3 UGERS SOMMERFERIE OG EN MASSE BILLEDER

NÅR MOR GÅR GRÆDENDE FRA VUGGESTUEN

I mandags vendte vi, som så mange andre, tilbage til hverdagen efter knap en måneds sommerferie. Vi har haft en fantastisk ferie, men der er nu også et eller andet rart ved at vende tilbage til de faste rutiner, som hverdagen opretholder. Det der med rutiner – det er der i hvert fald ikke ret meget af hos når, når der er ferie. Haha.

Men der var én ting ved at vende tilbage til hverdagen, som jeg frygtede ret meget

Som jeg skrev om her, begyndte vores sommerferie nemlig lidt tidligere end planlagt, fordi Elvira simpelthen ikke kunne finde sig til rette med sommerferiens sammenslutning af stuer, børn og pædagoger nede i vuggestuen, og det resulterede i to hårde og dårlige afleveringer med gråd – for både Elviras og mit vedkommende – ugen op til vores ferie. Elvira plejer ikke at blive ked af det ved aflevering (og det gør jeg i øvrigt heller ikke), så da vi begge skiltes grædende to dage i træk, besluttede jeg, at Elvira ikke skulle afleveres mere den uge. Det kunne jeg simpelthen ikke holde til.. Det kan I læse om her.

Da vi så nærmede os sommerferiens afslutning, og hverdagen med vuggestueaflevering også stod for døren, begyndte jeg så småt at få ondt i maven over, hvordan det ville gå med at aflevere efter så lang tid væk. Mark og jeg blev enige om, at vi/jeg ville bruge den første uge efter ferien på at ‘køre Elvira ind igen’, så hun kun skulle være afsted i vugger få timer de første par dage og så trappe det lidt op. Som en slags ny indkøring. Det følte vi begge var den mest milde og trygge måde at gøre det på. For os alle. Desuden havde mine forældre stadig ferie og var hos os den uge, så de kunne hjælpe med at hente tidligt (jeg stod for alle afleveringer) og gøre det lidt mere blidt.

Så hvordan er det gået?

Mandag var første dag tilbage. Omkring 8.30, hvor vi plejer at gå hjemmefra, spurgte jeg Elvira, om hun var klar til at komme i vuggestue, hvortil hun glad og ivrigt svarede: “JA” og fandt sin jakke og sko frem. Elvira trives virkelig meget i sin vuggestue, og hun er altid nem og glad at aflevere dernede, så andet ville også undre mig, men de to dårlige afleveringer ugen forinden sad stadig i mig, og jeg var lidt skeptisk omkring, om de også sad i hende.

Da vi kom ned i vuggestuen, kunne jeg med det samme mærke, at Elviras greb i min hånd var strammere, end det plejer, at hun skulle se alt og alle meget an, før hun gav smil og sagde hej, og at der umiddelbart ikke var nogle lege, børn eller pædagoger på stuen, der var interessante, selvom alt var tilbage til det gamle, og der ikke var ankommet ret mange børn.

Elvira gik medvilligt ud og vaskede hænder, som hun elsker, men hun tog mig hurtigt i hånden igen, og det tog mig lang tid at finde noget underholdning, der kunne løsne hendes greb i min hånd. Hver gang hun indvilgede i at lege med noget – f.eks. lego eller læse en bog – skulle det foregå på mit skød, og hvis jeg rykkede det mindste på mig, sagde hun “Nej, nej, mor” og tog fat i mig.

Pædagogen, der var med til at køre Elvira ind, som hun er rigtig glad for, forsøgte at hjælpe med underholdning og initiativer til at fange Elviras opmærksomhed, men det lykkedes ikke rigtig, og det endte selvfølgelig i gråd, skrig og knugen fast i mig, hver gang jeg fortalte, at jeg skulle afsted og bad om ‘farvelmysser’. Det var først, da jeg foreslog, at Elvira tog pædagogen i hånden og gik ud og hentede ‘Sui og Nui’ (sut og ninus), at Elvira indvilgede og gik med. Her var hun stoppet med at græde, men tårerne sad stadig lige i øjnene på hende, da jeg gik derfra.

