JA, SÅ MÅTTE JEG JO SHOPPE IGEN ;)

DEN FØRSTE MÅNED VS DEN ANDEN MÅNED SOM NYBAGT MOR

Dette indlæg er skrevet, da Elvira var knap 3 måneder. Jeg har bare aldrig fået det udgivet, men nu kommer det altså her <3 

Min elskede, lille prut, Elvira, er nu (næsten) 3 måneder gammel. Og jeg har været nogens mor i 3 måneder. Det er for vildt! Det har været de mest fantastiske og ubeskrivelige uger, men samtidig også de mest nervepirrende og ambivalente uger med følelserne udenpå tøjet og fingrene klar til at søge på Google.

Jeg vidste fra det øjeblik, jeg så den positive graviditetstest, at det var det helt rigtige, at jeg skulle være mor. Og jeg vidste med det samme, at jeg ville blive den bedste mor for Elvira. At jeg ville elske hende betingelsesløst. At jeg ville gøre alt for hende. Og at min fornemmeste rolle var at passe på hende og gøre hende glad. Jeg glædede mig som et lille barn til at møde min lille pige. Og jeg føler nu, at jeg er berettiget til at sige, at mor-livet ikke har skuffet. Ikke en snært!

Læs også: At være selvstændig på barsel

Men selvom vi har været heldige med vores lille, nemme, glade pige, selvom fødslen gik over al forventning, og selvom jeg føler mig tryg og sikker i rollen som mor, så har jeg lært rigtig meget de sidste 13 uger. Særligt de første 4 uger.

Det var nemlig først, da jeg rundede én måned som mor, at jeg virkelig følte mig sikker i min sag. Jeg har på intet tidspunkt syntes, at det var hårdt at blive mor, men for dælen hvor var jeg skrækslagen for, at min lille fugleunge skulle falde ud af reden og komme til skade. Især den første måned. Da vi kom ind i uge 5 skete der noget med os alle, og alle brikkerne faldt ligesom på plads. Siden da har det været ‘let som en leg’ at være mor. I hvert fald sammenlignet med den første måned.

Læs også: Video: Mød min datter Elvira

Jeg har forsøgt at sætte ord på forskellen på måned 1, hvor jeg var rædselslagen for at fjerne blikket fra Elvira, til måned 2 hvor jeg hvilede langt mere i, at en baby ikke tager skade, fordi man lige henter et glas vand til sig selv. Men det tog mig altså ca. 5 uger at indse dét. Og en masse andre ting.

DEN FØRSTE MÅNED vs DEN ANDEN MÅNED SOM NYBAGT MOR: 

Den første måned: jeg sov ikke de første 5 dage og de resterende 3 uger sov jeg i snit 30-60 minutter af gangen. Jeg var SÅ bekymret og bange. Blandet med lykkelig. En mærkelig cocktail. Især når hormonerne raser rundt i kroppen. Jeg lå lysvågen og kiggede på Elvira, der lå i sin babynest imellem Mark og jeg. Jeg tjekkede hendes vejrtrækning og Googlede vuggedød og førstehjælp på spædbarn, hvis hun nu pludselig stoppede med at trække vejret. Spild af krudt! Hehe. Den anden måned: jeg er efterhånden så tryg ved, at jeg nok skal opdage, hvis der er noget galt, så nu sover Elvira i min armhule og under min dyne hele natten. Og vi sover begge skønt! Det er dejligt at få denne ro tilbage i kroppen!

Den første måned: jeg var rædselslagen for at være alene. Især da Mark skulle tilbage på job (efter kun 14 dage på barsel. Det er en skændsel!!!!). Jeg tudede og håbede sådan, at han kunne holde mere fri. Det havde jeg slet ikke forventet, at jeg ville! Heldigvis havde min lillesøster 14 dages fri mellem afslutningen af sin bachelor og opstart på job, så hun holdte ‘barsel’ med mig. Den anden måned: nu eeeelsker jeg at være alene med min lille prut. Vi hygger så meget og nyder vores tøsetid, indtil far kommer hjem fra arbejde og joiner os, så alenetid er skønt nu! Jeg kender Elvira og alle hendes tegn nu, så jeg ved, hvornår hun er sulten, træt, legesyg, overstimuleret, glad, nysgerrig osv., så dagene går hurtigt og smertefrit, og jeg er ikke bange for at gøre noget forkert længere. MEN jeg vil anbefale alle forældre, især førstegangsforældre, at manden tager en måneds barsel den første måned. Mest for at være en hjælp og støtte til moderen. Det er altså virkelig en omvæltning, og jeg syntes først, at jeg havde styr på det, da vi rundede 5 uger!

