rigtig slappe af, du er sulten, men har ikke lyst til noget, du får ømme mavemuskler (og det er ikke på den gode måde), du taber dig, men tager det jo på igen med det samme, når din madlyst er vendt tilbage osv. Det er ikke rart. Heldigvis varede det kun en måneds tid for mit vedkommende, så jeg kan vidst ikke tillade mig at klage, når andre har kvalme i langt længere tid. 

L: Læge– og jordemoderbesøg. Jeg har været til det første besøg med lægen, hvor vi oprettede mig som gravid i systemet (eller hvad det nu hedder) og havde en kort snak om forløbet. Det var meget trivielt og overfladisk, men det var fint. Nu glæder jeg mig til at se, hvordan de fremtidige besøg kommer til at være, samt hvordan jordemødrene er. Det skulle så vise sig, at jeg blev lettere skuffet over systemet. Læs med her, her og her

M: Milepæle. Nu hvor 1. trimester er overstået, har vi nået de første par milepæle i graviditeten allerede, og det føles skønt! Den første milepæl var (for os i hvert fald) den tidlige scanning, derefter var det uge 10, som jeg frygtede ret meget, og så var det nakkefoldsscanningen i uge 12, hvor man får svar på en masse bekymringer. Alt er overstået og er gået godt, så vi nu kan se frem mod de næste milepæle, som er misdannelsesscanningen i uge 20 og jordemoderbesøgene.

N: Navneleg. Vi er allerede i gang med at snakke navne. Ikke så seriøst, men vi kaster dagligt et par navne op for at vende, om det er noget, vi kan lide. Det er hyggeligt, og det gør graviditeten en smule mere virkelig, når man kan give sin baby lidt identitet. I kan læse vores tanker om navn, vores favoritter samt jeres (70!!) forslag til navne her

O: Overvægtig. Ifølge tallene på graviditet.dk, så ligger jeg lige på grænsen til at være overvægtig med mine 1.70cm og 70kg … Wtf? Det vil jeg nu erklære mig dybt uenig med, da jeg er sund og rask, men jeg ved også godt, at man ikke skal tage de tal al for bogstaveligt. Det er dog rart med en guideline over, hvor meget jeg ca. skal tage på i min graviditet, som i mit tilfælde er 10-15kg., hvilket min læge også har bekræftet. Det bliver spændende at se, hvordan ens krop udvikler sig, og hvor meget jeg i sidste end så faktisk tager på. I skrivende stund har jeg taget 6kg på og er i uge 27. 

P: Problemer. Åh, jeg drømmer om en problemfri graviditet. Jeg har ingen anelse, om jeg er en af dem, der bliver ramt af alle uheld, eller om jeg går smertefrit igennem graviditeten. Jeg håber på sidstnævnte, men jeg kan ikke lade være at spekulere på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe den skæbne lidt på vej.

Q: Quiz. Tyvstjålet fra Frk. Vilstrup, men den rammer hun altså meget godt; alt det her graviditet, scanninger, bekymringer, vaner, motherhood osv. er en ren gættekonkurrence, en quiz om man vil, som du kun har en chance for at svare korrekt på, hvis du har prøvet det før. Og det har jeg ikke. Så jeg gætter i blinde og satser på, at min første intuition er den rigtige. Ellers lærer jeg nok af det. Jeg gætter stadig. Haha

R: Rigtig og forkert. Hvordan er man gode forældre? Hvordan er man en god gravid? Hvordan bliver ens barn? Hvad hvis man får en fødselsdepression? Hvad hvis man går fra hinanden? Hvad hvis man ikke får købt de rigtige ting? Hvornår er man klar? Hvornår er noget rigtigt og forkert? Jeg tror ikke, at der er noget, der er mere rigtig eller forkert at gøre. Jeg tror, at det er meget individuelt, hvordan man er gravid, hvordan man tackler graviditeten, hvordan man er forældre, hvordan man bevare romantikken og kærligheden i forholdet osv. Man kan godt lade sig inspirere af andre og deres erfaringer og historier, men jeg tror, at det er vigtigt, at man fokuserer på sig selv og mærker efter, hvad der føles rigtig for en selv. Og ikke hvad andre siger er rigtigt og forkert. Det håber jeg i hvert fald, at vi kommer til.

Læs også: Det der jordemoderbesøg

S: Scanninger. Det bedste og det værste. Jeg frygtede nakkefoldsscanningen en smule, men jeg glædede mig samtidig også meget til den. Mark og jeg har på intet tidspunkt været decideret angst for, at der var noget galt med mig eller vores lille baby. Vi har hele tiden haft oprejst pande, højt humør og hvilet i tilstanden som kommende forældre. Men man kan selvfølgelig ikke lade være med at diskutere det faktum, at der kan være noget galt. Tallene kan være dårlige. Min krop kan afvise barnet. Det kan vokse uhensigtmæssigt. Der er mange ting, der spiller ind, og dem har vi fået talt om, inden vi er taget til scanninger. Ganske unødvendigt, men noget egentlig meget godt. Sådan har det også været nu her, hvor vi er længere i graviditeten. Heldigvis er alt gået over forventning, så vi har det stadig dejligt med at være gravide. 

T: Tøjproblemer? Allerede? Det kniber med at få mine bukser og nederdele på. Eller jeg kan godt få dem på, men jeg kan ikke lukke dem. Det er som om, at mine hofter allerede har givet sig et stykke? What? Fra uge 8 kunne jeg ikke passe mine bukser eller nederdele mere, så jeg tilbragte hele sommeren i kjoler og elastiktøj, indtil jeg fik købt mine første graviditetsbukser i uge 17. Det var nu også rart nok, men jeg blev lidt træt af kjoler til sidst. Og havde lidt for mange i garderoben. 

