JEG HÅBER SÅDAN, AT DET LYKKES! KNÆK OG VIND!

DA KRÆFTEN KOM LIDT FOR TÆT PÅ

Efter Marks operation skulle vi allesammen have plaster på maven, ligesom far ❤️

Giv et bidrag til min Knæk Cancer indsamling: sms KB sanex til 1277 og så støtter du med 100kr.
Hvis du vil støtte med mere eller mindre, så læs mere her.

… så når du vågner igen, har vi fjernet din ene testikel, og vi vil kunne sige mere om kræftens stadie“. Det var det sidste, Mark fik at vide, inden han faldt i søvn af narkosen, da han tirsdag d. 24. september, 4 dage inden termin med Valdemar, lå på operationsbordet på Herlev Hospital.

Det hele startede kun nogle få uger før det, i starten af september, hvor Mark fik ondt i sin ene testikel. Den var øm, hævet og hård. En hurtig Googlesøgning pegede på testikelkræft. Men som vi alle godt ved, så peger alt på kræft, når man spørger dr. Google. Så vi forsøgte at feje tanken om kræft lidt væk og så smerter an.

De efterfølgende uger tog smerterne til, og vi var et par gange forbi akutmodtagelsen på Herlev, hvor Mark blev scannet af flere omgange. I første omgang lokaliserede de smerterne til at være en bitestikel infektion, men ved efterfølgende scanning kunne både læge og overlæge se noget ‘grumset’ på scanningen. Noget der ikke burde være der. Så Mark blev sat i en kræftpakke.

Det var noget af en chok! Og vi skulle lige sluge den oveni graviditet og en forestående fødsel. Men jeg har selv været i en kræftpakke i forbindelse med en knude, jeg fik i brystet i 2018, da Elvira var helt lille, og jeg ammede hende. Knuden var stor og semi-hård, og samtidig har min farmor haft brystkræft, så systemet, så fantastisk som det nu engang er, greb hurtigt ind og satte mig i en kræftpakke for enten at udelukke kræft eller komme det til livs hurtigst muligt. Det viste sig heldigvis bare at være en mælkeknude, som både jeg selv og læger hele tiden mistænkte (og håbede på), og derfor forsøgte vi her i Marks situation også at bevare fatningen omkring, at det ‘bare’ er for en sikkerheds skyld, at han kom i en kræftpakke. På lige dét område har vi ikke en finger at sætte på vores system. Vi er virkelig blevet behandlet godt og effektivt helt fra start.

1,5 uge efter sidste scanning, om torsdagen d. 19. september, blev Mark kaldt ind til en grundigere scanning på kræftafdelingen på Herlev. En scanning vi ‘bare’ troede ville bekræfte lægernes første antagelse om, at det var bitestikel infektion. Det skulle dog vise sig at være det stik modsatte. Lægen var ikke i tvivl: “Jeg er nødt til at være ærlig. Det her er med 99% sikkerhed testikelkræft“, fortalte hun. Fuck… Fuck, fuck, fuck. Her stod vi, med 1,5 uge til termin, og nu skulle vi igennem det her? Det føltes … uvirkeligt … uretfærdigt … uforståeligt … uoverskueligt. Og alt muligt andet. Katastrofetankerne begyndte med det samme. Hvad nu hvis … Hvad nu hvis det var kræft. Hvad nu hvis det havde spredt sig. Hvad nu hvis Mark skulle dø (Oh fuck!). Hvad nu hvis Elvira og Valdemar skulle leve uden deres far. Hvad nu hvis …. 💔

Mark blev sendt ned for at få taget udvidet blodprøver, og efterfølgende kom vi op til en samtale om, hvad der skulle ske herfra. Lægen var sød og forsøgte at berolige os ved at fortælle, at dette er den kræfttype, der har allerbedst prognoser for fuld helbredelse. 300 mænd om året bliver ramt af testikelkræft. 95% bliver fuldt helbredt. Det var gode tal. Men samtidig med at hun forsøgte at være positiv, lagde hun heller ikke fingre imellem: “Det er med 99% sikkerhed kræft. Vi foretager ikke denne slags operationer uden at finde noget“, svarede hun, da Mark spurgte, om det på nogen måde var sandsynligt, at de ikke ville finde noget. Fuck altså. Det var en hård besked at få. Men vi ville hellere have, at hun var ærlig og fortalte tingene, som de var i stedet for, at hun pakkede det ind. Hun tog sig god til at besvare vores spørgsmål og hjælpe os videre i forløbet, og det betød meget for os i øjeblikket. At vi ikke følte os som et nummer eller som besværlige med alle vores spørgsmål.

