FOR AT FÅ TANKERNE PÅ NOGET ANDET; H&M UDSALGSSHOPPING TIL ELVIRA

JEG VAR VIRKELIG BANGE

For en lille måneds tid siden mærkede jeg en lille knude. Lige under min hage, til venstre for min strube. Umiddelbart et oplagt sted at mærke en hævet kirtel eller lymfeknude, hvilket ikke er noget at panikke over, så det gjorde jeg ikke. Jeg afventede. Afventede om der kom en forkølelse, om jeg blev syg eller om højre side også hævede op, så knuden kunne bortforklares som netop bare en hævet kirtel eller lymfeknude. Men ingen af delene skete. Og den gik ikke selv væk. Den blev heller ikke større. Den var der bare.

Den var ca. 1 cm i diameter. Den føltes ikke hård, den var heller ikke øm, og den var nem at ‘smutte’ med/rykke rundt, når jeg trykkede på den og gled min finger henover den. Det beroligede mig. For jeg huskede nemlig specialistens ord, da jeg i foråret 2018, mens Elvira kun var et par måneder gammel, blev sendt til scanning af en stor knude på 2,5 cm i mit bryst som et led i ‘cancerpakken’. Her fortalte specialisten mig, at kræftknuder, som jo er dét, vi alle frygter at finde på os selv, er hårde og faste. De er ikke til at rykke med, og de er ikke til at trykke på. De er hårde. Det var den i mit bryst. I et mindre omfang dog, men nok til at jeg blev sendt videre i systemet. Knuden i mit bryst viste sig heldigvis bare at være en (forholdsvis stor) ophobning af mælk. Og det er meget normalt at opleve, når man ammer. Derfor var jeg faktisk heller ikke så nervøs dengang. Og det var jeg egentlig heller ikke denne gang. For denne knude var ikke som han beskrev en kræftknude.

Men i mandags ringede jeg til mit lægehus for lige at få en tid til at blive tjekket. Ingen læger havde en ledig tid til mig på dagen, så sekretæren ville rigtig gerne henvise mig til en specialist, så vi kunne få den tjekket med det samme. Det syntes jeg umiddelbart virkede overilet, og i og med jeg i forvejen havde en tid inde på lægehuset, hos min jordemoder, dagen efter, fik jeg en akuttid der. Men det satte sig lidt i mig, at hun havde reageret så prompte på min beskrivelse af knuden. Som om der måske alligevel var noget ved den.

Resten af dagen tænkte jeg ikke så meget mere over det, end at jeg faktisk bare glædede mig til at komme derind og få det afkræftet næste morgen. Og så to timer senere at gå derind igen for at få tjekket til lillebror og høre hans hjertelyd. Begge dele forhåbentlig uden dårlige nyheder. Så nu kunne mandagen egentlig godt bare slutte. Men det gjorde den første kl. 01.30. Efter jeg havde grædt i over en time.

Frygten havde alligevel sneget sig ind på mig. Frygten for at jeg fik dårlige nyheder tirsdag morgen. Hvad hvis der var noget i knude alligevel? Hvad hvis jeg skulle hurtigt i gang med et behandlingsforløb, fordi det faktisk var kræft? Hvad ville det betyde? Kemo? Piller? Hvad så med graviditeten? Med lillebror? Skulle jeg så vælge mellem ham og mig selv? Han er jo slet ikke klar til at komme ud, men for Elviras og Marks (og min egen) skyld, ville jeg jo ikke kunne takke nej eller udskyde et behandlingsforløb, hvis det var akut? Hvad hvis jeg havde ventet for længe med at gå til lægen, og kræften havde spredt sig? Hvad hvis det var for sent? Skulle Elvira vokse op uden en mor? Skulle Mark miste sin forlovede? OG sin søn? Ej, mit hjerte gik i tusind stykker bare ved tanken, og tårerne triller ned ad mine kinder nu, mens jeg skriver det. Det måtte ikke være kræft. Det måtte det bare ikke!

