HVORNÅR ER MAN KLAR TIL AT BLIVE FORÆLDRE?

MARK MED VORES VENNEPARS DATTER MIKELA

Forleden var jeg gæsteblogger ovre hos søde Sneglcille, som jeg jo deler kontor med inde på Andedammen til daglig. Cecilie har netop fået en lille guldklumo, LouLou, og er derfor gået på ‘barsel’, hvorfor et par bloggere agerer barselsvikarer på hendes domæne. Og dem er jeg en af. Jeg så derfor mit snit til at henvende mig til en lidt ældre målgruppe end min egen og forhøre mig omkring alt det her med børn, hvornår man er klar til at blive forældre, gode råd osv. For det er nemlig en snak, som Mark og jeg har haft. Dels fordi vi er nysgerrige på området, fordi vi mærker en snært af lyst til det, men også fordi vi er et sted i vores liv, hvor vi på daglig basis bliver stillet spørgsmål om det. Cilles læsere var kanon gode til at give feedback og konstruktive svar, der fik mig til at reflekterer lidt mere over, hvorfor det er så svært et valg. Det der med at blive forældre. Det gav rigtig meget ro i kroppen af høre fra nogle, der står eller har stået i samme båd, da det jo er en enorm beslutning at træffe.

For hvordan ved man, at/om man er klar til at blive forældre? Hvornår føles det rigtigt at træffe så stor en beslutning? Hvilke tegn skal man kigge efter? Hvem skal man spørge? Hvilken opskrift skal man følge?

Jeg det nemlig ikke selv. Personligt er jeg meget fornuftigt anlagt og gør ikke noget uden at tænke rationelt over det. Men når jeg forsøger at tænke rationelt over, hvornår det vil være ‘fornuftigt’ at blive forældre, at skabe et barn, så kan jeg simpelthen ikke komme på et rigtigt svar. Der er ikke noget tidspunkt, der passer bedre eller dårligere end andre, for når først der er kommet en lille baby, så er hele ens verdens vendt på hovedet. På den gode måde. Heldigvis.

Nu er Mark og jeg så heldige, at flere af vores venner og familiemedlemmer har dejlige børn, som vi øver os på og som faktisk kun bekræfter os i, at vi vil være gode forældre. Synes vi i hvert fald selv. Og det er jo det vigtigste. Og umiddelbart vil jeg da også mene, at vi har alt det praktiske og fundamentale på plads; Mark og jeg har været kærester i 5 år, vi har boet sammen i 4 år, vi har købt ejerlejlighed sammen, vi har begge fine jobs, vi kommer fra sunde familier, der støtter os og til enhver tid vil være der for os, vi har været adskilt på hver sin rejse i over 3 måneder, vi er henholdvis 28 år og 23 år, hvilket da er fine aldre til at blive forældre, ikk? Vi er stadig nyforelskede (for det meste), vi er gode til at løse konflikter og uenigheder, vi elsker børn, vi har tid og plads osv. osv. Så altså, på papiret er vi klar. Og vi føler os klar? Skal man så bare gøre det?

I kan læse mit indlæg hos Sneglcille her, men I skal altså ikke tage jer af, at det er et tankemylder uden lige, og at det hele måske ikke giver vildt god mening. Måske nogle af jer står i samme situation og har samme tanker.

4 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.