SØNDAG | SE VORES SOVEVÆRELSE OG NYE SENG

BLOGLAND: DEN ULTIMATIVE GUIDE TIL AT STARTE EN BLOG

Så er det blevet tid til 2. indlæg i min ‘BLOGLAND’-serie, hvor jeg guider og rådgiver jer omkring blogging, online markedsføring og influencer-verdenen ud fra mine tanker og erfaringer. I dag skal det handle om det helt grundlæggende og tekniske ved en blog; nemlig oprettelse, domæne, design, blogindlæg, trafik osv.

Inden vi går i gang, så læs eller genlæs det 1. indlæg i serien, hvor jeg introducerer jer for ‘BLOGLAND’ og skriver om de 5 bedste og værste ting ved at være blogger HER.

Når du skal oprette en blog, er der en række ting, som du skal have styr på inden og være opmærksom på. På den måde sikrer du dig, at du er helt klar til at lave dit første blogindlæg og invitere læsere ind.

1. HVAD SKAL DIN BLOG HANDLE OM?
Det allerførste step, og nok også det allervigtigste, er, hvad din blog skal handle om. Brug et par timer på at læse andres blogs, surf på nettet, skriv ned hvad der interesserer dig, gør dig tanker om hvad du er god til, hvad du kan bidrage med i dette virvar af bloggere, og udspecificer hvorfor folk skal læse din blog i stedet for de 30.000 andre blogs, der allerede eksisterer. Er du god til at tegne, sætte hår eller noget andet? Har du lyst til at dele tips og tricks om dine evner? Skal du ud og rejse? Har du en hobby, du vil fortælle om? Vil du bare gerne reflektere over dit liv online? Vil du bruge bloggen til at tjene penge? Du behøver ikke have ét specifikt formål eller ét specifik emne med din blog, men du skal have en idé om, hvad den skal handle om, så du kan gøre det klart for dig selv og dine læsere i dit allerførste indlæg.

2. VÆLG ET NAVN + KØB DOMÆNE
Inden du går i gang med step 3 om oprettelsen af selve bloggen, så er det vigtigt, at du har gjort dig nogle tanker omkring navnet på din blog og ydermere tjekket, om det domæne er ledigt. Uanset om du ønsker en hobby- eller businessblog, så er det en god idé at have sit eget domæne, så du ejer hjemmesiden, du bruger navnet på.

Det er altid en god idé at vælge et navn, som afspejler hvad bloggen handler om og som er nemt både at huske og at stave. Og det må gerne være så kort som muligt, så drop: ‘Frederikkesdagbogomlivetiørestaden.dk’ og brug i stedet ‘Fredeiørestaden.dk’. Også gerne kortere. Og mindre kikset. Ønsker du at oprette en nicheblog med ét specifikt formål, så vil jeg anbefale, at du nævner din niche i overskriften. F.eks. hvis du vil lave en strikke-blog, så kald den noget ala ‘Læratstrikke.dk’ eller ‘strikmedmig.dk’. På den måde ved folk, hvad din blog handler om, allerede inden de er gået ind på den. Det er også godt på Google i forhold til ranking. Ønsker du derimod have en mere overordnet blog, hvor du vil kunne skrive frit om alt muligt, så vil jeg anbefale, at du kalder bloggen f.eks. dit eget navn, som jeg har gjort, eller noget andet mere objektivt. På den måde er du ikke begrænset til kun at skrive om strikke-guides eller pænt tøj.

Når du har valgt dit navn, så skal du ind og købe domænet med enten .com eller .dk. Her er der flere forskellige sider, der kan bruges f.eks. one.com, unoeuro.com, dandomain.dk, dk-hostmaster.dk osv. Jeg bruger sidstnævnte og har aldrig oplevet problemer. Afslutningsvis vil jeg også anbefale, at dit blognavn og domænenavn er det samme. Min blog hedder Frederikke Egel og mit domæne hedder www.frederikkeegel.dk. Det gør det let for folk at huske, når de søger efter dig.

Læs også: Sygt gode tips til at få mange læsere på sin blog

3. OPRET BLOGGEN + FIND DESIGN
Når du har besluttet dig om step 1 og 2, er det blevet tid til at oprette selve bloggen, så du kan komme i gang med at skrive dit første indlæg. Jeg startede ud med at oprette en blog på Blogspot, hvor de havde et udvalg af designs, som jeg brugte. Det fungerede fint, men med mine erfaringer i dag og med de platforme, der allerede eksisterer, vil jeg anbefale dig at oprette en blog hos f.eks. Nouw eller Bloggers Delight. Det er to platoforme, som jeg har gode erfaringer med, og hvor du kan få hjælp til teknikken. Hos Bloggers Delight er du dog ret begrænset af deres standard design, så hvis du ønsker mere frihed med design og udseendet af din blog, vil jeg nok anbefale Nouw. Ønsker du fuld frihed til fuldstændig selv at lege med design på bloggen, så vil jeg anbefale, at du opretter en WordPressblog, hvor du helt uafhængigt kan tilkøbe dig hvilket som helst design efter dit eget valg – det er bare med at google sig frem til forskellige designs. Her står du dog helt selv for al teknikken osv. fordi du ligger alene, men på den måde får du også den mest unikke og personlige blog. Så det er lidt smag og behag. hvad der tiltaler en allermest.

