VI ENDTE PÅ FØDEMODTAGELSEN I GÅR

Nogle gange går tingene så stærkt, at man ikke bemærker, at de måske faktisk går lidt for stærkt. Og det kan være svært at indse, før det er for sent. Aftenen i går tog en uventet drejning på meget kort tid, og det fik virkelig øjnene op for mig!

Jeg har de sidste par uger, ja, faktisk måneder, fyldt mere og mere på min tallerken. Både arbejdsmæssigt og privat. Fordi jeg har følt, at der var plads og overskud til det. Fordi jeg ikke kan lade være. Og fordi jeg elsker det, jeg laver, dem jeg omgives, og dét det giver mig. Hvadenten det har med mit arbejde eller min familie at gøre. Men jeg presser også mig selv. Det ved jeg godt. Jeg lader mig rive med, jeg får ikke sagt fra, og jeg tror, at jeg kan det hele. Fordi jeg jo gerne vil det hele.

Men det kan jeg ikke. Og i går eskalerede det, og min krop sagde stop for mig.

På vej ned i vuggestuen efter Elvira, havde jeg simpelthen så mange og så intense smerter i underlivet. Der havde ingenting været i løbet af dagen, hvor jeg jo havde afholdt event og været meget på, men pludselig føltes det som om, at lillebror var ved at grave og bore sig ud gennem min lænd og bækken på samme tid. Jeg måtte flere gange stoppe op og knibe øjnene sammen for at koncentrere mig om vejrtrækning og at kontrollere smerten. Så jeg ringede efter Mark, der heldigvis var ved at have fri, så han kunne møde os ved vuggestuen og overtage det fysisk arbejde med Elvira og klapvognen. Derfra tog smerterne bare til, og jeg gik direkte hjem og lagde mig i sengen.

Samtidig med at jeg fik voldsomme mavekramper, havde lænde- og bækkensmerter og var fuldstændig udkørt efter dagens store begivenhed, fik jeg også hyppige plukkeveer med 4-5 minutters mellemrum. Og dét gjorde mig bekymret. For mine plukkeveer havde indtil nu været ret beskedne og normale. Ligesom i graviditeten med Elvira. Men nu var de kraftige og hyppige. Dog ikke smertefulde. Og jeg kunne umiddelbart ikke genkende dem som veer, hvilket beroligede mig. Men for små 2 måneder siden blev jeg moster til dejlige, lille Merle. Hun blev født 8 uger for tidligt på bare 2 timer, uden min søster havde haft indledende veer. Og det sad i baghovedet på mig. At man altså ikke skal tage plukkeveer og andre små tegn forgivet, fordi det i nogle tilfælde altså godt kunne være tegn på noget.

Vi krydsede alt, hvad vi havde for, at det ikke var tilfældet, mens jeg ringede til fødemodtagelsen for at rådføre mig med dem. De ville gerne have, at vi kiggede ind til et tjek. For en sikkerheds skyld.

Farmor kom og passede Elvira, der var faldet i søvn i mine arme på få minutter inde i vores seng. Jeg er sikker på, hun har kunne mærke, der var noget galt, så hun klemmede sig helt ind til mig og faldt til ro på ingen tid. Det gav mig et lille nervøst sug i maven.

Farmor kom, vi kyssede Elvira, og så kørte vi mod fødemodtagelsen. På vej på hospitalet kastede jeg op, og plukkeveerne var stadig hyppige.

Da vi ankom, blev vi ledt ind på samme stue, som jeg lå på, da jeg skulle tjekkes i forbindelse med Elviras fødsel. Det var lidt mærkeligt at være tilbage. Vi håbede nemlig ikke på samme udfald denne gang som ved vores sidste besøg.

Jeg fik foretaget en måling af min mave og sammentrækningerne i livmoderen, samtidig med at lillebrors puls og hjertelyd blev observeret. Derefter tjekkede jordemoderen mig indvendig og kunne heldigvis konstatere, at alt så normalt ud. Der var ingen tegn på veer eller en forestående fødsel, og jeg var kun en ‘finger’ åben, hvilket er helt normalt i uge 34+3 (i går).

