ONSDAG | SÅDAN SER EN ALMINDELIG UGE UD I MIT LIV - Frederikke Egel
BLOGGING & KARRIERE

ONSDAG | SÅDAN SER EN ALMINDELIG UGE UD I MIT LIV

AFFILIATE: MINIMUM BLAZER (her) | MINIMUM BUKSER (her) | CARRÉ ØRERINGE (her) | NEW BALANCE SNEAKER (her)

Jeg troede, at min onsdag skulle byde på lidt mere spændende ting end blot nedenstående, men efter 9 timer på hospitalet er man altså ret træt. Jeg siger det bare. Så i dag er det blevet til:

05.45: Vækkeuret ringer. Fuck. Jeg udsætter lige. Bare en enkelt gang. For de 9 minutter kommer jo helt sikkert til at redde resten af min dag.

05.54: Vækkeuret ringer igen, og jeg står op, vasker mig, hopper i tøjet, spiser morgenmad og finder bilnøglerne frem.

06.15: Vi går afsted mod bilen, så vi kan komme afsted mod hospitalet, hvor vi har en aftale om Marks operation kl. 7.

06.45: Vi ankommer på Bispebjerg og bliver bedt om at vente et øjeblik. Vi er trætte.

07.15: Vi bliver kaldt ind til information omkring, hvordan det hele skal foregå, så jeg ved, hvad jeg kan gøre af mig selv, mens Mark er under kniven. Mark får taget blodtryk, temperatur osv., mens vi får at vide, at han skal opereres 9.30. 9.30?! Øh, der er sådan ca. 2 timer til… Fedt, mand!

07.30: Vi bliver vist til det værelse, hvor Mark skal til opvågning. Her snakker vi. Og venter. Og snakker. Indtil vi bliver ført over til selve operationsbygningen.

8.11: Vi ankommer til det nye venteværelse, der ligger ved operationsstuerne. Herfra kan jeg ikke komme videre, men jeg kan lige så godt sidde dér med Mark, som jeg kan sidde tilbage på ‘værelset’/stuen.

09.23: Mark bliver hentet ind, og jeg går tilbage til vores stue, hvor jeg sidder og venter med de andre pårørende og tilskadekommende, der venter på deres tid.

09.30: Jeg besvarer et par mails og tjekker mine sociale medier. Den faste rutine, når jeg har et par ledige minutter.

09.45: Jeg beslutter mig for at sætte en serie på, da jeg kan mærke, at jeg ikke helt kan finde roen til at arbejde. Jeg er træt. Der er mange mennesker, der forstyrrer, og jeg har Mark i tankerne. Bare han ikke kommer ud med dårlige nyheder.

09.55: Jeg henter et glas rød saft. Hospitalssaft. Det smager faktisk ret godt, selvom jeg ikke er den store saftdrikker.

10.24: Jeg modtager et par bekymrede sms’er. Mark er stadig inde, så jeg kan ikke give så megen information. Da jeg alligevel er afbrudt, tjekker jeg mine mails og sociale medier igen. Og så fortsætter jeg min serie.

11.07: Mark kommer kørende. Eller han bliver kørt af to sygeplejersker. Han snakker ret meget, kan jeg høre. Han er generelt meget snaksaglig, men jeg husker ikke, at jeg snakkede løs, som han gør. Han ser mig, får julelys i øjnene og smiler som en nyforelsket dreng. Derefter siger han: “Hej skat”, kigger på de andre mennesker og tilføjer: “Det her er min kæreste”, som om jeg skulle præsenteres for første gang for alle. Lægerne griner lidt og siger, at Mark har et ønske: “Han vil rigtig gerne på Mash”. Jeg smiler og siger: “Så må vi jo gøre det”, inden jeg bliver afbrudt af Mark, der spørger: “Hvordan vidste I det??!” Sygeplejerskerne fortæller ham, at det første han sagde, da han vågnede var, at han glædede sig til en tur på Mash, og så griner vi alle. Hahaha den tosse. Efterfølgende træder Marks høflige, imødekommende og rare personlighed endnu mere i kræft, da lægerne forsøger at tage hans blodtryk, men Mark har så meget, han gerne vil snakke om, at lægerne er nødt til at bede ham om at tie stille og slappe af, mens de tager hans blodtryk. Jeg har en lidt smørret smil på, for jeg ved godt, at han prøver at skjule, at han stadig er dopet – ligesom når jeg er fuld og prøver at tale fornuftigt om alt muligt. Det er lidt for tydeligt. Hahaha

11.15: Vi får værelset for os selv, mens vi får at vide, at overlægen kigger ind til os, når han er færdig med sin næste patient. Hvor længe sådan noget så end tager?

11.32: Mark får frokost. Jeg får endnu et glas saft.

11.40-14.30: Vi ligger på stuen og snakker og venter på overlægen.

14.31: Lægen kommer og fortæller om operationen, der er gået rigtig fint. Den kan I læse mere om her. Vi får besked på at vente på fysioterapeut og sygeplejerske, før vi må tage af sted.

14.45: Fysioterapeuten kommer og fortæller om genoptræning.

14.55: Sygeplejerske kommer og fortæller om smertestillende og rens af sår. Herefter får vi lov til at smutte hjem, da der ikke er mere, de kan gøre for os.

14.59: Mark klæder om.

15.14: Endelig kører vi hjem.

16.45: Vi ankommer derhjemme hvor to af mine venner er. De har skudt billeder af min venindes vin i lejligheden og brugt mit ringlight.

17:01: Vi hygger allesammen, og jeg spiser frokost. Mark fik frokost på hospitalet, og de andre har spist mad på Flyvergrillen, de sataner! Der ville jeg have været med!

17.22: De andre smutter, så Mark og jeg er alene h
jemme. Der går ikke længe før, at jeg foreslår, om vi bare skal smide os ind i sengen. Det afviser Mark ikke.

17.29: Vi hopper ind i seng og sætter en serie på. Jeg sidder og arbejder og skriver om vores oplevelse på hospitalet på dag.

19.21: Vi bliver sultne og beslutter, at vi skal have hotdogs. Det er det nemmeste og bedste i verden, og jeg orker ikke den helt store omgang. Og når ja, så er det jo en favorit. Haps!

19.53: Jeg går ned og handler.

20.50: Vi har spist og er hoppet tilbage i dynerne. Her bliver vi resten af aftenen. Godnat!

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.