Det blev tirsdag, og jeg gik mere eller mindre i min egen verden hele morgenen. Mark afleverede Elvira, og jeg tog ind til lægen, tjekkede ind med mit sygesikringskort og satte mig ned ved siden af de andre, hvor jeg egentlig bare forsatte med at være i min egen verden. Indtil jeg blev afbrudt af sekretæren, der undrede sig over, hvorfor jeg var kommet 2,5 time for tidligt til mit jordemoderbesøg. Jeg sagde, at jeg havde en akuttid, hvortil hun svarede, at man altså ikke kunne have to tider på samme dag. Sådan var regionsreglerne i sygevæsenet… Øh? Skal jeg så bare gå? Hvad hvis nu den skide knude ér noget? Skal jeg så vente en hel dag mere? Pga. sådan en latterlig regel? Sekretæren fik løs problemet, og jeg fik lov til at blive og komme til mit tjek. Ikke flere bump på veje nu, tak.

Da jeg kom ind, forklarede jeg lægen om forløbet, hun mærkede på mig og sagde egentlig ret hurtigt, at det ikke var noget. Det var ‘bare’ en fedtknude. Og dem har vi mange af. Overalt i kroppen. Det er bare ikke altid, at man kan mærke dem, men nogle gang får de rykket sig frem, så de bliver synlige eller mærkbare. Hvilket var tilfældet her. Og så bekræftede hun de ting, jeg skulle være opmærksom på; vokser den, bliver den hårdere, bliver den øm, flytter den sig, får jeg feber eller bliver syg på anden uforklarlig vis, så skulle jeg reagerer igen. Indtil da var det en uskyldig fedtknude. Måske forsvandt den. Måske ikke.

Sjældent har jeg været så lettet, og jeg skrev til Mark og til min mor med det samme. Og siden da har jeg været fuldstændig afkræftet. Hold op, hvor tager det hårdt på en at gå med så store bekymringer. Selvom det er ovre. Og selvom det gik godt. Men bare frygten. Hvad nu hvis… Det er en af de meget få gange i mit liv, jeg oprigtigt har været bange. Jeg var virkelig bange.

Jeg sender varme og kærlige tanker til alle jer, der har gået igennem eller går igennem svære tider. Det er simpelthen så uretfærdigt. I er pisse seje og stærke <3

2 kommentarer

  • Tina

    uha en beretning, der kan jeg godt forstå du fik tankerne til at løbe!
    Det var da positivt at det ikke var kræft.
    Du skal have fred til lillebror kan vokse sig stor:-)
    Aften hilsner 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Kære Frederikke.
    Åh det jo nogle forfærdelige tanker som er nået at gå igennem dit hovedet og det er helt forståeligt at man kommer til at tænke alle de tanker igennem som du har gjort.
    Og heldigvis har det vist sig at der ikke var noget alvorligt galt men jeg kan ikke bære at du tænker tanken at lillebror ikke er klar til at komme til verdenen hvis “valget” stod mellem dig og ham! 🙁
    Jeg ved ikke om jeg skriver det her for at du ikke skal være bange og ked af det hvis du tænker mere over det eller om jeg skriver det for at fortælle at de små babyer i maven er sejere end man tror.
    Men jeg vil gerne prøve at berolige dig med er at der ikke ville komme et valg mellem dig og lillebror da lillebror “sagens” ville kunne klare at komme til verden i uge 27 (gik selv i fødsel i uge 28) Han ville “bare” skulle hjælpes og vi har så dygtige læger og sygeplejersker idag så de små bliver hjulpet rigtig meget når de kommer ud før tid!

    Jeg håber ikke du tager det negativt det jeg skriver eller som en løftet pegefinger men kunne bare mærke jeg fik det helt skidt med at du havde tænkt om du så skulle vælge mellem ham og dig 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FOR AT FÅ TANKERNE PÅ NOGET ANDET; H&M UDSALGSSHOPPING TIL ELVIRA