Det var en kæmpe lettelse, at lillebror ikke var på vej! Det var ingen af os klar til. Heller ikke ham. Han skal blive derinde og vokse sig stor og stærk lidt endnu! Vi blev sendt hjem med beskeden om, at det – grundet opkast og tynd mave – godt kunne tyde på noget sygdom, der provokerede livmoderen, så de sendte min urinprøve til tjek for blærebetændelse, og så skulle jeg ellers prøve at spise lidt Panodil og slappe af. Hvis smerterne varerede ved eller tog til, skulle jeg ringe ind igen.

I dag har jeg kastet en del op, haft ondt i lænd, bækken og skamben, være fuldstændig drænet for energi og bare ligget i min seng. Men der har heldigvis kun været meget få mavekramper og ganske almindelige plukkeveer. Så jeg er ikke bekymret for, at det har noget med graviditeten at gøre længere. Det er ‘heldigvis’ bare sygdom. Jeg tror, at det er min krops måde at sige pænt fra på. Sige, at jeg skal slappe af og passe på mig selv. Så det vil jeg gøre. Og det har jeg gjort hele dagen. Og det har allerede hjulpet. Jeg er stadig træt, uden appetit og har sindsygt ondt i lænden, men det er blevet bedre i løbet af dagen, så jeg håber, at det værste er overstået nu.

Stort set alle planer er aflyst resten af denne uge og næste uge, så jeg kan få ro og kan finde mig selv. I weekenden er der en kampagneskydning for Mejeriforeningen til familieeventen “Walk In A Park” i Valbyparken, hvor vi heldigvis er mange hænder med, så jeg kan springe det fysiske med Elvira over og bare være der. Sammen med min familie. Sammen med Elvira. Hun skal også nyde den fulde opmærksomhed den sidste tid, og jeg vil gerne kunne være der for hende. Så er arbejde og tilfredsstillelse af alle andre sekundært.

Jeg skal huske mig selv på, at folk i almindeligt arbejde snart ville gå på barsel. Så selvom det ikke rigtig er en mulighed i min situation, så skal jeg stadig passe på mig selv, nyde graviditeten, nyde Elvira og huske, at det nu handler mere om lillebror end om mig selv. Vi fik et chok i går, men det var også en god reminder.

Og den er hermed videregivet. Pas på jer selv! Lyt og mærk efter. Måske endda før kroppen behøver træde til. Det er for jeres eget bedste.

BABYKØB TIL LILLEBROR

FØLG MIN YOUTUBE HER

Indeholder reklame

Da jeg var gravid med Elvira, lavede jeg helt spontant en video, hvor jeg viste vores nyeste køb til hende frem. Den video har nu knap 100.000 visninger, og der var kæmpe efterspørgsel på flere af den salgs videoer. Så jeg lavede det til en lille serie i min graviditet, der blev til 4 baby-videoer (1. her 2. her 3. her 4. her). Bemærk i øvrigt, hvordan jeg langsomt bliver tykkere og tykkere i ansigtet og mere og mere forpustet når jeg snakker i serien 😂 

Nu hvor jeg er gravid med lillebror, er der rigtig mange af jer, der efterspørger samme slags videoer, hvor jeg viser frem, hvad vi køber/får til ham. Jeg vil sige, at jeg er blevet meget klogere på, hvad der er nødvendigt, og hvad der ikke er nødvendigt, og så er vi jo også godt dækket ind med ting fra Elvira, som vi kan genbruge, hvorfor jeg nok ikke kommer til at vise lige så mange ting frem, som jeg gjorde til Elvira. Elvira var samtidig også det første barn i både min og Marks familie, så hun/vi blev i dén grad forkælet med ting fra familie – og venner. Nu har min søster fået en datter, Marks lillebror venter sig en datter, og vi venter os en søn, så der er efterhånden en del børn, der skal forkæles. Det er så fantastisk!

Meeeen når det så er sagt, så skal der selvfølgelig lidt nyt til. Dels fordi rigtig mange af Elviras ting er lyserøde, og selvom lillebror helt sikkert godt kan bære lyserødt langt hen ad vejen, så skal han også have noget drenget – eller i hvert fald mere neutralt – tøj. Og dernæst fordi vi har givet langt størstedelen af alt det vi havde til både min søster og Marks lillebror, der begge har/skal have piger.

