VELKOMMEN TIL VERDEN, ELSKEDE VALDEMAR

Læs også: Velkommen til verden, baby E 

Årh, så er han her!! Lige her ovenpå mig! Ikke inde i maven længere, men lige her, sådan rigtigt ❤️Min Valdemar.

8 dage ekstra skulle han have, inden han på helt perfekt vis meldte sin ankomst søndag d. 6/10 kl. 16.45. 4150 gram og 55 cm ren kærlighed (samme dag som jeg udgav det her meget populære indlæg om graviditetskroppen. Tænk sig at jeg få timer senere skulle gå i fødsel. Haha).

Det var en helt perfekt og fejlfri fødsel, som jeg glæder mig helt enormt meget til at fortælle jer mere om på et tidspunkt. Det var den fedeste oplevelse! Med Elvira fødte jeg midt om natten kl. 03.38 efter maaaange timer, mens det denne gang var på en højlys solskinsdag kl. 16.45 efter kun få timer. Begge gange var dog fantastiske oplevelser på hver sin måde – og så var begge gange faktiske søndage, hvilket er lidt sjovt. Jeg skal nok få skrevet min fødselsberetning for begge fødsler. Jeg skylder for Elviras. 😉

Lige nu prøver vi bare at finde os til rette i vores nye, skønne tilværelse. Valdemar er rigtig sød ved os indtil videre, amningen kører godt, og mælken er løbet til i dag. Derudover så har Elvira taget fuldstændig fantastisk imod Valdemar. Hun er simpelthen så sød, nysgerrig, stolt, kærlighed, betænksom og rummelig. Slet ikke misundelig. Endnu i hvert fald.

Vi er også så heldige, at mine forældre er hos os i disse dage, så der er ekstra hænder og ekstra opmærksomhed til Elvira. Vi har valgt at holde hende hjemme fra vuggestuen her de første par dage, så hun ikke føler, at hun bliver afleveret, mens mor, far og lillebror bare hygger derhjemme. På denne måde føler hun, at hun er en del af det hele, og hun kan få opmærksomhed fra os begge og samtidig mormor og morfar. Og de andre familiemedlemmer og gæster, der kommer forbi. Det fungerer indtil videre rigtig godt, og vi er allesammen meget glade og nyforelskede. Vi forsøger at inddrage hende i bleskift, amning og når han giver lyd fra sig, og så lader vi hende ae, kilde, nusse, holde og undersøge lige så meget hun vil. Og det vil hun meget. Det er så skønt!

I skrivende stund er Mark og Elvira ude og handle ind, og mine forældre er hjemme hos Cecilie, min storesøster. Valdemar og jeg er derfor alene for første gang. Det går ganske smertefrit. Han sover bare på mit bryst. Så jeg så lige mit snit til at bruge 10 min på at tjekke ind her.

Jeg glæder mig til at dele mere med jer. Hvis I har lyst, så kan I følge med på Instagram @frederikkeegel, hvor jeg deler en lille smule fra vores nye liv. Vi tager tonsvis af billeder og videoer, så når der lige er tid til det (hvilket der sjovt nok er ret ofte, når man ammer 20 ud af 24 timer i døgnet), så får jeg opdateret lidt hist og her. Hihi.

Og så vil jeg selvfølgelig også lige sige TAK for jeres lykønskninger! Det er SÅ overvældende!

UGE 41+1 | AT ACCEPTERE SIN KROP

Billederne er taget i går (41+0)

Og så gik der en uge mere siden sidste preggo update – jeg er nu 41+1 og stadig uden baby. 😀 Det havde jeg nu ret meget forudset, eftersom Elvira også blev inde i maven i 10 dage ekstra. Hihi. Jeg nyder det bare, og jeg elsker at være gravid, og til trods for alle generne og forandringerne så husker jeg mig selv på, at det er så kort tid, og det er så unik en oplevelse hver eneste gang, at det er bare med at nyde det!