Den første måned: Jeg fik en lille (totalt åndssvag) ammekrise. Jeg var nødt til at bruge ammebrikker i en lille måneds tid, fordi Elvira suttede så meget og så intens på mine utrænede brystvorter. Der skulle dog lidt overtalelse til, før SP syntes, det var en god idé, fordi hun havde set eksempler på babyer, der ikke kunne vende tilbage til brystvorten. Det satte gang i en ny bekymring og en følelse af at være en dårlig mor, der ikke kunne holde til amning i gang. Den anden måned: Da mine bryster havde fået lidt ro med ammebrikkerne forsæøgte jeg stille og roligt at køre Elvira tilbage på vorterne, og det gik så fint. Nu bruger jeg hverken brikker eller har udsigter til halve brystvorter, og Elvira sutter helt perfekt på begge vorter. Og jeg har helt styr på, hvordan hun skal lægges til. Det er en befrielse, og jeg er så glad for, at amning virker! Det må virkelig være hårdt, når amningen driller…. <3

Den første måned: Ved hver eneste amning, de første par uger af Elviras levetid, satte jeg mig op i vores seng, tændte en natlampe og var vågen de 10 minutter, hun spiste. Derefter ventede jeg på, at hun sov igen, inden jeg lagde hende i sin nest ved siden af os og selv lagde mig til at sove. For så at gøre det samme to timer senere…. Den anden måned: Nu pakker jeg babsen frem, ammer Elvira og pakker den væk igen liggende ned og nærmest i søvne. Og på under 5 minutter. Hverken Elvira eller jeg bemærker stort set, når restauranten har været åben.

Den første måned: Jeg Googlede måske … 10-15 gange om dagen. Jeg Googlede alt. Alt. Og jeg var nærmest mere skræmt efter hver Googling. Og så Googlede jeg videre… Den anden måned: Jeg Googler måske 1 gang om ugen, hvis nogen har nævnt noget for mig, som jeg skal undersøge nærmere. Man bliver heldigvis mere og mere sikker i sin sag selv, og så behøver man ikke undersøge alt. Bevares, Google er stadig en nær ven, meeeeen vi er kommet lidt længere fra hinanden her på det seneste. Heldigvis.

Den første måned: I starten var ude fint, men hjemme BEDST. Eller ærlig talt, så var det faktisk nærmere; ude skræmmende og farligt, hjemme den eneste mulighed. Elvira har altid været nem at have med ude, men jeg frygtede simpelthen så meget, at hun skulle bryde ud i gråd eller være utrøstelig et sted, hvor jeg ikke kunne trøste hende eller amme hende. Ikke så meget for min eller for mine omgivelsers skyld, men for hendes. Jeg frygtede simpelthen sådan, at hun ville få en dårlig oplevelse. F.eks. på en gåtur i regnvejr, hvor der ikke var læ, så jeg kunne tage hende op. Eller et sted hvor hun blev utryg og bange over et eller andet. Eller hvis jeg ikke kunne læse hendes tegn eller behov.. Så jeg gik meget små ture lige rundt om vores lejlighed. Eller blev helt hjemme. Hvor alt var sikkert og trygt for os begge. Det var bare det nemmeste det første stykke tid. Den anden måned: Nu ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre for at berolige Elvira, hvis der er noget – uanset årsagen eller stedet. Så hvis hun er sulten eller utrøstelig, og jeg ikke lige kan amme eller tage hende op, så ved jeg, hvordan jeg skal håndtere situationen og berolige hende på anden vis. Hun har aldrig grædt eller skreget længere end et par minutter. Hverken ude eller hjemme. Så nu; Ude pissefedt, hjemme pissefedt.

