UGE 41+1 | AT ACCEPTERE SIN KROP

VELKOMMEN TIL VERDEN, ELSKEDE VALDEMAR

Læs også: Velkommen til verden, baby E 

Årh, så er han her!! Lige her ovenpå mig! Ikke inde i maven længere, men lige her, sådan rigtigt ❤️Min Valdemar.

8 dage ekstra skulle han have, inden han på helt perfekt vis meldte sin ankomst søndag d. 6/10 kl. 16.45. 4150 gram og 55 cm ren kærlighed (samme dag som jeg udgav det her meget populære indlæg om graviditetskroppen. Tænk sig at jeg få timer senere skulle gå i fødsel. Haha).

Det var en helt perfekt og fejlfri fødsel, som jeg glæder mig helt enormt meget til at fortælle jer mere om på et tidspunkt. Det var den fedeste oplevelse! Med Elvira fødte jeg midt om natten kl. 03.38 efter maaaange timer, mens det denne gang var på en højlys solskinsdag kl. 16.45 efter kun få timer. Begge gange var dog fantastiske oplevelser på hver sin måde – og så var begge gange faktiske søndage, hvilket er lidt sjovt. Jeg skal nok få skrevet min fødselsberetning for begge fødsler. Jeg skylder for Elviras. 😉

Lige nu prøver vi bare at finde os til rette i vores nye, skønne tilværelse. Valdemar er rigtig sød ved os indtil videre, amningen kører godt, og mælken er løbet til i dag. Derudover så har Elvira taget fuldstændig fantastisk imod Valdemar. Hun er simpelthen så sød, nysgerrig, stolt, kærlighed, betænksom og rummelig. Slet ikke misundelig. Endnu i hvert fald.

Vi er også så heldige, at mine forældre er hos os i disse dage, så der er ekstra hænder og ekstra opmærksomhed til Elvira. Vi har valgt at holde hende hjemme fra vuggestuen her de første par dage, så hun ikke føler, at hun bliver afleveret, mens mor, far og lillebror bare hygger derhjemme. På denne måde føler hun, at hun er en del af det hele, og hun kan få opmærksomhed fra os begge og samtidig mormor og morfar. Og de andre familiemedlemmer og gæster, der kommer forbi. Det fungerer indtil videre rigtig godt, og vi er allesammen meget glade og nyforelskede. Vi forsøger at inddrage hende i bleskift, amning og når han giver lyd fra sig, og så lader vi hende ae, kilde, nusse, holde og undersøge lige så meget hun vil. Og det vil hun meget. Det er så skønt!

I skrivende stund er Mark og Elvira ude og handle ind, og mine forældre er hjemme hos Cecilie, min storesøster. Valdemar og jeg er derfor alene for første gang. Det går ganske smertefrit. Han sover bare på mit bryst. Så jeg så lige mit snit til at bruge 10 min på at tjekke ind her.

Jeg glæder mig til at dele mere med jer. Hvis I har lyst, så kan I følge med på Instagram @frederikkeegel, hvor jeg deler en lille smule fra vores nye liv. Vi tager tonsvis af billeder og videoer, så når der lige er tid til det (hvilket der sjovt nok er ret ofte, når man ammer 20 ud af 24 timer i døgnet), så får jeg opdateret lidt hist og her. Hihi.

Og så vil jeg selvfølgelig også lige sige TAK for jeres lykønskninger! Det er SÅ overvældende!

3 kommentarer

  • sonja zattlander

    skøn lille baby, tillykke med ham:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åhh, hvor er han fin. Tillykke til jer alle ❤️
    Jeg er desværre blevet blokeret fra din instagram, jeg har aldrig skrevet noget der, men jeg har en meget anonym profil fordi jeg ikke selv er aktiv der. Jeg følger bare lidt forskellige, når jeg en gang imellem logger in.
    Dejligt at høre at det hele gik godt og hurtigt. Alt held og lykke til jer. Jeg glæder mig til flere opdateringer her på bloggen, når overskuddet og tiden er til det. Jeg venter gerne ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frederikke Egel

      Hej Mette,
      Tusind tak. Det er så skønt! Hvad hedder din profil? Så tjekker jeg lige, om den ved en fejl er blevet blokeret. Jeg fjerner kun spam og udenlandske profiler, men måske det er gået stærkt, hvis den har virket meget anonym. Det er i så fald ikke med vilje :*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UGE 41+1 | AT ACCEPTERE SIN KROP