SÅ ER VI HJEMME

ET LILLE HEJ + BESØG AF SUNDHEDSPLEJERSKE

Hej fra babyboblen. <3 Nøj, hvor vi nyder tilværelsen! Vi er så lykkelige og har lukket alt ude, så vi bare kan nyde vores lille prinsesse. Jeg aner ikke, hvad dag det er, og jeg er også totalt ligeglad. Selvom verden forsætter ufortrødent udenfor vores vinduer, så nyder vi, at vi bare kan lukke os inde og lade som ingenting herhjemme. Det er så fantastisk!

Min smukke datter ligger atter på sin fars nøgne bryst og nyder duften af ham, mens mine bryster får en pause. Jeg har derfor tilladt mig at finde computeren frem, så jeg lige kan tjekke ind hos jer og sige hej her, inden hun vågner og skal have min fulde opmærksomhed. <3

Livet som nybagte forældre går fantastisk. Vi har allerede lært enormt meget og udviklet os helt vildt fra de første par dage, hvilket vi begge synes er super rart. Vi lærer vores lille pige endnu bedre at kende for hver time der går og for hver bleskift, vi foretager os (og det er altså mange!). Det er så skønt og livsbekræftende, og hun er simpelthen så nem!

Vi havde i dag besøg af sundhedsplejersken, der skulle kigge til lille fisen og sikre sig, at vi alle har det godt og er glade, og det gik over AL forventning! Hold nu op! E fik SÅ meget ros! Både for sin trivsel, stærke øjenkontakt, flotte lort (der allerede er på det stadie, der svarer til dag 7, og hun er altså kun 4 dage gammel!), ammeteknik og ikke mindst hendes vægt. Hun vejede 3570 gram ved fødsel og havde tabt sig til 3480 gram efter to dag, men nu har hun allerede taget knap 400 gram på og vejer intet mindre end 3900 gram! Sundhedsplejersken roste både hende og mig for hendes vægtøgning, da standard bare er, at de skal være tilbage på deres fødselsvægt indenfor 14 dage. Tror I, vi får en basse, hvis hun fortsætter i det tempo? 😉 Det tror jeg! Min mælk løb til allerede efter én dag, og hun har fra dag ét kunne sutte korrekt, så vi har også været heldige med amning. Dog var jeg ikke helt obs på, hvordan hun lå, når hun suttede, så jeg har fået lidt sår på mine brystvorter, der gør herre nas de første 10-15 sekunder af amning, men så går det over. Så dem forsøger jeg lige at få styr på, så amningen er ren hygge og fornøjelse. “Er I sikre på, at hun kun er 4 dage gammel?” spurgte sundhedsplejersken, da hun havde vejet E og fanget hendes øjenkontakt. STOLT MOR!

Nu vil jeg pakke sammen igen og nyde min familie. Jeg har dog lige besvaret nogle af de mest stillede spørgsmål, jeg får beskeder med hver dag. Det håber jeg kan give lidt afklaring. Tak for alle jeres søde beskeder, hilsner, tanker, råd osv. Det betyder så meget, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at svare alle!

SVAR PÅ DE MEST STILLEDE SPØRGSMÅL:

Hvad skal Baby E hedde?
Det offentliggør vi meget snart. Hendes navn starter med E, hvorfor vi kalder hende Baby E.

Hvornår er hun født/har fødselsdag?
Søndag d. 31. december kl. 03.38.

Hvorfor var I indlagt efter fødslen?
Vi var ikke ‘indlagt’, men tog imod de 2 dage på barselshotel, som man får tilbudt (i hvert fald på Hvidovre Hospital, hvor vi var). Det var rigtig rart, så vi bare kunne nyde vores baby og havde sygeplejersker til at komme og kigge, om alt var fint, når vi havde brug for det.

Hvornår kommer der ny video på Youtube?
Det gør der, når vi har fundet os til rette i vores nye liv og tilværelse, og når jeg synes, at det giver mening at bruge tiden på at filme og redigere i stedet for at kysse på min baby. Hvornår kan jeg ikke sige noget om, men tak for jeres store interesse. I kan se en masse videoer og billeder af hende på min Instagram og Instagramstory @frederikkeegel.

Skriv en kommentar

  • Frederikke

    Kæmpe tillykke med den lille datter hun ser mega sød ud jeg håber at der snart kommer en vidio med baby E håber også at i har det mega godt i jeres lille familie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Min søn vejede 4150g ved fødslen og 7 dage da SP kom vejede han 4750 g. Da han var 3 mdr vejede han 9100g og nu er han 5 mdr. og skal til 5 mdrs undersøgelse på mandag og jeg er ret sikker på han er over 10 kg. Der er intet bedre end en lækker tyk baby ❤️

    Kæmpe tillykke med Jeres smukke datter. Kærligheden bliver kun større som tiden går.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Tusind gange tillykke med jeres smukke datter. Det er så fint, at du har lyst til at opdatere med både billeder på Instagram og blogindlæg – når man har fuldt spændt med under hele din graviditet, er det så hyggeligt at følge med på sidelinjen, efter hun er kommet til verden. Alt godt herfra 🙂 ❣️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mange gange tillykke med hende, hun ser såå sød ud!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Godtschalk

    Et lille råd til brystvorterne: Kokosolie. Det fungere og gør ingen skade for lillepigen

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SÅ ER VI HJEMME