Hjem PERSONLIGT SÅDAN GÅR DET MED AT AFLEVERE ELVIRA

SÅDAN GÅR DET MED AT AFLEVERE ELVIRA

af Frederikke Egel

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var vanvittig nervøs, første gang jeg skulle stå for at aflevere Elvira sammen med Valdemar. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle komme ud af døren med to unger, prøve at nå i vuggestuen til tiden, håndtere den ene, hvis den anden blev ked af det, have Valdemar på armen og samtidig jonglere at få tøjet af Elvira, vasket hendes hænder og sat hende godt i gang med en leg inde på stuen – og så samtidig undgå at Elvira blev ked af det og følte sig efterladt, når mor og lillebror sagde farvel. Det virkede som et umuligt projekt.

Men ved I hvad? Det lykkedes faktisk! Og det gik ret godt. Og det er gået ret godt lige siden. Og jeg er mega stolt af mig selv. Jeg ved godt, at det er selvfølge, at man skal gøre det, fordi #lifewithkids, og jeg ved også godt, at rigtig mange gør det hver eneste dag, men derfor må man altså godt være lidt stolt og glad alligevel. Det føles mega sejt at være mor/forælder, når man får hverdagen til at spille på den måde! Så giv lige dig selv lidt ros og anerkendelse. Det gør jeg lige med dén her!

Nu har jeg hentet og afleveret Elvira sammen med Valdemar hver dag i mere end en uge! Med et par enkelte undtagelser. Marks lillesøster bor hos os grundet håndværkere i egen lejlighed lige nu, så et par morgener har jeg kunne lade Valdemar sove sin formiddagslur herhjemme hos hende (inden hun skulle møde i skole), og så har jeg afleveret Elvira alene. Som i ‘gamle dage’. Før hendes lillebror kom. Det har været dejligt og hyggeligt for os begge.

Men hvorom alting er, så har vi faktisk allerede fundet os en god rutine for de dage, hvor jeg står for det hele. Og de fleste af dagene er det gået super godt og uden konflikter. Andre gange går det ikke helt efter planen, og pludselig har man bestukket sit barn med vingummier i barnevognen. Kl. 08.30 om morgenen….. Har jeg hørt…

Nå, men efter stor efterspørgsel vil jeg dele vores afleveringsrutine med jer. I må også meget gerne dele jeres med mig i kommentarfeltet? Måske I gør det på en måde, jeg ikke have overvejet og omvendt. Det er i hvert fald altid rart med feedback på et område, hvor der ingen facitliste er.

VORES RUTINE

Der er jo (heldigvis) ingen faste mødetid i vuggestue, men i Elviras vuggestue ser de gerne, at børnene er mødt ind til kl. 9, hvor de synger morgensang, siger godmorgen til hinanden og sætter sig til bords til en morgensnack. Det er en god, hyggelig og meget inkluderende morgenrutine, og den vil vi gerne have, at Elvira er med til. Jeg bestræber mig derfor altid på at aflevere Elvira inden kl. 9. Heldigvis bor vi ikke ret langt fra vuggestuen, så det kan som oftest nåes.

Men for at vi kan nå det, og samtidig have en hyggelig og forholdsvis rolig morgen (som vi jo er så priviligerede at kunne have qua mit arbejde og nu barsel), så sørger jeg for at gøre barnevognen og pusletasken klar samt finde tøj til ungerne og mig selv om aftenen. Sidstnævnte er ikke ret svært, for det er bare det blødeste sæt joggingtøj, jeg kan finde 😉 Men så vinder jeg lige et par minutter mere om morgenen, og så er der samtidig dét mindre at have overblik over. To unger er rigeligt. Haha

Når mit vækkeur så ringer om morgenen, eller hvis Valdemar vågner lidt tidligere, så står jeg op og får gjort mig selv og Valdemar klar, inden Elvira typisk selv vågner omkring kl. 7-7.30. Jeg forsøger altid at få Elvira i tøjet og få sat hendes hår, inden vi spiser morgenmad, for så kan vi sidde og spise stille og roligt. Hun er også lidt nemmere og lidt mindre modvillig til at få tøj på, når hun stadig er træt og har sin sut og nui (kanin). Enten står Mark for ren ble og tøj, eller så har han Valdemar, mens jeg gør det. Det afhænger lidt af Valdemars behov for mad.