Mark fik en tid til operation den efterfølgende tirsdag, 5 dage senere. På de 5 dage fik han også to tider til sæddeponering. Dette var for, at de kunne teste og gemme hans sæd, såfremt det skulle blive nødvendigt at have noget opbevaret. Dér blev det hele altså lige endnu mere virkeligt… Sådan rigtigt “just in case at det har spredt sig så meget, at vi skal fjerne det hele, og du aldrig kan få børn igen”-agtigt. Sådan sagde de det selvfølgelig ikke. Men sådan føltes det. Vi forestillede os begge to det værste allerede.

Vi brugte hele vente-weekenden på sofaen hjemme hos Marks mor. Vi var helt opbrugte begge to. 

Hold kæft, hvor var der lang tid til tirsdag! Vi søgte helle hjemme hos Marks mor hele weekenden og begravede os fra omverdenen. Det var de længste dage i vores liv. Både mit og Marks, men også Marks forældres, mine forældres og de af vores venner, der kendte til situationen. Vi var helt nedslåede, trætte og uden ret meget motivation, men vi prøvede at bevare optimismen og forblive i håbet om et mirakel, selvom lægerne havde sagt, at der var mere eller mindre umuligt. Også for Elviras skyld. Hun kunne jo godt mærke på os begge, at der var et eller andet, der trykkede. Hun var også mere pyldret i de dage. Forståeligt nok. Stakkels, lille skat. Og Valdemar. Han måtte uden lige også kunne mærke det. Igennem mig. Der var under en uge til termin, og vi krydsede og bad til, at han ville blive derinde lidt endnu. Han skulle ikke komme ud til det her kaos. Hvor vi ikke kunne nyde fødslen og hans ankomst 110%. Han hørte heldigvis efter ❤️

Det blev tirsdag. Vi skulle være på hospitalet kl. 7, og Mark skulle opereres kl. 8. Operationen ville tage 1-2 timer, så jeg blev selvfølgelig og ventede på ham. Ventetiden var ulidelig lang. Kl. 11.30 var Mark endnu ikke kommet op på sin stue, så jeg gik ned på opvågningen for at høre, om han var færdig med sin operation. Det var han næsten lige blevet. Det havde taget længere tid end ventet, kunne jeg så regne ud. Det gjorde mig lidt bekymret.

Jeg blev vist hen til Mark, der knap nok var til stede ovenpå narkosen. Jeg sagde hej og smilede til ham for at vise overskud, styrke og optimisme. Og så sagde han: “Har du hørt det?” … øhhh, tænkte jeg. “Nej, jeg har intet hørt?“, sagde jeg som et stort spørgsmåltegn. “De fandt ikke noget“, svarede Mark …. Hva? Det forstod jeg ikke. “Fandt de ikke noget? Hvad betyder det? Har du ikke kræft? Har de ikke fjernet den ene testikel?“, spurgte jeg. “Nej,” sagde Mark “de kunne ikke finde noget“. Vi begyndte begge to at græde af lettelse og lykke, omend ingen af os forstod noget. De havde jo sagt, at de ville finde noget. At de ikke foretog de her operationer ‘uden at finde noget’. At han med 99% sikkerhed havde kræft, og at de nu skulle fjerne den og undersøge, om det havde spredt sig. Det gav ingen mening. Og vi turde heller ikke helt tro på det, indtil lægen, der havde opereret Mark, kom og gennemgik forløbet med os.

Operationen var gået godt, men lægen havde været nødt til at sende to biopsier/prøver afsted i stedet for kun en. Det var derfor, det havde taget længere tid. Da hun fik svaret på den første biopsi tilbage, og den sagde negativ, kunne hun ikke helt forstå det, fordi hun kunne mærke knuden. Så hun sendte en ny prøve afsted, og hun ‘tog en god luns’ af knuden, som hun selv sagde. Svaret på den var også negativt. Og med dét svar, sammenholdt med Marks blodprøver, der ikke viste forhøjet tal, kunne hun konkludere, at der ikke var noget kræft af komme efter ??? Derfor var der heller ikke belæg for at fjerne testiklen – den var (er) jo rask?!