Læs også: Sådan så det ud, da jeg fik veer

– Den første måned: Den første uge druknede vi os selv i besøg. Så meget at jeg blev kvalt og helt ked af det ved tanken, for jeg følte ikke, at jeg fik nydt Elvira nok alene. Bare os som familie. Så vi lukkede ned for alle andre end familie resten af måneden.Den anden måned: Nu har vi igen gæster rendende flere gange om ugen og er selv ude hos en masse, og jeg nyder det igen. Så dejligt! Og Elvira er super dygtig til at håndtere mennesker.

– Den første måned: Jeg var SÅ bange for, at Elvira skulle få rød numse, så jeg tørrede Elvira meget forsigtigt med skiftevis vådservietter, skumklude og vatrondeller for at være sikker på, at numsen var helt ren, og så fik den alligevel ikke for lidt med salve på den helt blege og rene mås. Og godt med luft. Så skiftning tog pænt lang tid. Den anden måned: jeg efterhånden så pro, at jeg kan rengøre en ordentlig dej med et par skumklude og bruger en moderat mængde creme, når det er nødvendigt (hun får en god vasker og et godt lag creme hver aften i natbleen). Luft får hun inde ved legetæppet, og jeg kan se, når der er ved at snige sig en rød numse ind, og så får vi styr på den, så vi har heldigvis aldrig haft en rigtig rød numse herhjemme!

– Den første måned: Jeg boede nærmest i hjørnet af vores sofa, indtil vi fik en gyngestol. Og så boede jeg i den. Haha. Jeg havde nemlig sat mig for, at Elvira skulle have så meget kropskontakt- og nærhed som overhovedet muligt de første par måneder – både når hun sov, og når hun var vågen. Jeg havde en idé om, at hun kunne mærke, hvis jeg lagde hende fra mig og tog det som en slags ‘afvisning’, så det ville jeg ikke risikere. Den samme følelse havde jeg, hvis jeg fjernede øjenkontakten før hende, så det gjorde jeg aldrig. Jeg blev ved med at stirre på hende, til hun fjernede øjenkontakten, så jeg ikke ‘svigtede’ hende eller sendte signaler om, at jeg ikke ville hende… Hold nu op en overanalyse. 😉 Den anden måned: Elvira får stadig al den kropskontakt- og nærhed, som hun kan, og jeg stirrer stadig aaaalt for meget på hende, men nu er det ikke med en nagende samvittighed om, at det er det eneste rigtige – nu er det som hygge, kærlighed og leg. Og så ved jeg godt, at hun ikke tager skade, hvis jeg lader hende ligge lidt for sig selv, mens jeg henter en glas vand eller smører en mad.

NUTID (Elvira er 5,5 måned nu). Det er virkelig skørt, når jeg sidder og læser mine tanker om de første par måneder. Jeg kan tydeligt huske, hvor nervepirrende ALT  var, selvom jeg følte mig ret god og sej. Jeg gav Elvira alt detsom hun skulle have, og jeg var den bedste for hende, men alligevel kunne jeg få tanker i mit hoved om, at jeg svigtede hende, hvis jeg lagde hende fra mig eller fjernede øjenkontakt. Haha. Jeg har GODT NOK brugt mange timer på at sidde med hende, hvor hun måske en gang imellem godt kunne have taget en lille lur for sig selv. Men no regrets – det har været det hele værd, og jeg har verdens kærligste og roligste pige med tillid, smil og glæde til alle mennesker.

Skriv en kommentar

  • Jette

    Jeg har fulgt med på dine Instagram stories, og kan sagtens se alt, hvad du skriver for mig. Du har bestemt gjort alt for at være hos Elvira 100% hele tiden, og det er så skønt, at se så omsorgsfuld en mor. Men dejligt at du også har lært, at man ikke skal være sammen med/omkring barnet 24/7. Mor har jo også brug for en pause, og det tænker jeg også barnet har. Men det er jo sådanne ting man lærer hen af vejen, at man godt må sidde 2 min for sig selv eller mødes med en veninde uden at baby skal med hver gang. Men dejligt at kunne følge med i jeres hverdag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sådan en dygtig mor! Du virker så kærlig og reflekterende <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JA, SÅ MÅTTE JEG JO SHOPPE IGEN ;)