En anden fordel ved at oprette sig hos f.eks. Nouw eller Bloggers Delight er, at du derved allerede er inde og mænge dig med andre bloggere, fordi I ligger på samme platform. Der vil være flere, der tilfældigt finder forbi din blog, når du ligger på en større platform, end når du ligger alene. Her kommer det dog an på, hvad din blog skal handle om. Begge netværks er nemlig meget orienteret omkring mode, livsstil, bolig, forældrelivet, beauty osv., så hvis du nu overvejer en strikke blog, så skal du måske bare ligge for dig selv.

4. TESTINDLÆG
Nu er det blevet tid til at teste alle ovenstående punkter. Lav derfor et prøveindlæg, hvor du tager udgangspunkt i, at dette skal udgives, men hvor du egentlig bare laver det for at teste dig selv samt din blog af. Får du formuleret et ordentligt velkomstindlæg med lidt skriver om, hvad din blog omhandler? Ser dit design pænt ud, når du udgiver? Kan man læse skrifttypen? Er headeren pæn? Er dit domæne- og blognavn nemt og forståeligt? Har du let ved at skrive indlæg, eller bliver det en kamp hver gang? Hvordan er din følelse med det hele i maven? Osv.

5. LAV 3-5 INDLÆG INDEN DU OFFENTLIGGØR DIN BLOG
Inden du begynder at fortælle offentligheden om din blog, hvilket jeg godt kan forstå, at du ikke kan vente med, så træk lige vejret. Der skal nemlig være mere inde på din blog at komme efter end blot et velkomstindlæg. Der skal være nogle indlæg, der vækker appetitten for folk. Nogle indlæg der gør, at folk allerede har lyst til at besøge din blog igen, når de har forladt den første gang. Nogle indlæg der får folk til at søge efter dig på Facebook og Instagram, fordi de nu vil følge dig og din blog overalt. Lav derfor 3-5 spændende, varierende, informerende og sjove indlæg, der afspejler din blog. Foruden velkomstindlæg. F.eks. kunne strukturen være: 1. Et ‘velkomst’-indlæg, hvor du præsenterer bloggen og dig selv. 2. Et ‘get to know me’-indlæg, hvor folk lærer dig bedre at kende. 3. E
t ‘klassisk’ indlæg der afspejler dét som bloggen kommer til at handle om, f.eks. outfitbilleder, en rejseguide, en step-by-step strikkeguide osv. 4. Et sjovt indlæg der giver dig noget karakter og humor, hvor du sætter tingene lidt på spidsen. 5. Og så endnu et klassisk indlæg. På den måde har du skabt en god forståelse og opbygning af, hvad din blog handler om, og så har læserne lyst til at komme tilbage. Hvis din blog interesserer dem selvfølgelig.

Læs også: Rekordmåned: mit højeste læsertal nogensinde

6. MÅL DIN TRAFIK
Inden du udgiver dine nye indlæg, så vil jeg anbefale dig at installere en ‘trafiktæller’ på din blog. En tæller der kan måle, hvor mange der besøger din blog, hvor i landet de er fra, hvor gamle de er, hvor meget de klikker sig rundt, hvilke indlæg der er mest populære osv. Det er altid sjovt at se, hvordan ens læsere er, og hvis man er rigtig dygtig og nørdet, så kan man blive både bedre og større af at tage de tal seriøst. Hvis et indlæg f.eks. har været vildt populært, er det en god idé at lave et opfølgende indlæg eller noget lignende, for så har man en idé om, at ens læsere godt kan lide den slags.

De fleste bloggere bruger Google Analytics, og det er også det eneste værktøj, jeg selv bruger, udover Nouws egne tal. Google Analytics er et uafhængigt værktøj, der er anerkendt verden over, og mange virksomheder vil ofte have dine tale derfra i stedet for netværksnes egne tal, da man derved er sikker på, at det er samme fremgangsmåde for alle. Det giver god mening, synes jeg. Du kan læse mere om, hvordan du installerer Google Analytics på din WordPress blog her, og så er det bare med at nørde det.