Når dét så er sagt, så sker der selvfølgelig også nogle ting med kroppen, som er mindre fantastiske, og som jeg egentlig synes fortjener lidt fokus, fordi det altid er sådan lidt pinligt og tabubelagt at snakke om. Måske ens bryster ændrer sig, måske man får strækmærker, blodsprængninger, bredere hofter, væske i kroppen, ondt alle mulige mærkelige steder, måske man vralter som en and, måske man bliver træt og doven, måske man tager meget (eller lidt?) på osv. osv. osv. Det er umuligt at undgå, at der sker forandringer i kroppen – for der sker rigtig mange nye ting med ens krop qau de processer, den skal igennem for at skabe et liv. Og det kan mange måske have svært ved acceptere. Den følelse kan jeg i hvert fald godt selv genkende. Det der med netop ikke at kunne genkende sig selv.

Jeg står nu her 24kg tungere og en masse tigerstriber rigere – og for ikke at nævne mine sørgelige bryster, hævede fødder, hænder og kinder samt betydeligt større lår, arme og hofter – og jeg må da indrømme, at det kan genere mig. Lige når jeg kigger mig i spejlet, så generer det mig, at jeg ikke kan styre, hvad der sker med min krop, og at jeg ikke er tilfreds med de ting, der sker. For det fortjener min krop ikke. Den fortjener ikke at få skæld ud over at forandre sig. Den fortjener ikke at få skæld ud, fordi jeg ikke lige synes, at jeg passer ind i idealet med min appelsinhud, blodsprængninger på balder og lår, større overarme, bløde bryster osv. Den fortjener ikke at få skæld ud, for den er jo for pokker ved at skabe et liv! Den er ved at skabe min lille baby! Dét er altså vigtigt at huske på!

Da jeg blev gravid med Elvira vejede jeg 70kg og endte med at tage ca. 16kg på i hele graviditeten med hende. Det vil sige, at jeg endte på 86kg. Efter fødslen tabte jeg mig ret meget, og jeg endte med at komme ned på 60kg, hvilket også var det, jeg vejede, inden jeg blev gravid med Valdemar. I denne graviditet har jeg taget ca. 24kg på og vejer dermed 84kg.

Jeg kan se, at mange af forandringerne er ens i begge graviditeter, omend der er sket større forandringer denne gang end første gang. Som I kan se, så – for mit vedkommende – får jeg rigtig mange blodsprængninger og strækmærker på mine lår og balder, når jeg er gravid. Mange af blodsprængningerne gik i sig selv i månederne efter fødslen med Elvira, men der er stadig en del strækmærker på mine lår, der er blevet. Det samme gælder strækmærker omkring min navle, hvor jeg har haft piercing. Derudover så tager jeg ret meget på på mine lår og arme, hvilket får mig til at se (og føle mig) rundere.

Selvom det kan være svært at elske sin krop, når den forandrer sig så meget, og selvom man måske har svært ved at genkende sig selv og føle, at man ser vidunderlig ud med +20 ekstra kg, væske i kroppen, strækmærker, bløde bryster, bredere hofter osv., så er det virkelig vigtigt at huske sig selv på, at kroppen véd bedst! Den forandrer sig og gør de ting, som den nu engang gør, fordi den er ved at skabe liv og derved sker der en masse processer, der ændrer kroppen.

Jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg er nødt til at overgive mig fuldstændig til min krop og have tillid til, at den gør dét, der er nødvendigt for, at Valdemar har det godt derinde. Det er også en måde at ‘undskylde’ de mange kilo, der ugentligt kommer på samt de store forandringer, der er sket alene bare de sidste par måneder af graviditeten, haha, men det er også helt ok! For det er ikke rigtig noget, jeg kan styre alligevel – det er bare vigtigt at give plads og rum til at lade det ske.

