9 TING JEG SKAL I DECEMBER

Reklame for Sanex

… Og så blev det december. Jeg føler kun lige, at jeg har født Valdemar! Og det gjorde jeg altså d. 6. oktober. Så hvor faen er de sidste to måneder blevet af? Inden vi får set os om, så er december også gået, og så er vi i 2020!! Det er så vildt!

I øvrigt glæder jeg mig sygt meget til 2020. Men mere om det i et andet indlæg. December skal lige have min fulde opmærksomhed først: Valdemars første jul og Elviras 2 års fødselsdag <3

December plejer altid at være en dejlig, men også travl måned med lange to-do lister. Men udover de 1000 andre klassiske jule-ting såsom gaveindkøb, gaveindpakning, oppyntning, planlægning, forberedelse osv. er der også et par andre ting, jeg skal og vil i december. Og det er:

  1. Hygge og afstresse. Først og fremmest skal jeg ned i gear. De sidste par uger (og faktisk også den næste uge med) har været enormt travlt for mit vedkommende. Jeg har haft virkelig meget arbejde og mange kampagner, der er faldet oveni hinanden. Nogle kampagner var planlagt til at ligge nu her omkring Black Friday og jul, mens andre er blevet rykket eller udskudt, og så er de allesammen faldet lige oveni hinanden. Så oktober og november og også lidt ind i december har været alt, ALT for booket op. Det er selvfølgelig min egen fejl, men det har medført, at jeg har været ret kort for hovedet og lidt stresset. Og det har ikke været så sjovt for nogen herhjemme. Så planen er, at jeg fra i dag skal trække vejret dybt, stresse ned og sørge for, at december bliver en hyggelig måned. For min egen, for Marks og for mine børns skyld.
  2. Bestå mit 8-ugers tjek hos lægen. Jep. Den store eksamen i underlivets ve og vel var i dag. Ved mit 8-ugers tjek med Elvira fik jeg masser af ros og et “Hold da op”, da jordemoderen bad mig om at knibe. Det gjorde mig lidt stolt. Men det er også 2 år siden. Så jeg frygtede godt nok det her tjek, for alting føles betydeligt mere … hmm … løst? Kan man sige det sådan? Alt var dog fint, og hun roste min knibetræning. Og hub smilede sødt og lidt nysgerrigt, da jeg takkede nej til prævention… Så alt er godt 😉
  3. Prioritere tid til mig selv. Og med det mener jeg altså ikke den helt store tur med spa, massage og alt muligt andet dyrt og tidskrævende. Det har jeg slet ikke tid til 😉 Men jeg mener bare, at jeg skal huske lige at tage mig tiden til f.eks. at få et dejlig langt og varmt bad, hvor jeg kan få plejet mig selv, vasket ordenligt hår og barberet ben for første gang i år, uden at der står en tumling og banker på døren eller ligger en baby og kalder på mig. Jeg skynder mig nemlig altid i badet, men der er ikke engang så mange steps i min bad-rutine (den består lige nu af min Sanex Zero % shampoo, Poul Mitchell balsam og Sanex Zero % shower gel), så det burde kunne nåes indenfor rimelighedens grænser. Så jeg rent faktisk kan nyde det lidt. Det samme gør sig gældende med at få deo på (for en gang skyld) og få smurt kroppen ind i creme. Her plejer jeg at bruge Sanex Zero % Deo og deres Body & Face Cream om vinteren, da den er lidt mere fed i det. Den føles så lækker på og trænger hurtigt ind, så det vil sammenlagt ikke tage ret meget længere tid end mine normale bade. Jeg glemmer bare at prioritere det. Og nyde det.
  4. Afsløre noget. Noget jeg har holdt ‘hemmeligt’ i et par måneder, men som jeg glæder mig til at dele med jer omkring min lille business her. For det kommer forhåbentlig til at have betydning for jer også. Det er i hvert fald intentionen. Det er sådan set ikke fordi, jeg ikke vil fortælle det nu, men jeg skal bare lige have de sidste ting på plads, men det har altså noget med mit ‘bagland’ at gøre. Det kommer nemlig til at ændre sig. Og det er lidt en chance, jeg tager. Men det føles rigtigt!
  5. Afslutte noget. Noget der har fyldt enormt meget. Mark skal nemlig til et tjek – en sidste scanning – i forbindelse med sit ‘kræftforløb’, og vi håber selvfølgelig på rigtig gode beskeder. Der viste sig jo heldigvis ikke at være noget ved operationen, så det får vi forhåbentlig bare bekræftet ved denne sikkerhedsscanning. Derudover skal jeg også til et tjek – måske det allersidste tjek?! – ved SmileDesigns angående min Invisalign behandling. Det bliver også spændende. På en helt anden måde end Marks tjek, selvfølgelig.
  6. Påbegynde noget. Noget jeg brænder for. Det hænger sammen med det, jeg skal afsløre, og det hænger sammen med mit erhverv, min dagligdag og min måde at ‘arbejde’ på og inddrage jer i mit liv. Jeg vil nemlig gerne inddrage jer endnu mere og finde en god balance mellem mit reklame-indhold og mit almindelige indhold – selvom der jo i min optik ikke rigtig er forskel på det. Jeg har hjertet lige meget med i begge dele, og begge dele er lige naturligt for mig. Men jeg skal lige finde en balance, for jeg ved, at det ikke er alle, der ser lige så positivt på reklame-indhold som almindeligt. Det bliver godt.
  7. Fejre min lille, store datter. Elvira bliver 2 år nytårsdag. Shit, det er så vildt! 2 år! Åh, hun er så skøn, dejlig, begavet, glad, nysgerrig, betænksom, stædig, snedig og jeg kunne blive ved. Hun får sig noget af en måned, nu når hun begynder at forstå mere og mere.
  8. Se tilbage på et fantastisk år. Wow, hvor har 2019 været et vildt år! Der er sket så mange ting. Gode som mindre gode. Store som små. Private som arbejdsmæssige. Året har budt på alt fra flytning, Elviras start i vuggestue, min storesøsters og min egen fødsel, Marks sygdomsforløb til ‘små’ business-successer såsom mit årsambassadørskab for Sanex, mine mindre samarbejder samt en stor (økonomisk) beslutning. Det har været en vild rejse! Og jeg er sikker på, at 2020 bliver mindst lige så vild.
  9. Nyde min familie. Det her punkt vil jeg mene er en selvfølge, men det skulle lige med alligevel. For for dælen hvor skal jeg nyde min familie. Min egen lille familie herhjemme såvel som mine og Marks familiemedlemmer. Julen kan altså et eller andet magisk.

