Årh, så er han her!! Lige her ovenpå mig! Ikke inde i maven længere, men lige her, sådan rigtigt ❤️Min Valdemar.
8 dage ekstra skulle han have, inden han på helt perfekt vis meldte sin ankomst søndag d. 6/10 kl. 16.45. 4150 gram og 55 cm ren kærlighed (samme dag som jeg udgav det her meget populære indlæg om graviditetskroppen. Tænk sig at jeg få timer senere skulle gå i fødsel. Haha).
Det var en helt perfekt og fejlfri fødsel, som jeg glæder mig helt enormt meget til at fortælle jer mere om på et tidspunkt. Det var den fedeste oplevelse! Med Elvira fødte jeg midt om natten kl. 03.38 efter maaaange timer, mens det denne gang var på en højlys solskinsdag kl. 16.45 efter kun få timer. Begge gange var dog fantastiske oplevelser på hver sin måde – og så var begge gange faktiske søndage, hvilket er lidt sjovt. Jeg skal nok få skrevet min fødselsberetning for begge fødsler. Jeg skylder for Elviras. 😉
Lige nu prøver vi bare at finde os til rette i vores nye, skønne tilværelse. Valdemar er rigtig sød ved os indtil videre, amningen kører godt, og mælken er løbet til i dag. Derudover så har Elvira taget fuldstændig fantastisk imod Valdemar. Hun er simpelthen så sød, nysgerrig, stolt, kærlighed, betænksom og rummelig. Slet ikke misundelig. Endnu i hvert fald.
Vi er også så heldige, at mine forældre er hos os i disse dage, så der er ekstra hænder og ekstra opmærksomhed til Elvira. Vi har valgt at holde hende hjemme fra vuggestuen her de første par dage, så hun ikke føler, at hun bliver afleveret, mens mor, far og lillebror bare hygger derhjemme. På denne måde føler hun, at hun er en del af det hele, og hun kan få opmærksomhed fra os begge og samtidig mormor og morfar. Og de andre familiemedlemmer og gæster, der kommer forbi. Det fungerer indtil videre rigtig godt, og vi er allesammen meget glade og nyforelskede. Vi forsøger at inddrage hende i bleskift, amning og når han giver lyd fra sig, og så lader vi hende ae, kilde, nusse, holde og undersøge lige så meget hun vil. Og det vil hun meget. Det er så skønt!
I skrivende stund er Mark og Elvira ude og handle ind, og mine forældre er hjemme hos Cecilie, min storesøster. Valdemar og jeg er derfor alene for første gang. Det går ganske smertefrit. Han sover bare på mit bryst. Så jeg så lige mit snit til at bruge 10 min på at tjekke ind her.
Jeg glæder mig til at dele mere med jer. Hvis I har lyst, så kan I følge med på Instagram @frederikkeegel, hvor jeg deler en lille smule fra vores nye liv. Vi tager tonsvis af billeder og videoer, så når der lige er tid til det (hvilket der sjovt nok er ret ofte, når man ammer 20 ud af 24 timer i døgnet), så får jeg opdateret lidt hist og her. Hihi.
Og så vil jeg selvfølgelig også lige sige TAK for jeres lykønskninger! Det er SÅ overvældende!
Og så gik der en uge mere siden sidste preggo update – jeg er nu 41+1 og stadig uden baby. 😀 Det havde jeg nu ret meget forudset, eftersom Elvira også blev inde i maven i 10 dage ekstra. Hihi. Jeg nyder det bare, og jeg elsker at være gravid, og til trods for alle generne og forandringerne så husker jeg mig selv på, at det er så kort tid, og det er så unik en oplevelse hver eneste gang, at det er bare med at nyde det!