Det er ikke nemt. Det indrømme jeg gerne. Selvom jeg langt hen ad vejen elsker min krop, er mega stolt over den og synes, at den er pissehamrende sej og flot, så ville jeg da også mega gerne være foruden førnævnte forandringer i mine graviditeter. Jeg ville da mega gerne nøjes med at tage 8kg på, hvoraf 2 af dem sidder i babserne, 3,5 på baby og så lidt ekstra blod og væske hist og her. Men sådan er jeg ikke bygget. Og sådan arbejder min krop ikke. Og det er okay. For den er lige som den skal være – og det skal den også nok blive efter graviditeten. Især hvis jeg gør en lille indsats for at spise ordenligt og få gået nogle ture, så forbrændringen bliver sat i gang.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg egentlig vil hen med det her indlæg, men jeg ville bare rigtig gerne vise både DIG og MIG SELV, at det altså er helt ok og helt normalt, at ens krop ændrer sig, og at det er helt ok, at man er træt af det – så længe man husker sig selv på, at der er en mega, mega, mega vidunderlig og fantastiske grund til forandringerne – og der er en mening med det hele. Det er ikke altid lige nemt at få peppet sig selv op og få talt sin sag, så jeg håber, jeg har kunne være med til at give et eller andet til jer ved at ‘stå frem’ og vise, at man ser ud på én måde med tøj på og på en anden måde uden tøj på. Og at vi alle ‘kæmper’ med et eller andet omkring os selv. Også selvom det ikke virker sådan på Instagram.

Alt i alt er jeg super tilfreds med min krop og mit udseende, og jeg synes, at det er så vanvittigt beundringsværdigt, at den nu er ved at skabe liv for anden gang – men jeg bliver altså også ramt af usikkerhed og bitterhed over, at jeg ikke bare står knivskarpt (hvordan ‘knivskarpt’ fortolkes er jo meget individuelt), og det er helt ok. Så længe man ikke lader sig styre af det mere end højest nødvendigt.

Giv din krop plads, tid og rum til at gøre det, den skal. Den ved bedst. Og du skal nok lære at leve med den og acceptere den – uanset hvordan den ser ud efter graviditeten. Eller så findes der heldigvis personlige trænere. 😉

Tro på dig selv og din krop – den er sej,,du er lige præcis, som du skal være. Og det er jeg også ❤

JEG FRYGTER AT SKULLE AMME IGEN

UGE 40+4 OG +23.5 KG

Det skærer en lille smule i mit hjerte at skrive (og ikke mindst erkende) det, men det gør jeg altså. Frygter amningen. Frygter at jeg skal igennem et smertehelvede igen. Frygter at det ikke kommer til at gå godt.

Jeg har tidligere delt lidt om mit amme-helvede her og her

Men sådan har jeg det altså. Desværre. Det skyldes nok en blanding af, at jeg ved, hvilken smerter jeg (muligvis) skal igennem, fordi jeg har oplevet, hvor smertefuldt amning kan være, samt at jeg ikke synes, at mine bryster har opført sig på samme måde i denne graviditet, som de gjorde i graviditeten med Elvira, hvorfor jeg godt kan være lidt bange for, at det vil blive en kamp.

Med Elvira havde jeg allerede råmælk i uge 17, hvor mine bryster var begyndte at dryppe. Det opdagede jeg, da postbuddet kiggede lettere forskrækket på mine to struttende bryster, der havde efterladt store mælkepletter på mit grå joggingsæt, hvilket jeg ikke selv havde set. Det var lettere akavet, men samtidig også fantastisk og enormt priviligeret, at jeg allerede dér kunne konkludere, at jeg i hvert fald havde mælk i brysterne. Og masser af det.

Der gik heller ikke mange minutter fra, at Elvira kom til verden, til hun søgte efter brystet – og fik det. Med succes. Mine bryster var totalt klar til hende, og hun havde super god sutteteknik. (Det er jo heller ikke for sjov, at hun tog 450 gram på om UGEN de efterfølgende par måneder. Haha)

Men allerede dér, på barselsafsnittet, få timer efter at Elvira var født, begyndte det at nive lidt i brystvorterne, når jeg lagde Elvira til, hvilket jeg ca. gjorde en gang i timen. Jeg lå med brysterne frit fremme, så de kunne få luft, jeg smurte løs med Lanolin creme, som vi fik udleveret på hospitalet, jeg fik tjekket Elviras sutteteknik massevis af gange, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at tilsikre, at amningen foregik korrekt og på bedste vis. Men intet hjalp. Smerterne tog til. Også selvom alt så perfekt ud.