December er allerede godt i gang, og jeg håber, at I har en masse dejlige og hyggelige planer med jeres nære i denne måned. Det har jeg!

JULEHYGGE 2018 & 2019

Glædelig 1. december… Tænk, det allerede er december! Hvornår skete det lige? (Ja, ja, i dag ifølge kalenderen, I know, men I ved, hvad jeg mener) Jeg føler kun lige, jeg har født Valdemar, hvilket jeg gjorde d. 6. oktober, så hvor faen er de sidste to måneder blevet af?!

Er jeg den eneste, der har det sådan?? Haha.

I går bød vi julen velkommen, da vi var til julehygge på farmors (min svigermors) arbejde. Der var kæmpe juletræ, julemanden kom forbi og sange sange, dansede om juletræet og viste sit værksted frem, nissepiger sørgede for god stemning, og der var æbleskiver og saftevand i lange baner. Det var simpelthen sådan en hyggelig eftermiddag, og Elvira hyggede sig så meget – omend hun var lidt overvældet af alle de mennesker, børn og indtryk. Haha. På det punkt kan man altså godt mærke, at hun stadig er lille. Verden kan stadig godt blive lidt for stor nogle gange. Men det var så hyggeligt!

Vi var også afsted sidste år, hvor Elvira var knap 1 år gammel. Der forstod hun ikke ret meget af, hvad der foregik, men hun havde lige lært at gå, så hun hev farmor med rundt for at kigge på juletræet og al julepynten. Hihi. I år forstod hun lidt mere af, hvad der foregik, og hun var dybt opslugt i de 10 minutter Cirkeline, Ingolf og Frederik var på scenen for at underholde. Ligesom hun var rundt og sige “wooow” til al julepynten på juletræet.

Jeg sad og kiggede billeder igennem på min telefon, og der faldt jeg over et par billeder fra sidste år. Der er godt nok sket meget, hva’? 😀

KOMMEN TE MOD LUFT I MAVEN (OG BRYSTMÆLK) | MOR & BABY

Det skærer i hjertet at se sin lille baby være utrøstelig og ked af det. Mange gange kan årsagen være lige til – andre gange kan den være svær at klarlægge. Især med de helt små babyer. Oftest kan man lave udelukkelsesmetoden og tilbyde mad, ren ble, sut, tryghed og nærvær, men nogle gange er der intet, der dur. Og så skyldes det tit, at maven driller på den lille. Men hvordan afhjælper man det?