Når dét så er sagt, så sker der selvfølgelig også nogle ting med kroppen, som er mindre fantastiske, og som jeg egentlig synes fortjener lidt fokus, fordi det altid er sådan lidt pinligt og tabubelagt at snakke om. Måske ens bryster ændrer sig, måske man får strækmærker, blodsprængninger, bredere hofter, væske i kroppen, ondt alle mulige mærkelige steder, måske man vralter som en and, måske man bliver træt og doven, måske man tager meget (eller lidt?) på osv. osv. osv. Det er umuligt at undgå, at der sker forandringer i kroppen – for der sker rigtig mange nye ting med ens krop qau de processer, den skal igennem for at skabe et liv. Og det kan mange måske have svært ved acceptere. Den følelse kan jeg i hvert fald godt selv genkende. Det der med netop ikke at kunne genkende sig selv.
Jeg står nu her 24kg tungere og en masse tigerstriber rigere – og for ikke at nævne mine sørgelige bryster, hævede fødder, hænder og kinder samt betydeligt større lår, arme og hofter – og jeg må da indrømme, at det kan genere mig. Lige når jeg kigger mig i spejlet, så generer det mig, at jeg ikke kan styre, hvad der sker med min krop, og at jeg ikke er tilfreds med de ting, der sker. For det fortjener min krop ikke. Den fortjener ikke at få skæld ud over at forandre sig. Den fortjener ikke at få skæld ud, fordi jeg ikke lige synes, at jeg passer ind i idealet med min appelsinhud, blodsprængninger på balder og lår, større overarme, bløde bryster osv. Den fortjener ikke at få skæld ud, for den er jo for pokker ved at skabe et liv! Den er ved at skabe min lille baby! Dét er altså vigtigt at huske på!
Da jeg blev gravid med Elvira vejede jeg 70kg og endte med at tage ca. 16kg på i hele graviditeten med hende. Det vil sige, at jeg endte på 86kg. Efter fødslen tabte jeg mig ret meget, og jeg endte med at komme ned på 60kg, hvilket også var det, jeg vejede, inden jeg blev gravid med Valdemar. I denne graviditet har jeg taget ca. 24kg på og vejer dermed 84kg.
Jeg kan se, at mange af forandringerne er ens i begge graviditeter, omend der er sket større forandringer denne gang end første gang. Som I kan se, så – for mit vedkommende – får jeg rigtig mange blodsprængninger og strækmærker på mine lår og balder, når jeg er gravid. Mange af blodsprængningerne gik i sig selv i månederne efter fødslen med Elvira, men der er stadig en del strækmærker på mine lår, der er blevet. Det samme gælder strækmærker omkring min navle, hvor jeg har haft piercing. Derudover så tager jeg ret meget på på mine lår og arme, hvilket får mig til at se (og føle mig) rundere.
Selvom det kan være svært at elske sin krop, når den forandrer sig så meget, og selvom man måske har svært ved at genkende sig selv og føle, at man ser vidunderlig ud med +20 ekstra kg, væske i kroppen, strækmærker, bløde bryster, bredere hofter osv., så er det virkelig vigtigt at huske sig selv på, at kroppen véd bedst! Den forandrer sig og gør de ting, som den nu engang gør, fordi den er ved at skabe liv og derved sker der en masse processer, der ændrer kroppen.
Jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg er nødt til at overgive mig fuldstændig til min krop og have tillid til, at den gør dét, der er nødvendigt for, at Valdemar har det godt derinde. Det er også en måde at ‘undskylde’ de mange kilo, der ugentligt kommer på samt de store forandringer, der er sket alene bare de sidste par måneder af graviditeten, haha, men det er også helt ok! For det er ikke rigtig noget, jeg kan styre alligevel – det er bare vigtigt at give plads og rum til at lade det ske.