Læs også: Hvad skal jeg købe til mit barn??

Da vi kom hjem fra hospitalet tog det endnu mere til, og Elvira fik langsomt suttet en større og større flænge på ydersiden af begge mine brystvorter. Min sundhedsplejerske (SP) ville gerne undgå, at jeg fik ammebrikker på, da det kunne gøre Elvira sutteforvirret, ligesom vi også først ‘fik lov’ til at give Elvira sutten efter 12 dage. Når man er førstegangsmor har man en tendens til at lytte rigtig meget på de professionelle og stole på deres ord – også selvom ens mavefornemmelse måske siger noget andet. Det gjorde min i hvert fald med hensyn til ammebrikkerne. Og dér skulle jeg nok bare have lyttet til mig selv. Men det gjorde jeg ikke.

Først til sidst. Hvor jeg endte med selv at sige til min SP, at hvis ikke jeg fik de skide brikker på nu, så var det bare et spørgsmål om tid, før jeg ville finde mine brystvorter i Elviras ble eller simpelthen helt stoppe amningen. Alene pga. smerterne. Og ingen af delene havde jeg lyst til, men jeg kunne simpelthen ikke forsætte. Hver gang Elvira gryntede eller gav tegn til brystet, tænkte (og sagde) jeg; “Åh, nej. Ikke igen”. Og så lagde jeg hende til i ren smerter og nød slet ikke at amme hende. Og sådan skal det altså ikke være! Sådan ønskede jeg i hvert fald ikke, at det skulle være! Så efter 14 dages kamp ‘gav min SP mig lov’ til at løbe på apoteket og købe ammebrikker (jeg købte disse i str. M, som jeg varmt kan anbefale). Jeg gik direkte hjem og kogte dem og tog dem på og hold nu kæft hvor var det den mest befriende følelse i hele verden!!! Ej, jeg glemmer aldrig den lettelse!

Ammebrikkerne tog (hvad der føles som) 90% af vakuummet, trykket og smerterne fra brystvorten, hvorfor det pludselig var en helt anden følelse at amme igen. Det var simpelthen så befriende! Elvira var heldigvis så lille og så sulten, at hun ikke bemærkede, at min brystvorte var tredoblet i størrelse og var mere glat og plastisk-agtig i følelsen. Så længe der kom mælk ud, så var hun tilfreds. Det var ligeledes intet problem at afvænne hende fra brikkerne et par uger senere, da mine brystvorter var helet, og jeg igen havde mod på at amme uden. Resten af tiden gik amningen fejlfrit, lige pånær en kort periode ved tandfrembrud, hvor ammebrikkerne måtte på igen, men ellers havde vi 14 dejlige måneder, indtil Elvira sagde stop til amning.

Her anden gang er jeg selvfølgelig meget klogere på, hvordan amning skal føles, hvordan Valdemar skal ligges til, så han sutter korrekt, og hvad jeg skal gøre, hvis jeg kommer ud i lignende situation med flækkede/sprækkede brystvorter – ligesom jeg vil være meget bedre stillet i forhold til at lytte til min egen mavefornemmelse frem for bare at sværge til SPs ord.

Men fordi mine bryster slet ikke har opført sig på samme måde mht mælken i denne graviditet, kan jeg godt være lidt nervøs for, at det vil tage længere tid for mælken at løbe til – og at jeg derved vil opleve samme (eller værre) slid på mine brystvorter, før det hele kører af sig selv.

Læs også: Tanker om hjemmefødsel

Med Elvira løb der mælk fra mine bryster fra uge 17. Her med Valdemark er der ingenting kommet… Not a single drop. Og nu er jeg altså gået 4 dage over termin… Jeg føler ikke engang spændinger i brystet, og de er stadig flade og bløde som før.

Jeg overvejer, om jeg skal hive fat i brystpumpen og få aktiveret mælkeproduktionen med hjælp fra den? Jeg ved jo, at han er lige på trapperne, så måske det kunne hjælpe på at have stimuleret brysterne, så mælken er klar til ham? Men jeg aner ikke, om det er en god eller dum idé? Er der nogen af jer, der har erfaringer med at få mælkeproduktionen i gang inden selve fødslen?