Der findes ikke rigtig nogen endegyldig løsning på maveproblemer, og jeg har bestemt heller ikke løsningen. Men jeg har et lille husmorråd, som jeg har delt på min Instagram, og det ville mange af jer gerne vide mere om. Nemlig kommente.

Kommen og fennikel skulle begge være nogle af naturens urter, der modvirker luft i maven, og det siges jo, at alt hvad man indtager, gives videre til barnet via brystmælken, så det skulle også have en positiv effekt på luft i brystmælken og luft i babys mave. Umiddelbart virker det her hos os – det bilder jeg mig i hvert fald ind – men jeg har altså ingen dokumenteret effekt, så det er simpelthen kun baseret på egne erfaringer, hvorfor I selv lige må prøve jer frem, om det virker hos jer. Det håber jeg, det gør!

Jeg har drukket kommente, mens jeg har fuldammet begge mine børn, og de har aldrig haft maveproblemer. Om det er pga af teen, det ved jeg ikke, og det finder vi heller aldrig ud af, men hvis bare det har en lille effekt, så kan det altså også gøre en forskel.

Jeg køber min kommenfrø i helsebutikker eller i matas, og så hælder jeg en skefuld i en tesi og lader den trække 5 minutter i kogt vand, inden jeg drikker det.

Så altså:

  • Tag en teskefuld kommenfrø/fennikelfrø i en tesi
  • Kom det i en kop med kogt vand
  • Lad det trække 5-10 minutter
  • Drik 2-3 kopper om dagen den første tid. Derefter er 1-2 kopper dagligt fint

Lad mig endelig gerne vide om det virker for jer, når I har prøvet et det et par uger!

DE FØRSTE 3 UGER MED VALDEMAR

I dag kl. 16.45 var det præcis 3 uger siden, at Valdemar meldte sin ankomst. På den smukkeste, solrige efterårssøndag. Veerne kom snigende ved 12-tiden, efter en god omgang morgenmad og et langt bad. Kl. 14 ankom vi på hospitalet, og 2 timer og 45 minutter senere, tog jeg selv imod Valdemar. Det var helt perfekt, og det er en fødsel, jeg tænker tilbage på med største optur, styrke og sejrsfølelse. Og jeg har allerede lyst til at gøre det igen!

Jeg har nu været mor til 2, og vi har været en familie på 4 i 3 uger. Det er vildt surrealistisk at tænke på. På under 2 år har vi fået 2 børn. Heldige os!

Men hvordan er det så egentlig at være mor til to? At være en familie på 4? Jeg havde forberedt mig mentalt på, at det ville blive hårdt. Alle siger, at det er endnu hårdere at gå fra 1 til 2 børn end fra 0 til 1, og alle siger, at det er hårdt at få en lille én igen, når man først har vænnet sig til den stores størrelse. Og jeg vil til dels medgive det sidste. Ikke det første. Endnu.

Det er simpelthen så fantastisk! Så berigende og dejligt. Virkelig! Jeg tror, at vi indtil videre har været virkelig heldige med både Valdemar og hans velbefindende, samt Elvira og hendes måde at imødekomme ham og acceptere ham som en naturlig del af familien. Hver dag udviser hun enorm forståelse, medfølelse og stolthed for sin lillebror. Han får kys, kram, bliver aet, holdt og talt til. Hun vil med til alle bleskift, og hun giver ham sutten, når han skal sove (også selvom han slet ikke har brug for den. Haha) Jeg er virkelige stolt af hende! Min lille, store, omsorgsfulde, kærlige og glade pige. Der nu er storesøster.

Valdemar er jo ikke så gammel endnu, så jeg har det lidt ambivalent med at udtale mig om hans vaner, rollen som mor til 2, og om hvordan familiekonstellationen ændrer sig, når der kommer flere børn og flere opdelte rutiner. For det ser med sikkerhed anderledes ud om bare et par uger, når Valdemar er lidt ældre og kræver lidt mere. Men indtil videre er der ikke sket de store forandringer hjemme hos os. Indtil videre synes jeg ikke, det er hårdt at have er spædbarn i familien igen eller at have 2 børn. Indtil videre går det virkelig godt!