Det er ikke nemt. Det indrømme jeg gerne. Selvom jeg langt hen ad vejen elsker min krop, er mega stolt over den og synes, at den er pissehamrende sej og flot, så ville jeg da også mega gerne være foruden førnævnte forandringer i mine graviditeter. Jeg ville da mega gerne nøjes med at tage 8kg på, hvoraf 2 af dem sidder i babserne, 3,5 på baby og så lidt ekstra blod og væske hist og her. Men sådan er jeg ikke bygget. Og sådan arbejder min krop ikke. Og det er okay. For den er lige som den skal være – og det skal den også nok blive efter graviditeten. Især hvis jeg gør en lille indsats for at spise ordenligt og få gået nogle ture, så forbrændringen bliver sat i gang.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg egentlig vil hen med det her indlæg, men jeg ville bare rigtig gerne vise både DIG og MIG SELV, at det altså er helt ok og helt normalt, at ens krop ændrer sig, og at det er helt ok, at man er træt af det – så længe man husker sig selv på, at der er en mega, mega, mega vidunderlig og fantastiske grund til forandringerne – og der er en mening med det hele. Det er ikke altid lige nemt at få peppet sig selv op og få talt sin sag, så jeg håber, jeg har kunne være med til at give et eller andet til jer ved at ‘stå frem’ og vise, at man ser ud på én måde med tøj på og på en anden måde uden tøj på. Og at vi alle ‘kæmper’ med et eller andet omkring os selv. Også selvom det ikke virker sådan på Instagram.
Alt i alt er jeg super tilfreds med min krop og mit udseende, og jeg synes, at det er så vanvittigt beundringsværdigt, at den nu er ved at skabe liv for anden gang – men jeg bliver altså også ramt af usikkerhed og bitterhed over, at jeg ikke bare står knivskarpt (hvordan ‘knivskarpt’ fortolkes er jo meget individuelt), og det er helt ok. Så længe man ikke lader sig styre af det mere end højest nødvendigt.
Giv din krop plads, tid og rum til at gøre det, den skal. Den ved bedst. Og du skal nok lære at leve med den og acceptere den – uanset hvordan den ser ud efter graviditeten. Eller så findes der heldigvis personlige trænere. 😉
Tro på dig selv og din krop – den er sej,,du er lige præcis, som du skal være. Og det er jeg også ❤
BRUG KODEN ‘10FREDER’ OG SPAR 10% RABAT PÅ ALT (INKL. UDSALGSVARER OG ALLE TILBUD/RABATTER I DENNE WEEKEND) ELLER BRUG KODEN ‘FRIFRED‘ OG FÅ FRI FRAGT HOS COCOPANDA!! (Der kan kun bruges én kode pr. kunde/ordre én gang. Cocopanda donerer 10kr pr kunde der køber noget i weekenden)
Læs mine tidligere indlæg for Cocopanda her, her og her.
Hvis I følger med på min Instagram, så har I måske bemærket, at jeg er begyndt at style mit hår lidt mere, end hvad jeg ellers plejer (se her, her, her og her). Det til trods for, at jeg er højgravid og virkelig ikke orker at gøre ret meget ud af mig selv. Haha. Men jeg har fundet et nyt krøllejern (eller en varmebørste, som det vist hedder), der giver mit tynde og helt flade hår det vildeste løft og boost på under 10 minutter! I kan se på billederne ovenover, hvor stor en forskel der er, og der har jeg seriøst kun brugt børsten i mine spidser og mit pandehår (der er et highlight på min Instagram, der hedder ‘hår’, hvor I kan se, hvordan jeg gør). Gør det ikke en kæmpe forskel?! Børsten er fra OBH Nordica og kan findes hos Cocopanda lige her. Min er i størrelsen 38mm, men den findes også i 30mm og 45mm, hvis man vil have større eller mindre bølger. Derudover …
DISSE PRODUKTER BRUGER JEG TIL AT HJEMMEFARVE MINE BRYN (farven udenom brynene forsvinder i løbet af et par timer, men et tip er at smøre vaseline rundt om brynene for at undgå, at farven sætter sig på huden. Det har jeg dog ikke gjort her, fordi jeg først fik tippet efter. Haha): 1. HER 2. HER 3. HER 4. BØRSTE HER
… så er det også heftigt efterspurgt, hvilke produkter jeg bruger til at hjemmefarve min bryn med, så det har jeg også lavet en highlight omkring på min Insta. Alle produkterne er også købt hos Cocopanda, så for god ordens skyld får I også lige produkterne og en lille step-by-step guide herover. Det er super nemt og tager ingen tid, men det gør til gengæld en kæmpe forskel, at man lige har lidt farve i brynene, når man står op om morgenen, så man ikke helt ligner et spøgelse. 😉
Og nu til den bedste nyhed, hvis nu I skulle til at købe nogle af de anbefalede produkter ovenfor: i denne weekend afholdes der Lyserød Lørdag i anledning af den årlige Støt Brysterne kampagne. I den forbindelse har Cocopanda valgt at bakke op om indsamlingen og kører derfor Lyserød Weekend; det vil sige, at udover at der fredag, lørdag og søndag er vilde og unikke rabatter og tilbud, der kun gælder denne weekend, så donerer Cocopanda tilmed 10kr for hver eneste kunde, der køber noget i denne weekend, til Støt Brysterne!
