BABYKØB TIL LILLEBROR

VI ENDTE PÅ FØDEMODTAGELSEN I GÅR

Nogle gange går tingene så stærkt, at man ikke bemærker, at de måske faktisk går lidt for stærkt. Og det kan være svært at indse, før det er for sent. Aftenen i går tog en uventet drejning på meget kort tid, og det fik virkelig øjnene op for mig!

Jeg har de sidste par uger, ja, faktisk måneder, fyldt mere og mere på min tallerken. Både arbejdsmæssigt og privat. Fordi jeg har følt, at der var plads og overskud til det. Fordi jeg ikke kan lade være. Og fordi jeg elsker det, jeg laver, dem jeg omgives, og dét det giver mig. Hvadenten det har med mit arbejde eller min familie at gøre. Men jeg presser også mig selv. Det ved jeg godt. Jeg lader mig rive med, jeg får ikke sagt fra, og jeg tror, at jeg kan det hele. Fordi jeg jo gerne vil det hele.

Men det kan jeg ikke. Og i går eskalerede det, og min krop sagde stop for mig.

På vej ned i vuggestuen efter Elvira, havde jeg simpelthen så mange og så intense smerter i underlivet. Der havde ingenting været i løbet af dagen, hvor jeg jo havde afholdt event og været meget på, men pludselig føltes det som om, at lillebror var ved at grave og bore sig ud gennem min lænd og bækken på samme tid. Jeg måtte flere gange stoppe op og knibe øjnene sammen for at koncentrere mig om vejrtrækning og at kontrollere smerten. Så jeg ringede efter Mark, der heldigvis var ved at have fri, så han kunne møde os ved vuggestuen og overtage det fysisk arbejde med Elvira og klapvognen. Derfra tog smerterne bare til, og jeg gik direkte hjem og lagde mig i sengen.

Samtidig med at jeg fik voldsomme mavekramper, havde lænde- og bækkensmerter og var fuldstændig udkørt efter dagens store begivenhed, fik jeg også hyppige plukkeveer med 4-5 minutters mellemrum. Og dét gjorde mig bekymret. For mine plukkeveer havde indtil nu været ret beskedne og normale. Ligesom i graviditeten med Elvira. Men nu var de kraftige og hyppige. Dog ikke smertefulde. Og jeg kunne umiddelbart ikke genkende dem som veer, hvilket beroligede mig. Men for små 2 måneder siden blev jeg moster til dejlige, lille Merle. Hun blev født 8 uger for tidligt på bare 2 timer, uden min søster havde haft indledende veer. Og det sad i baghovedet på mig. At man altså ikke skal tage plukkeveer og andre små tegn forgivet, fordi det i nogle tilfælde altså godt kunne være tegn på noget.

Vi krydsede alt, hvad vi havde for, at det ikke var tilfældet, mens jeg ringede til fødemodtagelsen for at rådføre mig med dem. De ville gerne have, at vi kiggede ind til et tjek. For en sikkerheds skyld.

Farmor kom og passede Elvira, der var faldet i søvn i mine arme på få minutter inde i vores seng. Jeg er sikker på, hun har kunne mærke, der var noget galt, så hun klemmede sig helt ind til mig og faldt til ro på ingen tid. Det gav mig et lille nervøst sug i maven.

Farmor kom, vi kyssede Elvira, og så kørte vi mod fødemodtagelsen. På vej på hospitalet kastede jeg op, og plukkeveerne var stadig hyppige.

Da vi ankom, blev vi ledt ind på samme stue, som jeg lå på, da jeg skulle tjekkes i forbindelse med Elviras fødsel. Det var lidt mærkeligt at være tilbage. Vi håbede nemlig ikke på samme udfald denne gang som ved vores sidste besøg.

Jeg fik foretaget en måling af min mave og sammentrækningerne i livmoderen, samtidig med at lillebrors puls og hjertelyd blev observeret. Derefter tjekkede jordemoderen mig indvendig og kunne heldigvis konstatere, at alt så normalt ud. Der var ingen tegn på veer eller en forestående fødsel, og jeg var kun en ‘finger’ åben, hvilket er helt normalt i uge 34+3 (i går).

Det var en kæmpe lettelse, at lillebror ikke var på vej! Det var ingen af os klar til. Heller ikke ham. Han skal blive derinde og vokse sig stor og stærk lidt endnu! Vi blev sendt hjem med beskeden om, at det – grundet opkast og tynd mave – godt kunne tyde på noget sygdom, der provokerede livmoderen, så de sendte min urinprøve til tjek for blærebetændelse, og så skulle jeg ellers prøve at spise lidt Panodil og slappe af. Hvis smerterne varerede ved eller tog til, skulle jeg ringe ind igen.

I dag har jeg kastet en del op, haft ondt i lænd, bækken og skamben, være fuldstændig drænet for energi og bare ligget i min seng. Men der har heldigvis kun været meget få mavekramper og ganske almindelige plukkeveer. Så jeg er ikke bekymret for, at det har noget med graviditeten at gøre længere. Det er ‘heldigvis’ bare sygdom. Jeg tror, at det er min krops måde at sige pænt fra på. Sige, at jeg skal slappe af og passe på mig selv. Så det vil jeg gøre. Og det har jeg gjort hele dagen. Og det har allerede hjulpet. Jeg er stadig træt, uden appetit og har sindsygt ondt i lænden, men det er blevet bedre i løbet af dagen, så jeg håber, at det værste er overstået nu.

Stort set alle planer er aflyst resten af denne uge og næste uge, så jeg kan få ro og kan finde mig selv. I weekenden er der en kampagneskydning for Mejeriforeningen til familieeventen “Walk In A Park” i Valbyparken, hvor vi heldigvis er mange hænder med, så jeg kan springe det fysiske med Elvira over og bare være der. Sammen med min familie. Sammen med Elvira. Hun skal også nyde den fulde opmærksomhed den sidste tid, og jeg vil gerne kunne være der for hende. Så er arbejde og tilfredsstillelse af alle andre sekundært.

Jeg skal huske mig selv på, at folk i almindeligt arbejde snart ville gå på barsel. Så selvom det ikke rigtig er en mulighed i min situation, så skal jeg stadig passe på mig selv, nyde graviditeten, nyde Elvira og huske, at det nu handler mere om lillebror end om mig selv. Vi fik et chok i går, men det var også en god reminder.

Og den er hermed videregivet. Pas på jer selv! Lyt og mærk efter. Måske endda før kroppen behøver træde til. Det er for jeres eget bedste.

1 kommentar

  • S

    Ja, lyt til din krop. Jeg fik tegnblødning og kraftige plukkeveer i uge 34. Fik af vide at jeg skulle tage den med ro. Var gået på barsel fra arbejdet. Men lyttede ikke helt efter og havde en weekend med sjove planer. Fik så ægte veer om mandagen, da jeg var 35+0, og fødte 35+4. Fire dage med veer on/off er ikke sjovt, men de ville ikke fremskynde processen. Det gik fint det hele, men det ville være bedst hvis baby var blevet derinde et par uger mere.
    Pøj pøj med det, det skal nok gå rigtig godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BABYKØB TIL LILLEBROR