Valdemar er enormt nem og rolig. Han lider ikke af mavepine eller andre gener, han spiser 10-15 min af gangen hver 2-3. time hele døgnet rundt, han tager godt på og vokser helt vildt, han har allerede små rutiner med sine lure og sine vågne timer, og så har han fanget døgnrytmen med dag og nat sådan nogenlunde – han lader i hvert fald de fleste festligheder blive holdt til om dagen. Dog lige pånær de sidste to dage, mens vi har været på Fyn. Der har vi lige skulle være vågne i en time mellem 2-3 hver nat. Det skal lige passe, at heldet vender nu 😉 Men heldigvis har han endnu ikke grædt – han har kun brokket sig lidt, hvis der har siddet en prut på tværs, eller hvis jeg har været for længe om at pakke madpakkerne frem. Ellers er han virkelig rolig og tålmodig. Det må han have fra sin far 😉

Lad os håbe at det forsætter sådan, men lad os nu se. Der er grænser for, hvor heldige man har lov til at være, tænker jeg. Haha

Sundhedsplejersken var her i fredags. Der fik Valdemar atter ros. Både for sin flotte øjenkontakt, sin vægt og vækst, sin nakketræning, sin søgen efter sine hænder osv. Det er altid dejligt at høre! Han vejer nu 5.5kg og måler 58cm. Han er ikke just en lille dreng med sin str. 62. Men han er så dejlig! Og veltilpas! Og vi har det bare godt allesammen. Så indtil videre levere vi i barselsboblen og kærlighedsrusen, og jeg håber, at det varer ved!

Hvordan oplevede I det at gå fra 1 barn til 2? I må meget gerne dele erfaringer! Så vi kan forberede os lidt på, hvad vi har i vente, når Valdemar bliver lidt ældre end sine unge 3 uger.

DA KRÆFTEN KOM LIDT FOR TÆT PÅ

Efter Marks operation skulle vi allesammen have plaster på maven, ligesom far ❤️

Giv et bidrag til min Knæk Cancer indsamling: sms KB sanex til 1277 og så støtter du med 100kr.
Hvis du vil støtte med mere eller mindre, så læs mere her.

… så når du vågner igen, har vi fjernet din ene testikel, og vi vil kunne sige mere om kræftens stadie“. Det var det sidste, Mark fik at vide, inden han faldt i søvn af narkosen, da han tirsdag d. 24. september, 4 dage inden termin med Valdemar, lå på operationsbordet på Herlev Hospital.

Det hele startede kun nogle få uger før det, i starten af september, hvor Mark fik ondt i sin ene testikel. Den var øm, hævet og hård. En hurtig Googlesøgning pegede på testikelkræft. Men som vi alle godt ved, så peger alt på kræft, når man spørger dr. Google. Så vi forsøgte at feje tanken om kræft lidt væk og så smerter an.

De efterfølgende uger tog smerterne til, og vi var et par gange forbi akutmodtagelsen på Herlev, hvor Mark blev scannet af flere omgange. I første omgang lokaliserede de smerterne til at være en bitestikel infektion, men ved efterfølgende scanning kunne både læge og overlæge se noget ‘grumset’ på scanningen. Noget der ikke burde være der. Så Mark blev sat i en kræftpakke.

Det var noget af en chok! Og vi skulle lige sluge den oveni graviditet og en forestående fødsel. Men jeg har selv været i en kræftpakke i forbindelse med en knude, jeg fik i brystet i 2018, da Elvira var helt lille, og jeg ammede hende. Knuden var stor og semi-hård, og samtidig har min farmor haft brystkræft, så systemet, så fantastisk som det nu engang er, greb hurtigt ind og satte mig i en kræftpakke for enten at udelukke kræft eller komme det til livs hurtigst muligt. Det viste sig heldigvis bare at være en mælkeknude, som både jeg selv og læger hele tiden mistænkte (og håbede på), og derfor forsøgte vi her i Marks situation også at bevare fatningen omkring, at det ‘bare’ er for en sikkerheds skyld, at han kom i en kræftpakke. På lige dét område har vi ikke en finger at sætte på vores system. Vi er virkelig blevet behandlet godt og effektivt helt fra start.

