STATUS: FØR/EFTER | MINE INVISALIGN SKINNER

TERMINSDAG

Uge 40+0 og +23,5kg

I går ramte Valdemar og jeg terminsdagen. 40+0. Wuuhuu! Tillykke til os! Jeg kan godt lide at ramme terminsdagen. Og jeg har heller ikke noget imod at gå over tid, som jeg er i gang med nu. Og som jeg gjorde med Elvira (10 dage). For jeg elsker at være gravid! Trods alle besværlighederne, de store og uforudsigelige smerter, der er forbundet med de store ændringer, der sker med kroppen samt alle bekymringerne omkring det uhåndgribelige, man ikke selv er herre over ved en graviditet. Dét er forvirrende og skræmmende. Men jeg elsker det alligevel. Eller, jeg elsker dét, der kommer ud af det!

Læs også: Jeg er ikke den eneste, der er gravid

Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der ikke har det på helt samme måde omkring graviditeter, og jeg kan sagtens genkende følelsen af alt ville ‘have det overstået’ – hvadenten det så er af fysiske eller psykiske årsager. For det ér hårdt. Og det ér overvældende. Og det er mega skrøbeligt. Så  det er helt ok at føle forskelligt omkring graviditer – og ditto lige efter fødslen. Det er meget forskelligt, hvordan man selv (og kroppen) reagerer. Og det er også noget af det smukke ved det – at alt er unikt.

Der sker mange ting med en selv, ens krop og ens sind i en graviditet, og man kan ikke forudsige, hvordan man vil tackle det, eller hvordan det hele vil gå.

Jeg har to gange undervejs i graviditeten frygtet, at der var noget alvorligt galt. Første gang var efter en travl periode, hvor jeg simpelthen fik så store smerter i maven, at jeg frygtede, at jeg var gået i fødsel. Det skrev jeg omkring her. Den anden gang måtte jeg forbi hospitalet igen, fordi Valdemar simpelthen havde været så sløj og stille i over et døgns tid, og jeg kunne intet gøre for at kvikke ham op. Jeg kunne godt mærke ham af og til, men ikke ret meget. Han plejer at markere sig ret meget, så da han lige pludselig var så stille så længe, satte alle følehorn ind, og jeg blev meget bekymret. Vi kom ind til tjek, og der var heldigvis ikke noget. Dagene efter livede han også op igen og har siden været flyvende. Heldigvis. Derudover har vi været igennem en kæmpe rutsjetur på den private front herhjemme, hvor vi fik et chok uden lige. Dét har været hårdt!

Men nu er vi her. Ved målstregen. Og alt er godt. Og nu glæder vi os bare til, at lillebror melder sin ankomst. Uanset hvornår det bliver. Vi er så spændte på vores nye liv og på Elviras nye rolle. Det bliver så sjovt at se, hvordan hun tackler det hele. Min store, lille pige.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg går et par dage over tid endnu – muligvis 10 – men det kunne være sjovt at høre, hvornår I tror, at jeg popper? Vil I være med til at gætte i kommentarfeltet? 😃👇🏼

Jeg gætter på tirsdag d. 8/10.

22 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STATUS: FØR/EFTER | MINE INVISALIGN SKINNER