Jeg har været på udsalgsrov, på jagt i genbrugen, på internettet og så har jeg været så heldig at få tilsendt nogle produkter af nogle af mine samarbejdspartnere. Alt det viser jeg frem i denne video. Jeg håber, I har lyst til at kigge med. I må også meget gerne dele videoen med en gravid eller nybagt mor, der evt. kunne bruge lidt inspiration til babykøb. 🙂

NÅR MOR GÅR GRÆDENDE FRA VUGGESTUEN

I mandags vendte vi, som så mange andre, tilbage til hverdagen efter knap en måneds sommerferie. Vi har haft en fantastisk ferie, men der er nu også et eller andet rart ved at vende tilbage til de faste rutiner, som hverdagen opretholder. Det der med rutiner – det er der i hvert fald ikke ret meget af hos når, når der er ferie. Haha.

Men der var én ting ved at vende tilbage til hverdagen, som jeg frygtede ret meget

Som jeg skrev om her, begyndte vores sommerferie nemlig lidt tidligere end planlagt, fordi Elvira simpelthen ikke kunne finde sig til rette med sommerferiens sammenslutning af stuer, børn og pædagoger nede i vuggestuen, og det resulterede i to hårde og dårlige afleveringer med gråd – for både Elviras og mit vedkommende – ugen op til vores ferie. Elvira plejer ikke at blive ked af det ved aflevering (og det gør jeg i øvrigt heller ikke), så da vi begge skiltes grædende to dage i træk, besluttede jeg, at Elvira ikke skulle afleveres mere den uge. Det kunne jeg simpelthen ikke holde til.. Det kan I læse om her.

Da vi så nærmede os sommerferiens afslutning, og hverdagen med vuggestueaflevering også stod for døren, begyndte jeg så småt at få ondt i maven over, hvordan det ville gå med at aflevere efter så lang tid væk. Mark og jeg blev enige om, at vi/jeg ville bruge den første uge efter ferien på at ‘køre Elvira ind igen’, så hun kun skulle være afsted i vugger få timer de første par dage og så trappe det lidt op. Som en slags ny indkøring. Det følte vi begge var den mest milde og trygge måde at gøre det på. For os alle. Desuden havde mine forældre stadig ferie og var hos os den uge, så de kunne hjælpe med at hente tidligt (jeg stod for alle afleveringer) og gøre det lidt mere blidt.

Så hvordan er det gået?

Mandag var første dag tilbage. Omkring 8.30, hvor vi plejer at gå hjemmefra, spurgte jeg Elvira, om hun var klar til at komme i vuggestue, hvortil hun glad og ivrigt svarede: “JA” og fandt sin jakke og sko frem. Elvira trives virkelig meget i sin vuggestue, og hun er altid nem og glad at aflevere dernede, så andet ville også undre mig, men de to dårlige afleveringer ugen forinden sad stadig i mig, og jeg var lidt skeptisk omkring, om de også sad i hende.

Da vi kom ned i vuggestuen, kunne jeg med det samme mærke, at Elviras greb i min hånd var strammere, end det plejer, at hun skulle se alt og alle meget an, før hun gav smil og sagde hej, og at der umiddelbart ikke var nogle lege, børn eller pædagoger på stuen, der var interessante, selvom alt var tilbage til det gamle, og der ikke var ankommet ret mange børn.

Elvira gik medvilligt ud og vaskede hænder, som hun elsker, men hun tog mig hurtigt i hånden igen, og det tog mig lang tid at finde noget underholdning, der kunne løsne hendes greb i min hånd. Hver gang hun indvilgede i at lege med noget – f.eks. lego eller læse en bog – skulle det foregå på mit skød, og hvis jeg rykkede det mindste på mig, sagde hun “Nej, nej, mor” og tog fat i mig.

