DE FØRSTE SPARK

VORES BADEVÆRELSE

Se vores lignende mini make-over af badeværelset i den gamle lejlighed her.

Det er knap 2 måneder siden, at vi overtog vores nye lejlighed – vores nuværende hjem. Da vi købte lejligheden, troede vi egentlig ikke, at vi ville gøre så meget ved den andet end at slibe gulvene og male væggene, men da der alligevel skulle gå 14 dage med de to ting, inden vi kunne flytte ind, besluttede vi, at vi lige så godt kunne give det hele en kærlig hånd, så vi virkelig blev tilfredse med resultatet og kunne mærke os selv. Så det er alt fra gulve, vægge og lofter til køkken, entré og badeværelse, der har fået en omgang. Haha.

Nu er vi faktisk ved at være på plads. Sådan da i hvert fald. I sidste weekend fik vi nemlig styr på badeværelset, som var den sidste store ting, vi manglede. Det kom Marks forældre og hjalp med. Og i denne weekend hjalp mine forældre med at hænge vores nye Louis Poulsen PH5 lamper op og skifte spot i køkken og badeværelse. Så nu mangler der kun lidt småting hist og her såsom pynteting, duftpinde og en knage til håndklæde til hænder på badeværelset, en knagerække til Elvira og en knagerække til gæster i entréen, personlige billeder på væggene i hele hytten, en sengehimmel, et gulvtæppe og lidt mere charme på Elviras værelse, at fjerne de sidste kasser fra gæsteværelset, nye gardiner (en dag) osv. Småting. Men alligevel ret essentielle ting for at komme rigtigt på plads. Så det glæder vi os til.

Derudover mangler vi altanen. Lige nu står der et bord og to stole, som vi har taget med fra den lille altan i vores gamle lejlighed. Det ser røvkedeligt og sparsommeligt ud derude, så dét skal der snart gøres noget ved. Det er næste projekt. En grill, trægulv på altanen, nye, hyggelige møbler, plantekasser, evt. en lyskæde osv. Er der andet, vi burde overveje til altanen? I kan se vores gamle altanindretning her. Den bestod af en sofasystem fra Bilka. Det var vi rigtig glade for. Vi leder bare efter en lidt mere varm stil denne gang.

Nå, men for lige at runde det dér badeværelse af, så så det ud som på billede til venstre, da vi flyttede ind, og nu ser det ud som på billedet til højre. En lille, men betydelig forbedring, hvis vi selv skal sige det. Det var før en forkalket granitbordplade, en slidt hylde og kæmpe store og meget synlige rør, der udgjorde badeværelsesmodulet. Det var egentlig ikke noget, vi havde tænkt over, at vi ville ændre til at starte med, selvom vi godt var klar over, at vi gik ned på opbevaringsplads, fordi vi i vores gamle lejlighed havde to skuffer, der var 80cm brede hver, men det kunne vi nok finde en løsning på her. Troede vi. Men da vi så flyttede ind, fandt vi ud af, at det ikke bare var sådan lige at fjerne al kalken fra granitbordpladen og rørene, der var ret medtagede, samtidig med at armaturet var utæt og det åbne hyldesystem ikke var særlig anvendeligt. Det fungerede i hvert fald ikke for os, at vi skulle bukke os, hver gang vi skulle have fat i noget, og så generede det vores øje, at der hele tiden var synlig rod. Og vi savnede opbevaringsplads. Som man næsten altid gør.

Så vi blev enige om, at det simpelthen også måtte have en tur. Ligesom vi gjorde i den gamle lejlighed. Og det var vi super glade for. Så vi røg i IKEA og købte det første og det bedste og endte med det her ganske nydelige, simple og praktiske system. Til lidt under 3000kr for det hele; skab (120 cm), bordplade, vask, rør og armatur til håndvask samt armatur til brusebad, som også har fået en opfrisker. Vi er meget glade for, at vi fik det gjort, og vi synes, at resultatet klæder både badeværelset og resten af lejligheden rigtig godt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DE FØRSTE SPARK