Vi skal til jordemoder i morgen, så det vil jeg prøve at vende med hende der, men måske nogen af jer har personlige erfaringer?

Under alle omstændigheder krydser jeg fingre for, at jeg kan få lov til at amme endnu engang. Det ville være fantastisk!

TERMINSDAG

Uge 40+0 og +23,5kg

I går ramte Valdemar og jeg terminsdagen. 40+0. Wuuhuu! Tillykke til os! Jeg kan godt lide at ramme terminsdagen. Og jeg har heller ikke noget imod at gå over tid, som jeg er i gang med nu. Og som jeg gjorde med Elvira (10 dage). For jeg elsker at være gravid! Trods alle besværlighederne, de store og uforudsigelige smerter, der er forbundet med de store ændringer, der sker med kroppen samt alle bekymringerne omkring det uhåndgribelige, man ikke selv er herre over ved en graviditet. Dét er forvirrende og skræmmende. Men jeg elsker det alligevel. Eller, jeg elsker dét, der kommer ud af det!

Læs også: Jeg er ikke den eneste, der er gravid

Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der ikke har det på helt samme måde omkring graviditeter, og jeg kan sagtens genkende følelsen af alt ville ‘have det overstået’ – hvadenten det så er af fysiske eller psykiske årsager. For det ér hårdt. Og det ér overvældende. Og det er mega skrøbeligt. Så  det er helt ok at føle forskelligt omkring graviditer – og ditto lige efter fødslen. Det er meget forskelligt, hvordan man selv (og kroppen) reagerer. Og det er også noget af det smukke ved det – at alt er unikt.

Der sker mange ting med en selv, ens krop og ens sind i en graviditet, og man kan ikke forudsige, hvordan man vil tackle det, eller hvordan det hele vil gå.

Jeg har to gange undervejs i graviditeten frygtet, at der var noget alvorligt galt. Første gang var efter en travl periode, hvor jeg simpelthen fik så store smerter i maven, at jeg frygtede, at jeg var gået i fødsel. Det skrev jeg omkring her. Den anden gang måtte jeg forbi hospitalet igen, fordi Valdemar simpelthen havde været så sløj og stille i over et døgns tid, og jeg kunne intet gøre for at kvikke ham op. Jeg kunne godt mærke ham af og til, men ikke ret meget. Han plejer at markere sig ret meget, så da han lige pludselig var så stille så længe, satte alle følehorn ind, og jeg blev meget bekymret. Vi kom ind til tjek, og der var heldigvis ikke noget. Dagene efter livede han også op igen og har siden været flyvende. Heldigvis. Derudover har vi været igennem en kæmpe rutsjetur på den private front herhjemme, hvor vi fik et chok uden lige. Dét har været hårdt!

Men nu er vi her. Ved målstregen. Og alt er godt. Og nu glæder vi os bare til, at lillebror melder sin ankomst. Uanset hvornår det bliver. Vi er så spændte på vores nye liv og på Elviras nye rolle. Det bliver så sjovt at se, hvordan hun tackler det hele. Min store, lille pige.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg går et par dage over tid endnu – muligvis 10 – men det kunne være sjovt at høre, hvornår I tror, at jeg popper? Vil I være med til at gætte i kommentarfeltet? 😃👇🏼

Jeg gætter på tirsdag d. 8/10.

STATUS: FØR/EFTER | MINE INVISALIGN SKINNER

Annonce for SmileDesigns

PSST: Det er 100% gratis og uforpligtende at få en forundersøgelse hos SmileDesigns. Så hvis du er ked af dine tænder eller har spørgsmål til behandlingen, så læs mere her.