Efter morgenmaden børster en af os Elviras tænder, og så får hun lov til at sidde og se lidt fjernsyn og slappe lidt af, mens Mark tager afsted, og jeg gør Valdemar klar. Valdemar bliver spist og bøvset af, får sin dragt på og bliver sat i sin skråstol, mens jeg giver Elvira sko og overtøj på og sætter hende i barnevognen. Derefter binder jeg Valdemar i viklen (ringslyngen) og så slukker jeg ned i hytten og går afsted med de to.

Jeg har Valdemar på maven i vikle, så jeg kan tage ham med ind på stuen, mens jeg afleverer Elvira. Barnevognen står bare ude foran, men da der ikke en privat gård eller et område, hvor vi kan stille barnevognen, er jeg ikke tryg ved at lade ham blive liggende ude i den, mens jeg er inde. Så han ryger i viklen, uanset om han er vågen eller falder i søvn. Jeg ved også, at det ville blive en stressende aflevering, hvis jeg havde en babyalarm i hånden, der pludselig sagde noget, mens jeg var inde hos Elvira. Så han kommer med ind på maven. Som en lille kænguruunge, som Elvira kalder ham. Hehe. Det er så sødt!

Når Elvira er afleveret, lægger jeg Valdemar ned i barnevognen og går hjem. Hvis ikke han er faldet i søvn på maven af mig, så falder han i søvn i barnevognen og tager sin formiddagslur der. Så har jeg lige en halv times tid, når jeg kommer hjem, til at få ryddet op i hytten og få nulstillet morgenen.

Det er en rutine, der fungerer super godt for os og vores nuværende situation med en 3 mdr baby og masser af tid grundet barsel. Men det skal ikke undre mig, hvis det bliver ændret på et tidspunkt. Sådan synes jeg altid det er med børn og rutiner. Bedst som det hele kører, så kommer der et eller andet. 😉

Hvordan fungerer jeres morgenrutine?

You may also like

2 kommentarer

Amalie 15. januar 2020 - 22:11

Kære Frederikke, jeg har læst dit oplæg om aflevering og afhentning med stor interesse, da vi netop her for 5 uger siden fik lillesøster og storebror er 2,5 år. Imorgen starter faderen på job igen og jeg gruer så meget for afhentning alene. Indtil videre står faderen stadig for aflevering. Idag var vi afsted allesammen for at hente Villum og havde sagt til min kæreste, at han blot skulle stå i baggrunden når jeg hentede for jeg var jo nødttil at kunne gøre det selv når han starter job. Lillesøster Carla op i bæreselen og ind på stuen. Det gik helt ad ht og var næsten grædefærdig bagefter og min kæreste endte med at måtte hjælpe. Vi har en meget fræk lille dreng og han gad bestemt ikke høre efter hvad jeg sagde, løb hele tiden fra mig og gad ikke komme med. Det endte med at pædagogen måtte komme ud med ham. Derefter skulle han have flyverdragt på, hvilket han absolut ikke gad og jeg synes slet ikke det er nemt at skulle bukke sig ned og hjælpe med en bæresele på maven. Havde ellers troet det var den bedste løsning, men nu tænker jeg evt autostol. Hvordan får du det til at lykkedes med påKlædning og vikle mm? Måske Elvira er mere medgørlig en min frække søn. ? Håber du kan komme med nogle fif til hvordan det lykkedes med baby på maven:-) Stor respekt til dig:-) Mvh Amalie

Svar
Helene 16. januar 2020 - 14:26

Hvad har Valdemar på af tøj når han sidder i slyngen? Jeg står over for at skulle jonglere hentning fra næste uge, med baby på 4 uger og 3 årig i børnehave. Og kan heller ikke lade baby stå ude. Ligesom vi nok også er nødt til at køre derhen i bil. 😬 Og jeg er lidt nervøs

Svar

Skriv en kommentar