Pædagogen, der var med til at køre Elvira ind, som hun er rigtig glad for, forsøgte at hjælpe med underholdning og initiativer til at fange Elviras opmærksomhed, men det lykkedes ikke rigtig, og det endte selvfølgelig i gråd, skrig og knugen fast i mig, hver gang jeg fortalte, at jeg skulle afsted og bad om ‘farvelmysser’. Det var først, da jeg foreslog, at Elvira tog pædagogen i hånden og gik ud og hentede ‘Sui og Nui’ (sut og ninus), at Elvira indvilgede og gik med. Her var hun stoppet med at græde, men tårerne sad stadig lige i øjnene på hende, da jeg gik derfra.

Da jeg var kommet ud fra vuggestuen, kiggede jeg ind ad vinduet, og der sad Elvira i skødet på pædagogen og slappede af. Et par minutter senere fik jeg en sms fra vuggestuen om, at hun var glad igen, og senere på dagen – i forbindelse med at jeg delte min øv-morgen på Instagram, hvor jeg græd på åben skærm – skrev en anden forælder, at hun havde afleveret sin søn kort tid efter mig, hvor Elvira havde løbet rundt og leget og grinet og var løbet hen til hendes søn for at vise ham sine citroner på blusen. Det hjalp enormt meget at få at vide!

Men jeg brugte stadig resten af dagen på at føle mig som verdens bedste mor, og jeg havde let til tårer.

Så i forstår nok min frygt for, at samme scenarie skulle gentage sig om tirsdagen. Hvis det var tilfældet, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Det kunne jeg simpelthen ikke bære. Så selvom jeg skjulte det bag smil, glæde i stemmen og positiv snak om vuggestuen, pædagogerne og de andre børn, så var jeg ikke særlig begejstret for at skulle aflevere hende dernede. Men det skulle vise sig, at min frygt var helt uberettiget. Vi havde nemlig verdens bedste aflevering og hurtigste aflevering. Øøøhhh …

Elvira var super glad og begejstret, da vi ankom til vuggestuen og løb nærmest ind på stuen. Bevares, hun tjekkede lige, at jeg nu også kom efter hende, men hun var slet ikke så tryghedssøgende som dagen før. Vi vaskede hænder, og så gik Elvira ellers i krig med at lege på madrassen med selvsamme dreng, der dagen før havde fået en god historie om alle  citronerne på blusen. Ham er hun ret glad for. Hihi. Jeg så mit snit til at sige farvel, og det havde Elvira ikke nogle indsigelser omkring. Jeg fik mit kys og et “Hej hej”, og så var hun videre. Da jeg kiggede ind af vinduet udefra, var hun atter i gang med samme leg. SÅ befriende!

Onsdag holdte mormor og morfar fri med hende.

Torsdag udspillede fuldstændig samme scenarie sig som om tirsdagen. Torsdag faldt hun endda i søvn i armene på den ene pædagog inden frokost, fordi hun havde været lidt tidligere oppe og havde haft fuld fart på hele formiddagen i vuggeren. Jeg gik atter glad fra vuggestuen og havde en følelse af, at alt nok skulle gå, og at jeg ikke svigtede mit barn.

Fredag gik ikke helt lige så godt som tirsdag og torsdag, men slet heller ikke lige så dårligt som mandag. Der var ‘farvel-fest’ for en af pigerne i vuggestuen, så der var dækket fint op med dug og flag. Elvira kravlede selv til bords efter fingervask, og gav mig velvilligt et farvelkys, men begyndte alligevel at klynke, da jeg begyndte at gå. Havde der ikke været så mange på stuen i forvejen, var jeg gået tilbage til hende, men jeg vurderede, at det ikke ville gøre det lettere at forlade hende en gang til, og da en af pædagogerne var hurtige til at reagere på Elviras klynkeri, nåede det vist heller ikke at udvikle sig til mere end det. Der var i hvert fald ikke noget, da jeg smugkiggede ind af vinduet på vej ud.

Så alt i alt har det været en god uge med afleveringer, og jeg er så glad og lettet over, at Elvira forhåbentlig er tilbage til sit gode, gamle, glade jeg, og at afleveringerne bliver hyggelige fra nu af. Jeg krydser sådan fingre!!