1,5 uge efter sidste scanning, om torsdagen d. 19. september, blev Mark kaldt ind til en grundigere scanning på kræftafdelingen på Herlev. En scanning vi ‘bare’ troede ville bekræfte lægernes første antagelse om, at det var bitestikel infektion. Det skulle dog vise sig at være det stik modsatte. Lægen var ikke i tvivl: “Jeg er nødt til at være ærlig. Det her er med 99% sikkerhed testikelkræft“, fortalte hun. Fuck… Fuck, fuck, fuck. Her stod vi, med 1,5 uge til termin, og nu skulle vi igennem det her? Det føltes … uvirkeligt … uretfærdigt … uforståeligt … uoverskueligt. Og alt muligt andet. Katastrofetankerne begyndte med det samme. Hvad nu hvis … Hvad nu hvis det var kræft. Hvad nu hvis det havde spredt sig. Hvad nu hvis Mark skulle dø (Oh fuck!). Hvad nu hvis Elvira og Valdemar skulle leve uden deres far. Hvad nu hvis …. 💔

Mark blev sendt ned for at få taget udvidet blodprøver, og efterfølgende kom vi op til en samtale om, hvad der skulle ske herfra. Lægen var sød og forsøgte at berolige os ved at fortælle, at dette er den kræfttype, der har allerbedst prognoser for fuld helbredelse. 300 mænd om året bliver ramt af testikelkræft. 95% bliver fuldt helbredt. Det var gode tal. Men samtidig med at hun forsøgte at være positiv, lagde hun heller ikke fingre imellem: “Det er med 99% sikkerhed kræft. Vi foretager ikke denne slags operationer uden at finde noget“, svarede hun, da Mark spurgte, om det på nogen måde var sandsynligt, at de ikke ville finde noget. Fuck altså. Det var en hård besked at få. Men vi ville hellere have, at hun var ærlig og fortalte tingene, som de var i stedet for, at hun pakkede det ind. Hun tog sig god til at besvare vores spørgsmål og hjælpe os videre i forløbet, og det betød meget for os i øjeblikket. At vi ikke følte os som et nummer eller som besværlige med alle vores spørgsmål.

Mark fik en tid til operation den efterfølgende tirsdag, 5 dage senere. På de 5 dage fik han også to tider til sæddeponering. Dette var for, at de kunne teste og gemme hans sæd, såfremt det skulle blive nødvendigt at have noget opbevaret. Dér blev det hele altså lige endnu mere virkeligt… Sådan rigtigt “just in case at det har spredt sig så meget, at vi skal fjerne det hele, og du aldrig kan få børn igen”-agtigt. Sådan sagde de det selvfølgelig ikke. Men sådan føltes det. Vi forestillede os begge to det værste allerede.

Vi brugte hele vente-weekenden på sofaen hjemme hos Marks mor. Vi var helt opbrugte begge to. 

Hold kæft, hvor var der lang tid til tirsdag! Vi søgte helle hjemme hos Marks mor hele weekenden og begravede os fra omverdenen. Det var de længste dage i vores liv. Både mit og Marks, men også Marks forældres, mine forældres og de af vores venner, der kendte til situationen. Vi var helt nedslåede, trætte og uden ret meget motivation, men vi prøvede at bevare optimismen og forblive i håbet om et mirakel, selvom lægerne havde sagt, at der var mere eller mindre umuligt. Også for Elviras skyld. Hun kunne jo godt mærke på os begge, at der var et eller andet, der trykkede. Hun var også mere pyldret i de dage. Forståeligt nok. Stakkels, lille skat. Og Valdemar. Han måtte uden lige også kunne mærke det. Igennem mig. Der var under en uge til termin, og vi krydsede og bad til, at han ville blive derinde lidt endnu. Han skulle ikke komme ud til det her kaos. Hvor vi ikke kunne nyde fødslen og hans ankomst 110%. Han hørte heldigvis efter ❤️

Det blev tirsdag. Vi skulle være på hospitalet kl. 7, og Mark skulle opereres kl. 8. Operationen ville tage 1-2 timer, så jeg blev selvfølgelig og ventede på ham. Ventetiden var ulidelig lang. Kl. 11.30 var Mark endnu ikke kommet op på sin stue, så jeg gik ned på opvågningen for at høre, om han var færdig med sin operation. Det var han næsten lige blevet. Det havde taget længere tid end ventet, kunne jeg så regne ud. Det gjorde mig lidt bekymret.