Og ikke nok med dét så har jeg også et par rabatkoder, der giver ekstra rabat ved at shoppe denne weekend. Fordi udover de tilbud som Cocopanda kører i anledning af Lyserød Weekend (se nedenfor), så giver min kode ’10FREDER’ yderligere 10% rabat på jeres køb – det gælder også de nedsatte varer! Derudover har jeg også en kode der hedder ‘FRIFRED‘, der giver fri fragt, men man kan kun benytte én af koderne pr. ordre, så tjek lige hvad der giver bedst mening for dit køb!
SØNDAG (TILBUDDENE GÆLDER KUN I DAG SØNDAG): Pssst: Husk at for hver kunde, der køber noget mellem fredag og søndag, donerer Cocopanda 10kr til brystkræftsagen! Og husk at brug en af mine koder for at få ekstra rabat eller fri fragt oveni!
Udover de tilbud, så har Cocopanda også en “GRATIS” tilbudsløsning, hvor man kan få et gratis produkt med oveni købet. Det kan I tjekke ud HER.
Jeg håber, at I får glæde af rabatterne denne weekend, og at I samtidig selv støtter op om Støt Brysterne kampagnen. Det er en vigtig sag. Hver dag er der nemlig kvinder, der får konstateret brystkræft. Det er så forfærdeligt.
Jeg synes, det er super fedt, sympatisk og smart af Cocopanda at lave denne Lyserøde Weekend, fordi det er win/win for alle, og jeg kan allerede nu afsløre for jer, at der kommer nogle virkelig gode tilbud hele weekenden! Så hvis I alligevel står og mangler lidt beautyprodukter og samtidig vil både spare lidt penge og støtte en god sag, så er det med at slå til i denne weekend. Jeg håber, I kan finde noget og bruge mine rabatkoder! Besøg Cocopanda og se mine produkter HER.
Det skærer en lille smule i mit hjerte at skrive (og ikke mindst erkende) det, men det gør jeg altså. Frygter amningen. Frygter at jeg skal igennem et smertehelvede igen. Frygter at det ikke kommer til at gå godt.
Jeg har tidligere delt lidt om mit amme-helvede her og her.
Men sådan har jeg det altså. Desværre. Det skyldes nok en blanding af, at jeg ved, hvilken smerter jeg (muligvis) skal igennem, fordi jeg har oplevet, hvor smertefuldt amning kan være, samt at jeg ikke synes, at mine bryster har opført sig på samme måde i denne graviditet, som de gjorde i graviditeten med Elvira, hvorfor jeg godt kan være lidt bange for, at det vil blive en kamp.
Med Elvira havde jeg allerede råmælk i uge 17, hvor mine bryster var begyndte at dryppe. Det opdagede jeg, da postbuddet kiggede lettere forskrækket på mine to struttende bryster, der havde efterladt store mælkepletter på mit grå joggingsæt, hvilket jeg ikke selv havde set. Det var lettere akavet, men samtidig også fantastisk og enormt priviligeret, at jeg allerede dér kunne konkludere, at jeg i hvert fald havde mælk i brysterne. Og masser af det.