Derudover vil jeg bare sige TAK for jeres søde ord, støtte og gode råd, når jeg deler så sårbare ting, som det her. Det varmer så meget og betyder mere end I aner, at I tager jer tid til at dele jeres egne oplevelser og give opbakning med på vejen. Det er virkelig stort af jer! Mange af os gennemgår det samme – nogen hårdere end andre – og det er på en eller anden måde rart at vide, at man ikke er alene om at føle sig som en shitty mor af og til. Så tak! ❤

3 UGERS SOMMERFERIE OG EN MASSE BILLEDER

Inden jeg tager jer med på et lille gensyn med vores 3 ugers (3,5 uge for mit og Elviras vedkommende. Læs hvorfor her) lange sommerferie, vil jeg lige starte 3 dage tidligere. Nemlig søndag d. 30/6, hvor jeg BLEV MOSTER!!! Jeg er blevet moster til den smukkeste, sejeste og lækreste lille pige, Merle. Min storesøster, som jo ellers havde termin præcis en måned før mig, og som jeg havde lagt mange hyggelige graviditets- og barselsplaner med, fødte nemlig sin dejlige, lille datter, min niece, 8 uger for tidligt, hvorfor vores sommerferieplaner (og barselsplaner) blev ændret en smule. Hihi. Selvom Merle er født tidligt, så er alt gået så fint, og de har det allesammen rigtig godt ❤

Men qua Merles tidlige ankomst (til stor glæde for os alle), og at de ligger på neonatalafdelingen, aflyste vi en tur til Tyskland og har holdt os så tæt på dem som muligt, så vi så ofte som muligt lige har kunne ligge et visit forbi for at sige hej. Nu har Merle været hos os i lidt mere end en måned, og hun har allerede taget os med storm. Ligesom hendes seje forældre har! Og jeg glæder mig så meget til at nyde min nye titel som moster og lære min lille pige bedre at kende!

Vores sommerferie kunne ikke være startet på bedre vis!

Se lige hvor smuk og dejlig Merle ser ud ❤

Vi har i år holdt ferie i Danmark, og det har været så dejligt! Det har været dejlig afslappende ikke at skulle planlægge en masse rejseri, men dagene og ugerne har stadig været propfyldte med skønne planer. Elvira og jeg gik på ferie tirsdag d. 2/7 – et par dage før Mark, der gik på ferie fredag d. 5/7.

De dage hvor Elvira og jeg havde ferie alene sammen, stod den primært på en masse is, nattøjs- og tøsehygge bare Elvira og jeg. Men derudover kom min farmor, Elviras oldemor, også på endagsvisit fra Fyn sammen med min far, så vi tilbragte en af dagene sammen med dem, og så kom min lillesøster Emilie også ud forbi, inden hun smuttede 3 uger til Bali. Det var en skøn måde at starte ferien på!

Og så blev det fredag, og så startede familieferien og de mange planer sådan rigtigt ❤

Vi var bl.a. til 2-års og 30-års fødselsdag hos gode venner. Her er Elvira sammen med sin gode veninde Isabella, der er 6 måneder ældre end Elvira, men de leger bare super godt sammen.

Vi var i Lyngby Storcenter og hygge med deres sommerferiebillet hele familien. Det var en dejlig dag! Feriebilletten kører frem til d. 11. august, så I kan nå at komme ud og få én på opleveren endnu.

Vi var til 3D scanning for at sige hej til lillebror og få nogle skønne billeder – præcis ligesom vi gjorde med Elvira. Vi var hos Ultralydklinikken, hvor vi har fået alle vores private scanninger, og det er bare så GODT hver gang!

Farmor og farfar ‘Kaus’ inviterede den ene dag på bondegård og den anden dag på Bakken! Begge dage var vi enormt heldige med vejret og havde de hyggeligste dage!


Derudover var vi i Zoo med mødregruppen. Elvira elsker Zoo, så der kommer vi så meget som muligt!

Og så var vi til familiehavefest med hele Schiøtte-klanen – hvor vi endnu engang var heldige med vejret! Her stod den på grill, spil og leg i haven, chips og slik i lange baner, sene sengetider, jacuzzibadning og ren hygge.