U: Undertøj. Ikke nok med at jeg tjekker det for blod og uregelmæssigheder hver dag, så skal det også være behageligt, det skal sidde løst, og det skal have elastik i sig. Masser af elastik. Jeg er allerede vokset ud af enkelte par trusser sammen med mine bukserne og nederdele. Undertøj skal stadig være behageligt, men jeg har fundet ud af, det er også findes pænt undertøj, der er behageligt. Det er mine favoritter. 

V: Vitaminer. Damn, det er altså dyrt. Jeg strøg direkte på apoteket og spurgte om hjælp til graviditet og vitaminer, da jeg så de to streger på testen, og jeg endte med at slippe 600kr ved første besøg. Haha. Men der er selvfølgelig ikke noget beløb, der er for højt til ens barns velvære, så jeg spiser dem glædeligt og køber nogle flere, hvis det bliver nødvendigt.

X: Xoxo, Gossip Girl. Den serie kunne jeg godt snart se igen. Jeg skal bare lige være færdig med mine to andre serier. Lige nu ser jeg Mistresses og The Good Wife, og så skal jeg se Nashville. Nu har jeg set alle 3 serier, og de er fandme gode! Inklusiv Gossip Girl. Haha

Y: Yndigt tøj. Hold nu op, hvor findes der meget yndigt og kært tøj til drenge og piger. Jeg glæder mig sådan til at finde ud af, om vi skal have en lille pige med blomster, prikker, blonder, lyserøde osv., eller om vi skal have en sporty gut i blåt, striber, Adidas, seje sneakers osv. Ej, mit hjerte smelter uanset hvad! I kan læse mere om kønnet på vores barn her

Z: Zebrastriber. Også kaldte strækmærker. Får jeg mon dem? Slipper jeg med et par stykker hist og her? Eller får jeg striber overalt på bryster, mave, baller og lår? Min mor fik ikke nogen, og det skulle eftersigende være ret genetisk anlagt, men jeg har til gengæld allerede nogen på mine inderlår og lidt på mine hofter fra mine teenageår, så jeg er jo disponeret for dem. Jeg vil gerne lyde overskudsagtig og sige; ‘who cares? Kommer de, så kommer de‘, men jeg vil fandme også gerne slippe for dem.

Æ: Ædru. Som alle andre (i hvert fald de fleste) mødre; ingen alkohol de næste mange måneder. Jeg har altid været glad for at feste og hygge mig med mine veninder over et glas vin, en drink eller en øl. Sidstnævnte er nok noget af det, jeg kommer til at savne allermest. Jeg kommer ikke til at savne at stå på en natklub med ømme fødder, komme sent i seng eller vågne med tømmermænd (bvdr), men jeg kommer til at savne hyggen omkring alkohol, jeg kommer til at savne en god, iskold øl (eller drink), og jeg kommer til at savne muligheden for at tage med videre i byen, hvis man er frisk og har dullet sig op. For selvom jeg ikke drak, og selvom jeg godt ville kunne holde til det energimæssigt, så ville jeg finde det meget mærkeligt, hvis jeg selv så en gravid pige på en bar eller en klub med sine stive veninder. Så det må jeg undvære og i stedet give mig selv lov til at blande noget slik og se en god film på sofaen med Mark de næste mange weekender. Det lyder altså heller ikke dumt. Jeg savner overhovedet ikke alkohol eller byture. Overhovedet ikke. Jeg har taget et par enkelte tåre af iskolde øl for at få stillet lysten, men ellers mangler jeg ingenting. 

Ø: Ørestaden. Vores hjem. Vores dejlige lejlighed. Her bliver vi boende og starter vores familieliv sammen. Vi var så smarte at tænke en lille smule forud, da vi i sin tid købte lejligheden her. Der er nemlig et ekstra værelse, som ligger i forlængelse af stuen, hvor lille fisen kan flytte ind, når hun er stor nok til at forlade sin mors og fars side om natten. I mellemtiden bruger vi værelset som gæsteværelse, indtil vi sætter det i stand som børneværelse i det nye år. Det er ikke noget, vi har travlt med, for hun kommer ikke til at bruge værelset foreløbig, og så er det bare enormt rart for os at have et rum til mine forældre (og andre overnattende gæster), når de er ovre.

Å: År. Ja, bliver vores lille pige en ’17. eller en ’18.? Begge del er mere eller mindre lige realistiske, da jeg har termin d. 21. december og kan gå op til 14 dage over tid, inden jeg bliver sat i gang. Hun svinger også mellem to stjernetegn, der skiller d. 21. december, så hvis jeg føder før, så bliver hun skytte, og hvis jeg føder efter, så bliver hun stenbuk. Udover de ting så er bliver det selvfølgelig også spædende at se, om jeg føder d. 24. december eller 31. januar. Nej, det bliver ikke en kedelig tid for os i hvert fald. Haha.

Læs også: Sådan fortalte vi vores forældre om graviditeten

You may also like

1 kommentar

Julie Deschanel 26. september 2017 - 20:56

Min søster var også sat til d. 21. december – dog sidste år. Hun fødte først d. 4. januar, og det er altså dejligt for lillemanden, at han kom udenom jul, helligdage og nytår 🙂 Selvom man helt sikkert finder en måde at få det hele til at gå op alligevel! Den næste kommer til start marts, så han rammer ikke ind i noget (heller ikke lillebrors fødselsdag).

Svar

Skriv en kommentar