Der gik heller ikke mange minutter fra, at Elvira kom til verden, til hun søgte efter brystet – og fik det. Med succes. Mine bryster var totalt klar til hende, og hun havde super god sutteteknik. (Det er jo heller ikke for sjov, at hun tog 450 gram på om UGEN de efterfølgende par måneder. Haha)
Men allerede dér, på barselsafsnittet, få timer efter at Elvira var født, begyndte det at nive lidt i brystvorterne, når jeg lagde Elvira til, hvilket jeg ca. gjorde en gang i timen. Jeg lå med brysterne frit fremme, så de kunne få luft, jeg smurte løs med Lanolin creme, som vi fik udleveret på hospitalet, jeg fik tjekket Elviras sutteteknik massevis af gange, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at tilsikre, at amningen foregik korrekt og på bedste vis. Men intet hjalp. Smerterne tog til. Også selvom alt så perfekt ud.
Da vi kom hjem fra hospitalet tog det endnu mere til, og Elvira fik langsomt suttet en større og større flænge på ydersiden af begge mine brystvorter. Min sundhedsplejerske (SP) ville gerne undgå, at jeg fik ammebrikker på, da det kunne gøre Elvira sutteforvirret, ligesom vi også først ‘fik lov’ til at give Elvira sutten efter 12 dage. Når man er førstegangsmor har man en tendens til at lytte rigtig meget på de professionelle og stole på deres ord – også selvom ens mavefornemmelse måske siger noget andet. Det gjorde min i hvert fald med hensyn til ammebrikkerne. Og dér skulle jeg nok bare have lyttet til mig selv. Men det gjorde jeg ikke.
Først til sidst. Hvor jeg endte med selv at sige til min SP, at hvis ikke jeg fik de skide brikker på nu, så var det bare et spørgsmål om tid, før jeg ville finde mine brystvorter i Elviras ble eller simpelthen helt stoppe amningen. Alene pga. smerterne. Og ingen af delene havde jeg lyst til, men jeg kunne simpelthen ikke forsætte. Hver gang Elvira gryntede eller gav tegn til brystet, tænkte (og sagde) jeg; “Åh, nej. Ikke igen”. Og så lagde jeg hende til i ren smerter og nød slet ikke at amme hende. Og sådan skal det altså ikke være! Sådan ønskede jeg i hvert fald ikke, at det skulle være! Så efter 14 dages kamp ‘gav min SP mig lov’ til at løbe på apoteket og købe ammebrikker (jeg købte disse i str. M, som jeg varmt kan anbefale). Jeg gik direkte hjem og kogte dem og tog dem på og hold nu kæft hvor var det den mest befriende følelse i hele verden!!! Ej, jeg glemmer aldrig den lettelse!
Ammebrikkerne tog (hvad der føles som) 90% af vakuummet, trykket og smerterne fra brystvorten, hvorfor det pludselig var en helt anden følelse at amme igen. Det var simpelthen så befriende! Elvira var heldigvis så lille og så sulten, at hun ikke bemærkede, at min brystvorte var tredoblet i størrelse og var mere glat og plastisk-agtig i følelsen. Så længe der kom mælk ud, så var hun tilfreds. Det var ligeledes intet problem at afvænne hende fra brikkerne et par uger senere, da mine brystvorter var helet, og jeg igen havde mod på at amme uden. Resten af tiden gik amningen fejlfrit, lige pånær en kort periode ved tandfrembrud, hvor ammebrikkerne måtte på igen, men ellers havde vi 14 dejlige måneder, indtil Elvira sagde stop til amning.
Her anden gang er jeg selvfølgelig meget klogere på, hvordan amning skal føles, hvordan Valdemar skal ligges til, så han sutter korrekt, og hvad jeg skal gøre, hvis jeg kommer ud i lignende situation med flækkede/sprækkede brystvorter – ligesom jeg vil være meget bedre stillet i forhold til at lytte til min egen mavefornemmelse frem for bare at sværge til SPs ord.
Men fordi mine bryster slet ikke har opført sig på samme måde mht mælken i denne graviditet, kan jeg godt være lidt nervøs for, at det vil tage længere tid for mælken at løbe til – og at jeg derved vil opleve samme (eller værre) slid på mine brystvorter, før det hele kører af sig selv.
Med Elvira løb der mælk fra mine bryster fra uge 17. Her med Valdemark er der ingenting kommet… Not a single drop. Og nu er jeg altså gået 4 dage over termin… Jeg føler ikke engang spændinger i brystet, og de er stadig flade og bløde som før.