7. OPRET SOCIALE MEDIER
Når du har været på markedet i noget tid, og når du føler, at du opdaterer din blog ofte nok, så vil jeg anbefale, at du opretter sociale medier til din blog. Her taler jeg primært om en Bloglovin’ og en Facebookside. Jeg går ud fra, at du allerede har en Instagram, og på Instagram er det ikke lige så populært at oprette en ekstra profil til sin blog – der bruger man bare sin private. Men på Facebook kan det være rigtig smart at oprette en ‘side/page’, så folk kan gå ind og like din blog og følge med derindefra. Jeg har selv en Facebookside, som jeg opdaterer dagligt – både med nyeste indlæg, med billeder, artikler, sjove (synes jeg selv) opslag osv. Ens Facebookside må gerne indeholde lidt mere end blot nye blogindlæg, for det har man Bloglovin’ til. På Bloglovin’ følger man en person eller en blog og så kommer det op på ens startside, når der er ny aktivitet fra dem, som man følger. Derfra klikker de sig ind og læser indlægget. Både Bloglovin’ og Facebook fungerer rigtig fint, så begge dele er smarte at bruge for at skabe mere trafik til sin blog.

8. VÆR AKTIV, SYNLIG OG GENKENDELIG
Jeg kommer til at skrive helt specifikt indlæg omkring trafik på bloggen, og hvordan man skaffer sig læsere (som ikke er for sjov som dette) men et godt udgangspunkt er selv at være aktiv, synlig, genkendelig og opsøgende. Der er ikke noget galt i at ville have trafik, for man synes jo selv, at det man laver er super fedt. Du kan derfor få rigtig meget ud af at like og kommentere andres blogindlæg, Instagram eller Facebook, når de har udgivet. Her vil jeg anbefale, at du KUN kommenterer, når du har noget fornuftigt, relevant og sødt at skrive. Og ikke alt for ofte. Det er lidt for tydeligt, at du kun er ude på trafik, hvis du kommenterer hvert eneste indlæg med “Ej, så fedt. Tjek min blog ud her: www.blabla.dk”. Gør det med passion og med en mening, så du både gør den anden blogger glad og vinder lidt nye læsere uden at irritere nogen. Og gør det så kun på relevante blogs, så du får læsere, der passer til din egen blog.

Læs også: Er det snyd at købe sig til succes på de sociale medier?

9. BLOG JÆVNLIGT
Det kommer selvfølgelig an på, hvor professionelt du gerne vil gøre din blog, men ønsker du et højt læserantal på sigt, og vil du gerne gøre en forretning ud af bloggen, så gælder det om at få blogget løs. Det er virkelig hårdt, og det kræver, at man nærmeste hver dag og hele tiden brainstormer på idéer til nye indlæg, men det giver altså pote i sidste ende. Folk kan godt mærke, hvis du blogger bare for at blogge og laver collager eller et ultra kort indlæg, fordi du bare skulle have noget op. Men hvis du udarbejder gode indlæg jævnligt og blogger om relevante ting, som folk gerne vil tjekke ud, så vænner folk sig til, at din blog har godt indhold og jævntligt har noget nyt at læse, og så kommer de oftere igen, og så kommer der også oftere nyere læsere. Det er klart den bedste metode for din blog og dit brand. Det giver dig seriøsitet og karakter, at du kun blogger, når det er godt og relevant. Men det skal helst være ofte, så man ikke glemmer dig.

10. TRO PÅ DIG SELV OG HAV DET SJOVT
Det kan virke rigtig ensformigt og utrolig kedeligt at lave blogindlæg, hvis der ikke er nogen, der læser dem. Tro mig, jeg kender det. I laaaaang tid bloggede jeg for døve øre – eller det gjorde jeg ikke helt, for min mor læste trofast med, men der kan altså gå rigtig lang tid, før ens læsere fast kommer forbi. Det skyldes flere ting, men primært gider folk ikke læse en blog, som de ikke er sikker på holder ved. Og som ikke har noget nyt og noget spændende at byde ind med. Sørg derfor for at opdater din blog jævnligt, vær glad, åben og tilfreds selvom det går langsomt (også når du formulerer dig i blogindlæggene) og tro på at din blog er fed, og at folk nok skal opdage den.

Jeg håber, at I kan bruge min guide. 🙂 Skriv gerne hvis jeg har glemt noget, eller hvis I har flere spørgsmål.

Skriv en kommentar

  • Tal for det skrevne. – og det har da hjulper mig med min lille blog

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Zette Skoú

    Spændende Tak for dine fine råd. Jeg går selv og planlægger og samler stof til at åbne et blog. Koster det noget at kører en Nouw blog?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig god og brugbar guide! Den har helt klart hjulpet mig gennem alt arbejdet med at starte min blog op. Den er kører nu på første uge, så jeg takker for de gode råd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, det må også næsten være det værste stadie, da det kræver en masse arbejde og tålmodighed. Men bliv ved søde :*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Selv tak :*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super god guide! Jeg er i stadie 10 (kan vi kalde det det?), og det trækker altså tænder ud nogle gange. Det er godt med lidt opmuntring!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SØNDAG | SE VORES SOVEVÆRELSE OG NYE SENG