For ca. 4 måneder siden påbegyndte jeg min Invisalign behandling hos det seje og enormt dygtige team hos SmileDesigns. Dertil skrev jeg det her indlæg, hvori jeg uddyber, hvorfor jeg gerne vil have rettet mine tænder, og hvad det er ved dem, der generer mig. Det giver måske sig selv ud fra billederne, som I kan se i indlægget, men det er jo ikke altid, at andre tænker over ens små skønhedsfejl på samme måde, som man selv gør. Tit fylder helt små ting enormt meget hos ens selv, selvom andre aldrig ville have bemærket dem. Det er lidt tosset, men svært at komme udenom!

Nu, 4 måneder efter jeg tog det første sæt skinner i og udgav indlægget, har jeg ‘gennemført’ første del af min behandling, som i mit tilfælde (alle behandlinger er forskellige, unikke og tilpasset hver enkelt individs behov) varede 15 uger. I sidste uge var jeg så inde til et tjek hos SmileDesigns, hvor jeg fik scannet mine tænder igen, så de kan producere mine skinner til næste runde. Dem går jeg og venter på nu, og så tænkte jeg, at jeg i samme ombæring lige kunne give jer en opdatering på, hvordan det går, og hvor meget der er sket med mine tænder indtil nu. Der er nemlig allerede sket virkelig meget! Og min behandler vurderede faktisk, at jeg måske allerede kunne være færdig med hele molevitten efter denne runde! WHAT! Det var vildt at få at vide! Men se lige en forvandling allerede:

Her ser I før- og efterbilleder af mine tænder, som de så ud inden behandlingen, og som de ser ud nu. Er der ikke sket meget allerede? Jeg synes, det er SÅ tydeligt i undermunden, og jeg må faktisk indrømme, at jeg er ret overrasket over, hvor meget der er sket. Jeg havde ikke troet, at der ville være en så synlig forskel allerede nu. Så jeg er meget glad, tilfreds og imponeret!

Jeg synes ikke, det har været ‘hårdt’ eller ‘udfordrende’ at gennemgå denne behandling. Indtil videre i hvert fald. For mig falder det faktisk ret naturligt at have skinnerne i, tage dem ud når jeg skal spise og drikke, rense dem, skifte dem osv. Man finder lynhurtigt en rutine, der passer til ens hverdag, og jeg har på intet tidspunkt skammet mig over at have ‘bøjle’ på. Den er så beskeden og mere eller mindre usynlig, og SmileDesigns har lavet et super godt behandlingsforløb, der passer perfekt til mig, så ‘smerterne’ har virkelig været begrænset taget den tydelige rokering i betragtning!

Min case er nok en af de mindre omfattende, og jeg (indtil videre) heller ikke har fået de såkaldte ‘attachments’ på alle mine tænder, herunder fortænder, som er det mest synlige sted. Attachments er de ‘dutter’, som I kan se på mine tænder på billederne fra 11. september. Det er dem, som skinnerne klikker sig fast på for at rette ens tænder, så de er helt essentielle for processen. De bliver taget af igen, når man er færdig med behandlingen. I nogle tilfælde får man attachments på mange tænder – i andre tilfælde får man ikke så mange på. Det bliver løbende vurderet, da SmileDesigns gør, hvad der er nødvendigt for, at man får det bedste resultat. Derfor kan man godt få både fjernet og tilføjet attachments undervejs i forløbet, hvis det gavner behandlingen og slutresultatet. Jeg tror f.eks. at jeg skal have større attachments på mine små fortænder næste gang, da mine nuværende ikke hægter så godt fast på skinnen. Det snakkede behandleren i hvert fald om. Og de ved jo uden lige bedst. Så det bliver lidt spændende at se!

Der kommer løbende mange spørgsmål omkring mine skinner, min behandling og min personlige mening om det hele, så jeg vil lige besvare nogle af de mest stillede spørgsmål, nu når jeg er kommet lidt længere i behandlingen:

Gør det ondt?
Ja og nej. De første par uger skal ens tænder og mund lige vænne sig til skinnerne, så der kan man godt få nogle gener. Mine tænderne var ret ømme de første 2 ugers tid. Jeg kunne f.eks. ikke så godt bide hårde madvarer over, så jeg undgik hårde frugter, brød med hårde skorper, kød og grøntsager der var seje at tygge i osv. Derudover fik jeg ret mange blister i munden pga. attachments, der kradsede på kinderne, når jeg ikke havde skinnerne i, og på tungen fordi den hele tiden rørte ved skinnerne og derved blive irriteret på en ny måde. Der er dog ingen gener nu overhovedet. Det kan kun mærkes lidt ekstra, når man skifter til en ny og strammere skinne, men det er væk efter et par minutter.