Da jeg var kommet ud fra vuggestuen, kiggede jeg ind ad vinduet, og der sad Elvira i skødet på pædagogen og slappede af. Et par minutter senere fik jeg en sms fra vuggestuen om, at hun var glad igen, og senere på dagen – i forbindelse med at jeg delte min øv-morgen på Instagram, hvor jeg græd på åben skærm – skrev en anden forælder, at hun havde afleveret sin søn kort tid efter mig, hvor Elvira havde løbet rundt og leget og grinet og var løbet hen til hendes søn for at vise ham sine citroner på blusen. Det hjalp enormt meget at få at vide!

Men jeg brugte stadig resten af dagen på at føle mig som verdens bedste mor, og jeg havde let til tårer.

Så i forstår nok min frygt for, at samme scenarie skulle gentage sig om tirsdagen. Hvis det var tilfældet, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Det kunne jeg simpelthen ikke bære. Så selvom jeg skjulte det bag smil, glæde i stemmen og positiv snak om vuggestuen, pædagogerne og de andre børn, så var jeg ikke særlig begejstret for at skulle aflevere hende dernede. Men det skulle vise sig, at min frygt var helt uberettiget. Vi havde nemlig verdens bedste aflevering og hurtigste aflevering. Øøøhhh …

Elvira var super glad og begejstret, da vi ankom til vuggestuen og løb nærmest ind på stuen. Bevares, hun tjekkede lige, at jeg nu også kom efter hende, men hun var slet ikke så tryghedssøgende som dagen før. Vi vaskede hænder, og så gik Elvira ellers i krig med at lege på madrassen med selvsamme dreng, der dagen før havde fået en god historie om alle  citronerne på blusen. Ham er hun ret glad for. Hihi. Jeg så mit snit til at sige farvel, og det havde Elvira ikke nogle indsigelser omkring. Jeg fik mit kys og et “Hej hej”, og så var hun videre. Da jeg kiggede ind af vinduet udefra, var hun atter i gang med samme leg. SÅ befriende!

Onsdag holdte mormor og morfar fri med hende.

Torsdag udspillede fuldstændig samme scenarie sig som om tirsdagen. Torsdag faldt hun endda i søvn i armene på den ene pædagog inden frokost, fordi hun havde været lidt tidligere oppe og havde haft fuld fart på hele formiddagen i vuggeren. Jeg gik atter glad fra vuggestuen og havde en følelse af, at alt nok skulle gå, og at jeg ikke svigtede mit barn.

Fredag gik ikke helt lige så godt som tirsdag og torsdag, men slet heller ikke lige så dårligt som mandag. Der var ‘farvel-fest’ for en af pigerne i vuggestuen, så der var dækket fint op med dug og flag. Elvira kravlede selv til bords efter fingervask, og gav mig velvilligt et farvelkys, men begyndte alligevel at klynke, da jeg begyndte at gå. Havde der ikke været så mange på stuen i forvejen, var jeg gået tilbage til hende, men jeg vurderede, at det ikke ville gøre det lettere at forlade hende en gang til, og da en af pædagogerne var hurtige til at reagere på Elviras klynkeri, nåede det vist heller ikke at udvikle sig til mere end det. Der var i hvert fald ikke noget, da jeg smugkiggede ind af vinduet på vej ud.

Så alt i alt har det været en god uge med afleveringer, og jeg er så glad og lettet over, at Elvira forhåbentlig er tilbage til sit gode, gamle, glade jeg, og at afleveringerne bliver hyggelige fra nu af. Jeg krydser sådan fingre!!

Derudover vil jeg bare sige TAK for jeres søde ord, støtte og gode råd, når jeg deler så sårbare ting, som det her. Det varmer så meget og betyder mere end I aner, at I tager jer tid til at dele jeres egne oplevelser og give opbakning med på vejen. Det er virkelig stort af jer! Mange af os gennemgår det samme – nogen hårdere end andre – og det er på en eller anden måde rart at vide, at man ikke er alene om at føle sig som en shitty mor af og til. Så tak! ❤

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 UGERS SOMMERFERIE OG EN MASSE BILLEDER