Vi tilbragte også en masse tid med gode venner. Og fik styr på en masse praktiske ting såsom ny klapvogn/barnevogn til lillebror, ufærdige detaljer på Elvira værelse, sorteret Elviras tøj og babyting, solgt møbler fra kælderen osv. osv. Det var nu også meget rart!

Og så tog vi til Vejers Strand med mine forældre for at komme ‘rigtigt på ferie’:

Det var nogle kanon hyggelige dage på badehotel og med sand mellem tæerne. Elvira eeeeelskede virkelig det fine og bløde sand fra Vejers strand!

Da vi kom hjem fra Jylland, tilbragte vi et par dage på Fyn. Mine forældre tog hjem i vores lejlighed i København, og vi boede i deres hus (mit barndomshjem) på Fyn imens. Der fik vi besøg af Elviras faster (Marks lillesøster), som vi viste rundt i Faaborg, vi besøgte Elviras farfar på campingplads i Nyborg, vi spiste is og lækker mad, og så var vi rundt og se på 2 mulige bryllupslokationer. Dem får I ikke billeder af, da vi gerne vil holde stederne, vi overvejer, private. 😉

Efter et par dage i Jylland og på Fyn, vendte vi snuderne mod København igen, hvor vi tilbragte resten af ferien med min familie, da Marks familie var startet på job igen. Her stod den på strandture, cykelture, Mark og jeg var på date, mens Elvira hyggede med mormor og morfar, vi besøgte min søster og niece Merle en masse gange, vi hentede moster Mille og onkel Martin i lufthavnen, vi drak drinks i solen på Toldboden, vi spiste mad på altanen, vi solede, og havde bare nogle fantastiske dage! Danmark kan altså noget, når man er heldig med vejret, omgivelserne og selskabet!

Det har været en usædvanligt dejlig ferie som på alle måder har levet op til forventningerne. Jeg føler mig så heldig med min familie, svigerfamilie og venner, der vil tilbringe så meget tid sammen med os.

JEG FRYGTER I MORGEN

Så er 3,5 uges ferie ved vejs ende. Det har været en fuldstændig fantastisk ferie med ro, travlhed, afslapning, sol, regn, hygge, kys, kram, is, strandture, sene sengetider, familietid, køreture, hygge på Fyn, hygge i Jylland, hygge på Sjælland, praktiske gøremål, bryllupsplanlægning, arbejde (for mit vedkommende – selvstændig #ogaltidonline, I ved) og meget mere. Det har været en dejlig ferie i det danske, og jeg kunne snildt nuppe et par uger mere!

Men i morgen står hverdagen for døren. Sådan næsten da. Mine forældre har en uges ferie mere, som de tilbringer her i København, da min storesøster, som jeg jo ellers skulle have været på graviditetsbarsel med fra nu af, fødte en dejlig, lille pige for en måneds tid siden. Mine forældre bruger derfor al deres tid på at være sammen med deres børn, svigerbørn og nu to børnebørn, og eftersom vi har plads til dem herhjemme, så bor de hos os, når de er herovre fra Fyn. Det nyder vi alle godt af – især Elvira, der elsker at stå op og løbe ind til mormor og morfar, hvor hun får serveret havregryn på sengen, mens der bliver læst bøger og sunget sange. Det er så hyggeligt! Og så skal det da ikke være nogen hemmelighed, at Mark og jeg også nyder godt af de ekstra hænder, der glædeligt tager Elviras lortebleer, leger med hende, giver hende morgenmad kl. når-det-passer-den-unge-dame, putter hende kl. når-det-passer-den-unge-dame, giver ekstra kysser, krammer og kildeture og samtidig hjælper med mange af hverdagens andre små gøremål. Det har været – og er – super skønt.

Men fra i morgen er jeg fuldt tilbage på arbejde, Mark starter på arbejde, og Elvira skal i vuggestue igen. Umiddelbart lyder det ganske uskyldigt.