Hvor længe læsper man?
Man ‘læsper’ som sådan ikke, men fordi ens bid allerede bliver ændret fra første dag med skinnerne, vil nogle udtalelser lyde lidt sjove. Men det går hurtigt over. Jeg tror, at jeg havde vænnet mig til det allerede ved skinne nr. 2. Jeg tror også altid, at det lyder værre for en selv, end det gør for andre. Haha.

Hvor ofte skal man skifte skinner?
Man skifter skinner én gang om ugen. Så hver eneste uge sker der nye forandringer!

Kommenterer folk på skinnerne?
Meget sjældent. Der er i hvert fald ikke ret mange, der kommenterer på dem, før jeg selv gør opmærksom på dem. Jeg har flere gange oplevet, at folk slet ikke har bemærket, at jeg har dem i, før jeg har taget dem ud for at spise.

Hvad koster behandlingen? Og hvor længe varer den?
Forundersøgelsen er gratis og uforpligtende (her). Priserne på selve behandlingen varierer fra person til person, da behandlingen er unik for hver enkelt. Du kan få et overslag på prisen ved den gratis og helt uforpligtende forundersøgelse, så du kan få en idé om, hvad en behandling ca. vil koste for dig, og hvor længe den vil tage. Min behandling koster omkring 40.000kr og tager ca. 1 år (formentlig lidt mindre). Priserne ligger generelt mellem 35.000-55.000kr.

Hvad hører der med i prisen for en behandling?

  • Gratis forundersøgelse (her tjekker de dine tænder, snakker om forventninger, giver et overslag på tid og pris, fortæller dig om forløbet og sørger for at du går informeret og oplyst derfra)
  • 3D scanninger (hvor dine tænder bliver scannet og der bliver lagt en behandlingsplan. Det er også ud fra denne scanning, at dine skinner bliver produceret)
  • Røngten (for at tjekke efter huller. Såfremt der er huller eller andet, der skal fikses, så skal man betale for det udover)
  • Tandtjek
  • Tandrensning
  • Skinner til hele forløbet (også selvom forløbet så bliver længere end forventet – det er med i den aftalte pris)
  • Løbende kontroller og tandtjek
  • Tandblegning efter endt forløb
  • Natskinne (til efterfølgende at vedligeholde behandlingen)
  • Metalskinne (sættes bag på tænderne for at holde tænderne på plads resten af livet)
  • Guide til efterbehandling af dine tænder

Skal man have skinner på for evigt?
Nej. Når man er færdig med sit forløb, er man mere eller mindre færdig med skinner. For at opnå det bedste resultat, anbefaler SmileDesigns dog, at man bruger en natskinne de første par år for at holde tænderne på plads. Denne hører også med i prisen. Derudover får man påsat en lille metalskinne bag på ens tænder, der skal holde tænderne på plads, og så skal man ellers bare selv sørge for at passe på ens tænder og have god mundhygiejne.

Hvorfor SmileDesigns?
Fordi de har en klinik udelukkende til Invisalign behandlinger, hvor deres behandlere allesammen er professionelt uddannet tandlæger eller klinikassistenter, der har videreuddannet sig indenfor Invisalign. I princippet kan alle tage en Invisalign uddannelse, så man skal virkelig sikre sig, at man ikke hopper i scamfælden og får foretaget behandlingen hos nogen, der slet ikke har forstand på tænder eller anatomien bag. Derfor anbefaler og står jeg kun inde for at få lave Invisalign behandlingen hos SmileDesigns. Jeg står ikke inde for at få lavet Invisalign behandlingen hos de første og billigste, der dukker op på Google, for dem har jeg ingen referencer til eller erfaringer med!