Jeg blev vist hen til Mark, der knap nok var til stede ovenpå narkosen. Jeg sagde hej og smilede til ham for at vise overskud, styrke og optimisme. Og så sagde han: “Har du hørt det?” … øhhh, tænkte jeg. “Nej, jeg har intet hørt?“, sagde jeg som et stort spørgsmåltegn. “De fandt ikke noget“, svarede Mark …. Hva? Det forstod jeg ikke. “Fandt de ikke noget? Hvad betyder det? Har du ikke kræft? Har de ikke fjernet den ene testikel?“, spurgte jeg. “Nej,” sagde Mark “de kunne ikke finde noget“. Vi begyndte begge to at græde af lettelse og lykke, omend ingen af os forstod noget. De havde jo sagt, at de ville finde noget. At de ikke foretog de her operationer ‘uden at finde noget’. At han med 99% sikkerhed havde kræft, og at de nu skulle fjerne den og undersøge, om det havde spredt sig. Det gav ingen mening. Og vi turde heller ikke helt tro på det, indtil lægen, der havde opereret Mark, kom og gennemgik forløbet med os.

Operationen var gået godt, men lægen havde været nødt til at sende to biopsier/prøver afsted i stedet for kun en. Det var derfor, det havde taget længere tid. Da hun fik svaret på den første biopsi tilbage, og den sagde negativ, kunne hun ikke helt forstå det, fordi hun kunne mærke knuden. Så hun sendte en ny prøve afsted, og hun ‘tog en god luns’ af knuden, som hun selv sagde. Svaret på den var også negativt. Og med dét svar, sammenholdt med Marks blodprøver, der ikke viste forhøjet tal, kunne hun konkludere, at der ikke var noget kræft af komme efter ??? Derfor var der heller ikke belæg for at fjerne testiklen – den var (er) jo rask?!

Lægen lød selv ret overrasket, da hun fortalte os det, men hun forsikrede os, at det altså ikke var kræft, for så havde de fundet det efter de to biopsier/prøver. Hun løftede på skuldrene, smilede og sagde, at det var meget sjældent, at det skete, og at begge biopsier nu var sendt til yderligere undersøgelser for at afdække, hvad det så kunne være. Men det var ikke kræft.

Det var fucking vanvittigt. Undskyld mit sprog, men fuck, hvor har vi været heldige!!! Vi var sikre på, at Mark havde testikelkræft, og at operationens formål var at fjerne testiklen og afdække, om kræften havde spredt sig, og om Mark skulle videre i behandling. Og nu … nu er der ingenting? Alle de vågne timer, alle de tudeture, alle de bekymringer, alle de snakke, alle de vanvittige papirer vi skulle underskrive med store beslutninger, der skulle træffes, alle de Google søgninger efter lykkelige historier … Shit! Det var det mirakel, vi ikke havde turde håbe på. Men af en eller anden grund gik det opfyldelse alligevel. Og af en eller anden grund flaskede det hele sig bare. 10 dage efter operationen, da jeg var gået 5 dage over termin, fik Mark svar på de sidste prøver, der bekræftede, at celleforandringerne i knuden var godartede, og at kræft nu med 100% sikkerhed kunne udelukkes. Og 3 dage senere, da alt ligesom havde lagt sig, 8 dage over termin, kom Valdemar. På en stille og rolig solskins-søndag. Det var verdens bedste fødsel ❤️

Vi ved godt, vi har været heldige. Og vi er meget taknemmelige. Det her var virkelig et chok og et ‘wake-up-call’! Og det er desværre ikke alle, der er lige så heldige. Livet er så skrøbeligt! Og det er på lånt tid. Så det er med at nyde det, værdsætte hvert øjeblik, være den bedste version af sig selv, huske at smile, leve og være glad og ikke tage noget for givet. Netop derfor samler jeg også ind til Kræftens Bekæmpelse og Knæk Cancer igen i år. Fordi vi skal den forbandede sygdom til livs.

Selvom vi ‘klarede’ den denne gang, så er vi begge pårørende til kræftramte. Min farfar døde af kræft, da jeg var 11 år gammel. Marks farmor døde af kræft for 5 år siden. Der er alt for mange, der rammes af kræften på den ene eller den anden måde, og hvis ikke man selv er ramt, så går man og frygter, hvornår/om man bliver det. Den sygdom er ødelæggende på så mange måder. Og den skal stoppes!

Jeg håber derfor, at I vil give et lille bidrag med i min indsamling. Ved at skrive KB sanex til 1277 støtter I min indsamling med 100kr. Hvis I vil donere med et større eller mindre beløb, kan I læse mere her. Alle pengene går ubeskåret til Knæk Cancer til det store indsamlingsshow på lørdag. Jeg håber, I vil give et lille bidrag. For alles skyld! Støt her.