Men det der med vuggestue … Det er jeg ret spændt på. Faktisk meget. Faktisk, for at være helt ærlig, så frygter jeg det, og jeg kan næsten tude bare ved tanken. For grunden til at vi har holdt 3,5 uges sommerferie og ikke kun 3 ugers ferie, som ellers var planlagt og tilrettelagt efter vuggestuens ferieuger i uge 28-29-30, er, at Elvira simpelthen blev så drøn ulykkelig og ked af det, da jeg afleverede hende i vuggestuen om mandagen og igen om tirsdagen tilbage i uge 27. Jeg gik fra et grædende barn, der vred sig i armene på sin yndlingspædagog, to dage i træk! Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte. 😥

Så tirsdag, da jeg selv gik grædende fra vuggestuen, ringede jeg til Mark og sagde, at jeg ville holde Elvira hjemme resten af ugen, fordi jeg simpelthen ikke kunne bære at aflevere hende sådan 3 dage mere. Da jeg gik ud af døren i vuggestuen, fik jeg øjenkontakt med en af pædagogerne fra den anden stue, som helt sikkert godt kunne se tårerne i mine øjne, og få minutter efter fik jeg en beroligende sms fra Elviras pædagog med 2 søde billeder af en glad Elvira, der sad med et stort smil og fik morgenfrugt. Det var dejligt! Og det hjalp på samvittigheden. Men det ændrede ikke på min beslutning. Så jeg tog hjem og knoklede for at komme så meget i bund med arbejde, som jeg kunne, og så gik Elvira og jeg på ferie kl. 15 dén dag.

Jeg lavede den her story tirsdag d. 2/7, da jeg gik hjem fra vuggestuen: 

Elvira plejer ikke at blive ked af det, når jeg afleverer hende i vuggestuen. Det gjorde hun den første måned i forbindelse med indkøringen – der blev hun ked af det hver dag, hvilket var enormt hårdt og gjorde ondt på mig, men da hun havde fundet sig til rette og var blevet tryg ved de andre børn og pædagogerne i vuggestuen, var der ingenting. Og det har der ikke været siden. Det plejer at være super hyggeligt med vores faste morgengåtur ned til vuggestuen, hvor vi siger hej til ænderne og ishuset, og når vi ankommer, siger vi hej til alle på vores vej, går ud og vaske hænder, og går i gang med en leg med de andre børn på stuen. Når Elvira så strutter munden og giver mig et kys, er det hendes tegn til, at hun er klar til, at jeg gerne må gå nu. Det er sådan en dejlig rutine.

Men sådan gik det ikke mandag og tirsdag. Og jeg tror, at det skyldtes sommerferie. Elviras stue var blevet slået sammen med en af de andre stuer, så der var kun 3 andre børn fra Elviras stue og 1 pædagog, og så var resten børn og pædagoger fra de andre stuer. Og selvom det er en lille institution, og Elvira kender de andre børn og pædagoger fra deres lege og ture i dagligdagen, så var tingene ikke som de plejer. Og det væltede åbenbart hendes verden. Og min.

Og jeg frygter, at det kommer til at gå på samme vis i morgen. Fordi vi nu har været væk så længe, og fordi Elvira har vænnet sig til en hverdag, hvor hun får fuldt fokus fra Mark og jeg, bedsteforældre, onkler, mostre og tanter. Så når jeg i morgen skal efterlade hende med nogen, hun ikke har været sammen med længe, som sikkert også selv er fortvivlede og kede af det af samme årsag, så frygter jeg bare reaktionen. Virkelig meget. Virkelig, virkelig meget.

Jeg har besluttet, at jeg vil bruge ugen på at ‘køre Elvira ind’ igen, så hun i morgen kun får en kort dag uden lur i vuggestuen, og så trapper vi op i løbet af ugen. Så vi kan lave en ny form for indkøring på stille og rolig vis. Jeg ved ikke, om det er det rette at gøre? Eller om jeg bare forlænger pinen? Men det er planen nu. Hvis alt bare går super godt i morgen, kan det være, at vi ændrer strategi, men indtil videre føles det her som det mest rigtige at tage det stille og roligt og træne ‘afleveringen’. Når det nu skal være. For hun virker glad, når hun først ér der. Men hendes dag skal ikke starte med gråd og frygt for at blive efterladt. Det kan og vil jeg ikke bære.

Så jeg frygter i morgen. Det må jeg sgu indrømme.