JEG VAR VIRKELIG BANGE

SOMMERFERIEPLANER MED EN TUMLING OG EN BABY PÅ VEJ

Hvis jeg skulle lytte til min krop og den tilstand, den er i i øjeblikket, så bestod vores sommerferieplaner af så lidt fysisk aktivitet som muligt. Hvis jeg skulle lytte til mit egentlige behov – samt Elviras, der faktisk minder ret meget om hinanden – så skulle vores sommerferieplaner have én over nakken og bestå af så meget aktivitet som muligt; en tur til udlandet, badeland, forlystelsesparker, Zoo, pool, strand, is, leg, take-away og en masse andre sjove oplevelser.

Jeg ville elske en sommerferie som den sidste, men jeg er en smule begrænset af en voksende mave og lændesmerter, der kommer snigende i takt med, at jeg bliver tungere og tungere. Så vi forsøger os med en blanding af de to ferier.

Vi har 3 ugers sommerferie, og vi har besluttet, at alle 3 uger bliver i Danmark. Den første uge kommer til at gå lidt stærkt, for der har vi en masse læge- og jordemoderbesøg, der falder oveni hinanden, og så har vi nogle praktiske ting, vi gerne vil have ordnet i hjemmet. Derudover skal vi også ud og kigge på lokations til bryllup. Vi skal nok få klemt en masse sjov, hygge og leg ind også, så det ikke bare bliver hverdag for os alle, og så Elvira ikke dør af kedsomhed, men der er også lige en lille to-do liste, vi skal igennem.

Den anden uge bliver til gengæld meget sjovere. Der skal vi være sammen med mine forældre og min storesøster Cecilie og svoger Mikael. Min mor har booket og planlagt en masse ting for os (som vi ikke må få at vide, så det er en overraskelse). Det glæder vi os rigtig meget til, og vi krydser fingre for fantastisk vejr!

Den tredje uge er helt fri indtil videre. Vi er ret åbne for at finde på et eller andet med familie eller venner, så vi afventer lige og ser, om der er nogen, der har nogle planer, vi kan hoppe med på, eller om vi skal slå hovederne sammen med nogen og finde på noget. Alternativt hygger vi bare med bedsteforældre og slapper af og nyder hinanden. Måske den uge skulle være første gang, Elvira skulle prøve at sove ude? Store sager! Moren er ikke helt klar, men det ville jo være oplagt, at Elvira kunne prøve at sove hjemme hos farmor, der bor 20 min væk, mens mor og far ‘bare’ var derhjemme om natten. Det ville være en god måde at finde ud af, om hun var klar, og så var vi samtidig ikke så langt væk, hvis det ikke er tilfældet. Nu må vi se 😉

Under alle omstændigheder glæder jeg mig bare til at være sammen med Mark og Elvira døgnet rundt. Det er det bedste, jeg ved! Hvad har I af sommerferieplaner?

2 kommentarer

  • Marie Pedersen

    Må vi se jeres to do liste

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Vi øvede overnatning med mormor, da jeg var gravid med nr 2. Vi har pseudotvillinger, storebror er fra 28/12-17 og lillesøster fra 01/12-18 😉 Vi var glade for at have øvet et par gange, så vi ikke bekymrede os om det, da jeg fødte ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JEG VAR VIRKELIG BANGE