Jeg overvejer, om jeg skal hive fat i brystpumpen og få aktiveret mælkeproduktionen med hjælp fra den? Jeg ved jo, at han er lige på trapperne, så måske det kunne hjælpe på at have stimuleret brysterne, så mælken er klar til ham? Men jeg aner ikke, om det er en god eller dum idé? Er der nogen af jer, der har erfaringer med at få mælkeproduktionen i gang inden selve fødslen?
Vi skal til jordemoder i morgen, så det vil jeg prøve at vende med hende der, men måske nogen af jer har personlige erfaringer?
Under alle omstændigheder krydser jeg fingre for, at jeg kan få lov til at amme endnu engang. Det ville være fantastisk!
I går ramte Valdemar og jeg terminsdagen. 40+0. Wuuhuu! Tillykke til os! Jeg kan godt lide at ramme terminsdagen. Og jeg har heller ikke noget imod at gå over tid, som jeg er i gang med nu. Og som jeg gjorde med Elvira (10 dage). For jeg elsker at være gravid! Trods alle besværlighederne, de store og uforudsigelige smerter, der er forbundet med de store ændringer, der sker med kroppen samt alle bekymringerne omkring det uhåndgribelige, man ikke selv er herre over ved en graviditet. Dét er forvirrende og skræmmende. Men jeg elsker det alligevel. Eller, jeg elsker dét, der kommer ud af det!
Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der ikke har det på helt samme måde omkring graviditeter, og jeg kan sagtens genkende følelsen af alt ville ‘have det overstået’ – hvadenten det så er af fysiske eller psykiske årsager. For det ér hårdt. Og det ér overvældende. Og det er mega skrøbeligt. Så det er helt ok at føle forskelligt omkring graviditer – og ditto lige efter fødslen. Det er meget forskelligt, hvordan man selv (og kroppen) reagerer. Og det er også noget af det smukke ved det – at alt er unikt.
Der sker mange ting med en selv, ens krop og ens sind i en graviditet, og man kan ikke forudsige, hvordan man vil tackle det, eller hvordan det hele vil gå.
Jeg har to gange undervejs i graviditeten frygtet, at der var noget alvorligt galt. Første gang var efter en travl periode, hvor jeg simpelthen fik så store smerter i maven, at jeg frygtede, at jeg var gået i fødsel. Det skrev jeg omkring her. Den anden gang måtte jeg forbi hospitalet igen, fordi Valdemar simpelthen havde været så sløj og stille i over et døgns tid, og jeg kunne intet gøre for at kvikke ham op. Jeg kunne godt mærke ham af og til, men ikke ret meget. Han plejer at markere sig ret meget, så da han lige pludselig var så stille så længe, satte alle følehorn ind, og jeg blev meget bekymret. Vi kom ind til tjek, og der var heldigvis ikke noget. Dagene efter livede han også op igen og har siden været flyvende. Heldigvis. Derudover har vi været igennem en kæmpe rutsjetur på den private front herhjemme, hvor vi fik et chok uden lige. Dét har været hårdt!
Men nu er vi her. Ved målstregen. Og alt er godt. Og nu glæder vi os bare til, at lillebror melder sin ankomst. Uanset hvornår det bliver. Vi er så spændte på vores nye liv og på Elviras nye rolle. Det bliver så sjovt at se, hvordan hun tackler det hele. Min store, lille pige.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg går et par dage over tid endnu – muligvis 10 – men det kunne være sjovt at høre, hvornår I tror, at jeg popper? Vil I være med til at gætte i kommentarfeltet? 😃👇🏼
Hej! Mit navn er Frederikke Egel, og jeg er 25 år gammel. Jeg er forlovet med Mark, som jeg har været kærester med siden 2012, og sammen har vi vores elskede datter Elvira, der er født nytårsaften d. 31.12.17. Her på bloggen finder du en masse personlighed pakket ind i indlæg, der kan handle om alt fra familielivet, mor-tanker og kæresterier til mode, beauty og bolig. I 2019 skal vi flytte, og vi glæder os meget til at dele det hele med jer! Velkommen til!
