Hjem PERSONLIGT HUSJAGTEN FORSÆTTER OG LIDT OM VORES WEEKEND

HUSJAGTEN FORSÆTTER OG LIDT OM VORES WEEKEND

af Frederikke Egel

Et lille recap af vores weekend i billeder.

En dejlig weekend lakker mod enden. Mine forældre har været ovre – igen, igen. Det er de jo (heldigvis) ret ofte, eftersom deres tre døtre og nu tre børnebørn bor herovre. Når de er herovre, bor de typisk hos os, da vi har et ekstra værelse med seng, hvor de kan være. Det nyder vi altid. Eller, jeg gør i hvert fald. Og ungerne. Jeg skal ikke kunne sige, om Mark i smug kan blive lidt træt af sin svigerfamilie (hvilket er fair nok), men det er ikke mit indtryk. Og i så fald lyver han godt, og jeg æder det råt 😉

Læs også: Sådan farver jeg bryn derhjemme

Mine forældre bor på Fyn (i Faaborg), hvor jeg er født op opvokset (og hvor Mark og jeg mødte hinanden), så når de er herovre, eller når vi er hjemme hos dem, så er det minimum en weekend af gangen, hvilket gør, at vi er sammen på en helt anden måde, end hvis de boede herovre, og vi kun var sammen et par timer hist og her. Det kan noget helt særligt, når man ses på den måde, og de oplever at være sammen med ungerne så mange timer af gangen, at stå op med dem om morgenen, putte dem om aftenen osv. Omvendt så kunne det også være en stor hjælp at have dem tæt på i hverdagen, så man altid har et par ekstra hænder #ittakesavillage. Men der har vi heldigvis Marks familie, der er gode til at træde til. Og mine søstre ❤️

Nå, men vores weekend har budt på lidt af hvert, og noget af det jeg nok ikke kan undgå at italesætte lidt mere er det her Åben Hus, vi var på i dag. For I undrer jer måske over, at vi kigger på hus, når vi ‘nærmest lige’ er flyttet. Men det gør vi ikke selv. Altså undrer os. For vi har hele tiden godt vidst, at denne lejlighed var en mellemstation, indtil vi fandt drømmehuset eller i det mindste drømmeområdet. For det har vi ikke helt fundet endnu. Vi er simpelthen så glade for Ørestad, og vi ville ønske, at vi kunne bygge en hus lige her midt i Byparken. Det ville andre nok bare ikke synes var det fedeste 😉

Inden vi købte denne lejlighed i slutningen af 2018 – og mens vi boede i den gamle lejlighed (lidt længere nede af vejen) kiggede vi ret intenst på hus. Og vi var helt sikre på, at vores næste bolig blev husÉT. Vi brugte enormt mange timer på nettet og til Åben Hus, særligt i Dragør. Og jeg er stadig helt forelsket i dén by. Så dér kigger vi blandt andet efter hus. Men vi kigger f.eks. også i Vanløse, Valby, Amager, Kastrup, Hvidovre osv. Vi har klart nogle favoritbyer, men vi har også nogle (forholdsvis) klare tanker om, hvad vi gerne vil have for af hus (vi er dog ikke helt enige på alle punkter. Haha), og det begrænser os lidt på forskellige punkter i de forskellige områder. Men vi holder øje og kigger dagligt.

Læs også: Første dag alene på barsel (med to børn)

Og i dag var vi så til Åbent Hus i Kastrup, hvor vi kiggede på to rækkehuse tæt på hinanden, som vi og min storesøster og svoger kunne istandsætte og flytte ind i. Meeeen det var lidt for store projekter, kunne vi godt fornemme. Så vi kigger videre.

Vi har samtidig selv haft mægler ude og kigge på vores lejlighed og kommet med en vurdering af den ift. et eventuelt salg. Det var de heldigvis positive og optimistiske omkring, hvilket jo kun er godt, hvis det rigtige hus/grund/by dukker op på et tidspunkt.

Så alt i alt en dejlig og spændende weekend i familiens tegn. Jeg håber også, at I har haft en dejlig weekend!

You may also like

1 kommentar

Sidsel Buch Henriksen 24. februar 2020 - 21:16

Del endelig gerne mere om huskøb! Både krav/drømme (både dine og Marks), erfaringerne i allerede har og dem i får undervejs i processen ❤️

Svar

Skriv en kommentar