Lægen lød selv ret overrasket, da hun fortalte os det, men hun forsikrede os, at det altså ikke var kræft, for så havde de fundet det efter de to biopsier/prøver. Hun løftede på skuldrene, smilede og sagde, at det var meget sjældent, at det skete, og at begge biopsier nu var sendt til yderligere undersøgelser for at afdække, hvad det så kunne være. Men det var ikke kræft.

Det var fucking vanvittigt. Undskyld mit sprog, men fuck, hvor har vi været heldige!!! Vi var sikre på, at Mark havde testikelkræft, og at operationens formål var at fjerne testiklen og afdække, om kræften havde spredt sig, og om Mark skulle videre i behandling. Og nu … nu er der ingenting? Alle de vågne timer, alle de tudeture, alle de bekymringer, alle de snakke, alle de vanvittige papirer vi skulle underskrive med store beslutninger, der skulle træffes, alle de Google søgninger efter lykkelige historier … Shit! Det var det mirakel, vi ikke havde turde håbe på. Men af en eller anden grund gik det opfyldelse alligevel. Og af en eller anden grund flaskede det hele sig bare. 10 dage efter operationen, da jeg var gået 5 dage over termin, fik Mark svar på de sidste prøver, der bekræftede, at celleforandringerne i knuden var godartede, og at kræft nu med 100% sikkerhed kunne udelukkes. Og 3 dage senere, da alt ligesom havde lagt sig, 8 dage over termin, kom Valdemar. På en stille og rolig solskins-søndag. Det var verdens bedste fødsel ❤️

Vi ved godt, vi har været heldige. Og vi er meget taknemmelige. Det her var virkelig et chok og et ‘wake-up-call’! Og det er desværre ikke alle, der er lige så heldige. Livet er så skrøbeligt! Og det er på lånt tid. Så det er med at nyde det, værdsætte hvert øjeblik, være den bedste version af sig selv, huske at smile, leve og være glad og ikke tage noget for givet. Netop derfor samler jeg også ind til Kræftens Bekæmpelse og Knæk Cancer igen i år. Fordi vi skal den forbandede sygdom til livs.

Selvom vi ‘klarede’ den denne gang, så er vi begge pårørende til kræftramte. Min farfar døde af kræft, da jeg var 11 år gammel. Marks farmor døde af kræft for 5 år siden. Der er alt for mange, der rammes af kræften på den ene eller den anden måde, og hvis ikke man selv er ramt, så går man og frygter, hvornår/om man bliver det. Den sygdom er ødelæggende på så mange måder. Og den skal stoppes!

Jeg håber derfor, at I vil give et lille bidrag med i min indsamling. Ved at skrive KB sanex til 1277 støtter I min indsamling med 100kr. Hvis I vil donere med et større eller mindre beløb, kan I læse mere her. Alle pengene går ubeskåret til Knæk Cancer til det store indsamlingsshow på lørdag. Jeg håber, I vil give et lille bidrag. For alles skyld! Støt her.

4 kommentarer

  • Kamilla

    😭😭😭😭 Triller lige en tåre.. Sikke en omgang. Hvor er det vidundeligt for jer og jeres lille familie ❤️💫 Ønsker jer alt det bedste 💫❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Hold op et forløb og en rutchebanetur – sidder tilbage med en klump i halsen!
    Jeres forløb minder utrolig meget om mit. Da jeg var gravid i 2016 med vores søn fik jeg tre uger før termin konstateret modermærkekræft. Jeg blev ultralydsscannet på halsen og i næsen og blev derefter opereret. Stingene blev taget dagen før min termin. Jeg gik heldigvis to uger over, hvilket betød meget for min mand og jeg, så vi lige kunne få det hele lidt på afstand. Efterfølgende er jeg blevet PET-scannet fem gange og opereret yderligere to gange, men er nu kræftfri! 💪🏻 Jeg synes det er super vigtigt, at du deler og sender mange tanker til jer ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️ En masse kærlighed jeres vej, puha 💔 hvor er det dejligt at hører at det endte godt! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Helt fantastisk udfald! ❤️ Varme tanker til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JEG HÅBER SÅDAN, AT DET LYKKES! KNÆK OG VIND!